Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Archive for marts 2011

Kære Japan. Kære pladerand ud for Japans kyst. Kære jordskælv. Kære hvem, der nu engang befinder sig deroppe – men mest af alt; Kære Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant.

Jeg beder jer om en ting, der måske kan lyde selvisk i den forfærdelige situation, Japan er kommer i; dog er det noget, jeg så længe har ønsket, at jeg alligevel vil gøre det. Jeg beder jer om at gøre Japan sikkert igen til før d. 27. april, så jeg trods de sidste to ugers forfærdelige hændelser, vil kunne gøre min drøm til virkelighed. Som I kan se, har jeg på det seneste holdt på de tårer, der ellers nu i snart to uger har trængt sig på; jeg har forsøgt at være stærk, forsøgt altid at se på den lyse side, trods daglige nyheder – til tider har de været gode; da har smilet vist sig på mit ansigt. Til tider, og alt for ofte, har de været dårlige – og der har jeg endnu en gang måttet ty til min viljestyrke for ikke at bryde sammen.

Jeg beder jer om blot at gøre denne lille piges så brændende ønske til virkelighed; ellers ved jeg ikke længere, hvad jeg gør. Hvis Japan endnu ikke er sikkert til afrejse d. 27. april, da vil YFU gå i AFS’ fodspor og aflyse – dog med mulighed for 5 måneder i Japan som udvekslingsstudent fra august til januar. Men jeg tror I lige så vel som jeg selv ved, at 5 måneder ikke er meget, hvis man skal integreres i et samfund – dog ved I nok også godt, at jeg ville tage afsted, hvis muligheden ikke var anden.

Jeg beder jer så brændende, som mit hjerte slår. Jeg beder jer af hele mit hjerte så inderligt som noget kan bedes; gør Japan klar til d. 27. april! Ellers ved jeg snart ikke længere, hvor i verden jeg står.

Skrevet 10 dage efter den oprindelige afrejsedato – endnu med et brændende ønske og håb.

Reklamer

Fredag d. 11. marts 2011 ramte det 5. kraftigste jordskælv nogensinde målt 130 km ud for den japanske kyst ved Sendai. Det blev målt til 7,9 på richterskalaen, men senere opgraderet til 8,9, derefter nedgraderet til 8,8. I går blev det endnu engang opgraderet, denne gang til 9,0. Det var det kraftigste jordskælv i Japan i 140 år, og medførte at en 10 meter høj tsunami tumlede ind over Honshus nordøstlige kyst, med intet andet formål end at knuse alt på sin vej.

Heldigvis, kan man vel sige, valgte jordskælvet Japan som sit mål – derfor er de skader og menneskeliv, der er gået tabt, langt mere forsaget af tsunamien end jordskælvet, da de i Japan bygger efter at kunne modstå sådanne kræfter. Det værst ramte område er Tohoku, det nordlige Honshu, og Tokyo er sluppet meget billigt, med få skader og sidst jeg hørte dødstal ikke en eneste død.

Derfor kommer det nok heller ikke som nogen videre overraskelse for nogen, at trods dette ER den afrejsedato, jeg så længe har set frem til, sidder jeg i dette øjeblik i en sofa i mit hjem i Danmark. Mit udvekslingsophold er langtfra aflyst – det ville jeg protestere højlydt imod -, men min afrejsedato er udskudt, og jeg ved i øjeblikket ikke til hvornår. Men YFU-Danmark har sagt, at vi måske kommer afsted i slutningen af næste uge, YFU-Frankrig d. 24., YFU-Holland d. 23. eller 24. og YFU-Japan har fortalt min værtsmor, at vi nok kommer til Japan d. 25. – så i øjeblikket kan jeg ikke gøre andet end at håbe. Håbe, og bede for de tusinde og atter tusinde af mennesker, hvis liv siden fredag eftermiddag, japansk tid, har taget en tragisk vending.

Må de tabte hvile i fred ♥

10 dage

Posted on: 4. marts 2011

Det er MARTS. Og ja, det har I sikkert allerede bemærket – men det er d. 4. marts 2011, hvilket vil sige, at jeg drager mod Japans grænse om intet mindre end 10 dage. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at det virkelig er lige rundt om hjørnet, og jeg tager fortsat mig selv i at kigge på dagens dato – om det så er på computeren, mobilen, fjernsynet eller kalenderen – og få en lille klump i halsen. Og nej, det er skam ikke fordi, jeg ikke glæder mig: Jeg glæder mig som aldrig før, men er samtidig lige så nervøs som aldrig før. Men – det skal nok gå alt sammen alligevel 🙂

Som jeg har nævnt tidligere var vi d. 5. februar til infodag, hvilket var, som navnet allerede fortæller, en dag med en masse informationer omkring rejsen, udvekslingen, Japan osv. osv. osv. Det var både for forældre og udvekslingsstudenter, så vi var “hele” 3 kommende udvekslingsstudenter (JAPAN :D), 3 mødre, 1 fader, 1 lillebror og 4 returnees, hvoraf 2 havde været i USA, 1 i Frankrig og 1 i Japan. Og selvom nogle af jer nok ville tænke: “Nøj, det lyder da kedeligt”, var det virkelig hyggeligt! Det var også dejligt, at der endelig var en returnee med fra Japan til et af arrangementerne – ofte er det nemlig kun USA, USA, USA, USA, USA og et par andre lande.

På infodagen blev det også nævnt, at vi snart ville modtage visumpapirer, forsikringspapirer, en masse andre papirer og vores t-shirt. Jep. Alle udvekslingsstudenter til Japan kommer d. 14. – 15. marts til at rende rundt i de mest formidable YFU t-shirts, ID-kort om halsen og med render af træthed og lange flyturer under øjnene. Det skal nok blive kønt.

Brevet – eller pakken, var det vist næsten nærmere -, kom den anden dag. Min formidable YFU-tshirt ser således ud:

Smukt, ikke? 😀 ID-kortet får vi først udleveret d. 14. sammen med vores pas og visum – passet skulle nemlig sendes ind til YFU sammen med de udfyldte visumpapirer, hvor de så får det ordnet for os.

I dag er det en uge siden jeg fik orlov. Der er en del, der synes at mene at to uger er lang tid, men jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at jeg valgte at tage to uger. Jeg kan i hvert fald se, at jeg ikke ville have kunnet nå alt det, jeg selv mener er en nødvendighed på én. Men det kan måske også skyldes, at jeg render rundt og lufter halvdelen af mit tøj, laver en lille kogebog med danske opskrifter (jeg har lovet okaasan at lave lidt dansk mad, så det må jeg jo hellere holde), sætter alle mine skolenotater fuldstændig i orden og ordner mit værelse til bund og orden. Men! Så er der også styr på det hele!

Omkring min værtsfamilie glæder jeg mig efterhånden mere og mere til at møde dem. De virker så utrolig søde! Jeg ved godt, at jeg har sagt alt muligt med ikke at have for mange forventninger, men det er altså lidt svært når denne her hoppede ind af postkassen for nogle uger siden:

Inden da havde min værtsmor skrevet to mails til mig, hvor hun i et af dem bad mig om at kalde hende okaasan (mor), min værtsfar otousan (far) og min værtslillesøster Suzu. De havde begge været på engelsk, så da jeg åbnede brevet fra okaasan (den hvide konvolut) tænkte jeg: “Nej, det er løgn!” og stirrede på de japanske tegn, der hoppede op i hovedet på mig. Jeg fjernede de første par sider, og så så, at det kun var de første der var på japansk, hvorefter de resterende var på engelsk. Kiggede lidt på dem. Sammenlignede den første japanske og den første engelske side… og så gik det pludselig op for mig, at hun havde skrevet det samme på engelsk og på japansk! OG hun havde brugt nogle kanji, hvor hun skrev furigana over første gang hun brugte et nyt! 😀
(Kanji – oprindeligt de kinesiske tegn, tegn der har en decideret betydning. Hiragana og katakana – lydskrifttegn. Furigana – hiragana og katakana over kanji, der gør dem mulige at læse, hvis man ikke kender tegnet i forvejen)

Jeg sendte fluks et lille brev tilbage, idet der også var et lille brev med Disneyfigurer på, skrevet med den sødeste børneskrift fra Suzu! ❤ Jeg blev virkelig overrasket over at se, at hun allerede er ved at lære at skrive, men okaasan skrev senere, da jeg spurgte ind til det, at hun  åbenbart allerede kan skrive og læse de fleste hiragana samt nogle katakana. Okaasan svarede jeg tilbage på mail.

Otousan har jeg ikke skrevet så meget med endnu, men jeg har da fået et par mails – der til forskel kunne minde lidt om brevet fra okaasan, da han også skriver de samme ting på både engelsk og japansk 😀

I de nærmeste dage regner jeg også med at lave lidt om på bloggen her – måske, hvis jeg kan finde ud af det og får tid, forsøger jeg mig med et nyt design, men ellers kommer der i hvert fald en kalender op (regner jeg med), en lille infoside på engelsk samt siden med links til de andre udvekslingsstudenter skal rettes færdig.


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,649 besøgende ♥
free counters