Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Archive for november 2010

Word har valgt at strejke – dette skal forstås som, at programmet nægter at gøre det, jeg beordre det til, og lige fortiden har en sjov lille ide om, at det slet ikke er sjovt at gemme min matematikaflevering. Det er sket før, og normalt plejer det at gå over til normalt igen efter lidt tid – så jeg tænkte, at jeg i mellemtiden lige ville opdatere bloggen her, og fortælle lidt om min kulturweekend.

Kulturweekenden var fra d. 29. til 31. oktober, og blev afholdt i YFU-huset i Tommerup (dvs. på Fyn). Jeg mødtes med Metha og Johan på Århus banegård omkring klokken 16:00 fredag eftermiddag, hvorefter vi fulgtes ad hele vejen til Tommerup. Vi tog toget fra Århus til Fredericia (som var fuldstændig proppet pga. nogle vogne, der åbenbart manglede), og derefter toget fra Fredericia til Tommerup.

Vi satte os ind i toget mod Tommerup, lænede os tilbage og tænkte: “aaah”. Kiggede rundt, lagde mærke til en pige på omkring vores alder, og holdt lidt øje med hende ud af øjenkrogen. Hun snakkede med en dame, og nævnte, at hun skulle af i Tommerup. Vi spidsede øerne, og en af os (kan ikke huske hvem – måske Metha?) spurgte, om hun skulle på kulturweekend med YFU? Og jep, det skulle hun – første møde med anden kommende udvekslingsstudent, der skulle på samme kulturweekend som os! : D

Vi satte os sammen alle fire, og fulgtes ad resten af vejen. Heldigvis stod der et par frivillige fra YFU og ventede på eventuelt kommende personer med toget, og de fulgte os over til huset – ellers må jeg indrømme, at vi nok var faret vild, på trods af, at både Alberte (pigen fra toget) og jeg havde printet kort ud, og at huset var lige overfor stationen!

I tilfælde af, at der skulle være nogle kommende YFU’ere, der læser min blog, vælger jeg at lade være med at fortælle særlig meget omkring, hvad der egentlig skete på kulturweekenden. Afsløringer ville mildest talt ødelægge noget af oplevelsen for andre. Men jeg kan sige, at det var en enormt fed og hyggelig weekend, og det var virkelig fedt at møde nogle af de andre kommende udvekslingsstudent for 2011-2012! 😀 Jeg hørte nogle stykker sige, at de overhovedet ikke havde set frem til weekenden og havde troet, at det blev lidt en pine at være af sted, men de ændrede i hvert fald mening undervejs!

Som man ud fra navnet kan gætte, handler kulturweekenden om kultur, og er en form for “obligatorisk forberedelsesweekend”, når man skal af sted med YFU. Som en af de få, der ikke skal til USA, skal man være forberedt på, at mange eksempler osv. er set ud fra, at langt størstedelen skal til USA, men man får alligevel virkelig meget ud af weekenden. De frivillige forsøgte også at gøre det hele lidt mere generelt omkring kultur, hvilket jeg synes var fedt!

Udover kulturweekend har jeg også lige været inde og få taget tuberkulosetest. Du må nemlig ikke have tuberkulose, når du skal til Japan (og en masse andre lande) på udveksling, og det har de brug for papirer på. Så i mandags (d. 15. november) var jeg inde på Århus sygehus og få sprøjtet et eller andet ind i armen, som jeg tror var noget dødt tuberkulose-et-eller-andet. Jeg har ikke særlig meget styr på, hvordan det egentlig fungere, men jeg mener, at det er noget med, at huden så skal reagere på det indsprøjtede. Hvis den reagere har du tuberkulose, og hvis den ikke gør, har du ikke. Jeg var til aflæsning torsdag, og jeg har overraskende nok ikke tuberkulose, så det er helt fint : D

Jeg begynder så småt også at indse, at Japan efterhånden er lige rundt om hjørnet. Vi har d. 21. november i dag, hvilket vil sige, at der er 3 måneder, 3 uger og 2 dage til forventet afrejsedato – så hvis den holder stik, er jeg i Japan om 3 måneder, 3 uger og 3 dage! (wooh, 333…) Jeg glæder mig enormt meget til at komme af sted, men jeg er også inde i den periode, hvor det går op for mig, hvor både lang og kort tid 10 måneder egentlig er. På den ene side er 10 måneder helt vildt lang tid, og på den anden side, når jeg tænker tilbage på de sidste 10 måneder, kan de flyve af sted i løbet af ingen tid. Jeg har før hørt udvekslingsstudenter snakke om, hvor hurtigt deres udvekslingsår gik, og jeg må indrømme, at jeg lidt frygter, at mit vil smutte af sted lige så hurtigt – men så er det vel bare med at få det bedste ud af det 🙂

Reklamer

Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,649 besøgende ♥
free counters