Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Archive for maj 2011

Brød

Posted on: 28. maj 2011

Dette bliver meget kort, men jeg ville lige nævne…

Jeg elsker japansk brød. Virkelig. Man kan få så mange forskellige slags. Om lørdagen består min madpakke oftest af brød, og jeg elsker det. I dag fik jeg denne her lidt aflange “bolle”, der var delt op tre “stykker”. Jeg bed i den ene ende, og smagte noget chokolade-creme. Andet “stykke” var noget vanilje-creme. Tredje var jordbærsyltetøj. Mærkeligt.. men lækkert!

p.s. alt går godt 🙂 Men jeg har meget lange dage og er sjældent ved computeren – derfor manglen på posts.

Reklamer
Tags:

Hej alle I dejlige, dejlige mennesker hjemme i kølige, kølige Danmark!
Jeg håber I har det mindst halvt så godt som jeg! 😀

Jeg har det rigtig dejligt, og begynder så småt at falde til. Det japanske fatter jeg fortsat mere eller mindre nada af, og jeg snakker alt for meget engelsk – MEN med de fire japansktimer og 6 Study Hall-timer jeg har om ugen, ændrer det sig forhåbentligt snart til japansk. Til dem, der ikke kender til timen ”Study hall”, er det verdens bedste opfindelse: du sidder på biblioteket…. Og studere uden lærer. Hjemme i Danmark ville det resultere i en masse snak, fis, ballade og facebook – men for det første bliver computeren ikke rigtig brugt i skolen (medmindre du har ”computer” på skemaet) og for det andet sidder alle rent faktisk mussestille og studerer. Jeg bruger dem på japansk.

Min klasse er virkelig sød og jeg kan virkelig godt lide den, så det er skønt 😀 Onsdag, torsdag og fredag var jeg rundt og kigge på diverse klubaktiviteter sammen med nogle af pigerne fra klassen. Jeg er fortsat ikke helt sikker på, hvilken jeg vil deltage i, men jeg begynder så småt at få en ide. Den bliver dog først offentliggjort, når jeg er 100% sikker!

I tirsdags var jeg på skoletur til Ueno og hvad jeg tror var Ginza – men slå mig venligst ikke oven i hovedet, hvis sidstnævnte er forkert. I Ueno var jeg på kunstmuseum og så på billeder henholdsvis malet og tegnet af en europæer, og i det formodede-Ginza var jeg til middag. Jeg tror det var hele 5. klasse*, der var af sted, så vi sad godt og vel nogle hundrede piger i samme lokale og rundt om en masse runde borde. Middagen bestod af 11 (!) retter og var virkelig den længste middag, jeg nogensinde har deltaget i – den tog i hvert fald 2½ time, hvis ikke meget mere. Vi fik alle mulige traditionelle japanske retter. Noget af det smagte lidt specielt, men jeg nød det og det var virkelig sjovt og interessant at opleve! Under det meste af middagen stod en mand på en forhøjning og forklarede, hvordan vi skulle spise de forskellige ting – så jeg har lært at spise på en ”fin” måde!
Derudover lærte jeg også noget andet: Hvis noget ligner wasabi skal du ikke blot tænkte: ”åh, det ligner wasabi” og proppe en masse af det i munden, men forvente og gå ud fra, at det er wasabi!

Det regnede en del onsdag og torsdag, men fredag og i dag har himlen været dejlig lyseblå og temperaturen har sneget sig godt op i 20’erne – desværre mangler jeg fortsat min langærmede sommeroverdel og min cardigan til skolebrug, så jeg render rundt i min vinteruniform 😦 Det er virkelig varmt, og alle andre render rundt i deres sommeruniform. Jeg har kun min kortærmede sommeroverdel lige nu, og da jeg tager hjemmefra kvarter i syv og først er hjemme igen et sted mellem seks og syv om aftenen (her skal det lige nævnes, at det er ganske normalt i Japan), er den lidt for kold at have på hele dagen. Men det går nok 🙂

Billeder kommer der ingen af i denne uge – men det går nok også nok 😀

Stor krammer fra Xenia

p.s. Jeg skal på Ghibli Museet i morgen!!!
*5.klasse: Min skole består af både Junior og Senior high school – dvs. fra 7. klasse til 3.g. 7. klasse er på min skole 1. år, 8. 2. år osv. 5. klasse er altså hvad der mere eller mindre svarer til den danske 2.g, og samtidig mit klassetrin (hvilket er vildt nice – det betyder, at jeg skal til Kyuushu (sydligste af hovedøerne) med min klasse i november! 🙂 )

Tags: ,

Skolestart

Posted on: 7. maj 2011

Forestil dig en skole med 2000 elever. De bærer alle fuldstændig identisk tøj – det eneste, der varierer lidt, er hvilken farve, der er rundt om de ellers også identiske sko, de bærer inden døre. Derudover også deres frisure – men ikke hårfarven. Alle er sorthårede, kun med få variationer i skæret – måske det er lidt brunligt, måske lidt blåligt. Måske bare fuldstændig sort.
Lige med undtagelse af én. Hende, der godt nok har samme tøj på som alle andre – men hvis udseende udover uniformen er fuldstændig anderledes end alle andres. Håret er blond, huden en nuance lysere, kropsbygningen synes ikke nær så spinkel. Ganske normal i højden, dog – måske endda lidt høj.

Hvis du tilfældigvis skulle se noget lignende det ovenstående, er du højest sandsynlig gået forbi en bestemt skole i Tokyo.

Jep.

Jeg er nu hundrede procent udvekslingsstudent – jeg er startet i skole!

Indtil videre har jeg kun været der i to dage, og jeg forstår stort set intet af, hvad der bliver sagt. Mine klassekammerater forsøger så vidt muligt at snakke engelsk til mig, men ligesom mit japanske, er deres engelske noget begrænset. Alle er virkelig søde, og jeg er i hvert fald i øjeblikket dybt interessant og ”kawaii” (jp.: nuttet). Hjemmefra er jeg ikke vant til at få opmærksomhed udover det sædvanlige, så det er meget besynderligt lige pludselig at blive stirret og peget på hele tiden og mere eller mindre være centrum for al opmærksomhed, når jeg går forbi. Til tider kommer der også piger hen for bare at stirre på mig og sige hej – eller bare ”kawaii!!!”. Nogle gange går folk også bare forbi mit klasseværelse, kigger ind af vinduet (væggen ud mod gangen er vinduer) og stirrer.
Det er meget, meget mærkeligt, men også lidt morsomt. I går kom der også omkring 5 piger ind i mit klasseværelse efter skole – de fortalte mig alle deres navne, men ligesom alle andres navne, har jeg glemt dem igen. De ville sige hej og fortælle, hvor misundelige de var på min hårfarve. En af dem kom derefter til at lægge mærke til min øjenfarve – hvorefter jeg i løbet af få sekunder havde fem par øjne stirrende fascineret ind i mine egne. De blev enige om, at jeg har blågrålige øjne, selvom jeg derhjemme vist nok går ind under noget blågrønt.

Generelt er alle virkelig søde og forsøger at hjælpe mig så godt som muligt, og jeg vil tro, at jeg falder til med tiden. Skoleuniformen er ikke overdrevet pæn og åbenbart er den mørke bluse vinter og den hvide sommer. Jeg har stadigvæk ikke helt vænnet mig til at have det samme på som alle andre, og det er virkelig, virkelig mærkeligt at komme ud fra Sugamo station om morgenen og bare se en flok på måske 50 piger, der har det fuldstændig samme på som jeg selv – jeg var virkelig ved at flække sammen af grin, da jeg så det for første gang i går!

Min første dag var som sagt i går, og jeg var virkelig nervøs – specielt efter en hvis lærer ringede torsdag aften klokken 7 og fortalte, at jeg skulle holde tale på japansk foran hele skolen. Dermed fik jeg hele 13 timer til at forberede mig, hvor jeg brugte de fleste på at sove, være i bad, spise og tage i skole. Talen blev meget kort, hvilket også var meningen, og det var meget mærkeligt at stille sig op foran så mange piger. Jeg fik bagefter at vide, at jeg gjorde det godt, men jeg tror, min accent er lidt mærkelig, for en af pigerne fra min ”patchwork”-klasse (der har vist sig at være brodering) hørte Mitaka-shi som noget andet. Den anden mulighed er dog også, at japanske by- og stednavne simpelthen bare minder for meget om hinanden…

Jeg er i skole 6 dage om ugen, fra mandag til og med lørdag. Lørdag er dog en kort dag, der har jeg allerede fri klokken kvarter over tolv, hvorefter der dog er en klassens time, som ikke er medregnet. I går var jeg hjemme omkring klokken 7 om aftenen og i dag var klokken næsten 3.

Og nu tænker mange af jer sikkert: ”klokken 7? Sad hun og stirrede på en lukket skole nogle timer, eller hvad?”
Svaret dertil er nej. For det første tager det over en time for mig at komme hjem. For det andet var skolen stadigvæk åben og fyldt med elever som aldrig før, da jeg gik mod toget lidt i seks.

Noget af det, jeg skal bruge lidt tid til at vænne mig til er så længe folk bliver efter skole. En del var til klubaktiviteter, men der var også mange, der bare blev i klasseværelset og hang ud. Jeg tror kun knapt halvdelen af klassen var taget hjem, da jeg gik mod toget. Hvis det havde været derhjemme på samme tidspunkt, ville skolen for længst være blevet lukket ned og mørkelagt, og eleverne ville sidde derhjemme og så småt gøre klar til at spise aftensmad eller lave dagens lektier.

I morgen er der YFU orientering i Yoyogi, som er en form for erstatning for den oprindelige orientering, der blev aflyst i år. Jeg mener, at det er alle udvekslingsstudenter i Tokyo, Chiba og Kanagawa – men ud fra, at vi kun er 3 i Tokyo, forventer jeg ikke, at vi bliver særlig mange. Men jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver dejligt at møde lidt andre udlændinge, og jeg ved, at i hvert fald de to andre i Tokyo snakker engelsk 😀

Jeg savner jer alle sammen – men jeg har det godt, humøret er højt og jeg er lykkeligt over, at jeg valgte at tage af sted 🙂

Tags: ,

Jeg har efterhånden været j Japan i 4 døgn, men det føles som meget, meget mere – der er virkelig sket så meget. Så småt begynder jeg at have vendt mit døgn, men jeg er meget træt sidst på dagen – alt er så nyt og anderledes, jeg forstår ikke rigtig sproget osv. MEN! Jeg er positiv, i godt humør og glæder mig helt vildt til at starte i skole d. 6. maj 😀

Metha og jeg forlod Danmark klokken 15:45 onsdag d. 26. april. Således så vi ud, da vi satte os ind i flyet:

Og dette er omtrent 12 timer senere, endelig landet i Japan uden at have sovet det mindste: (haha, i det mindste kan det ikke ses på billedet, hvor røde vores øjne var)

Vores bagage:

Efter at have sagt farvel til Metha, der fortsat havde en laang togtur foran sig til Akita, stod jeg og ventede sammen med de to andre udvekslingsstudenter, der er i Tokyo i år. Oprindeligt skulle vi vist have været en 6-8 stykker, men vi er kun tre: to drenge og så jeg som ene pige. De to drenge kommer fra henholdsvis Finland og Letland.

Vi tog en eller anden bus sammen med en meget stille mand fra YFU, der ikke sagde et ord hele vejen, ind til Tokyo City Air Terminal, hvor vi blev hentet af vores værtsfamilier. Det var otousan og Suzu, der kom og hentede mig – Suzu er virkelig sød på billeder og webcam, men det er virkelig ingenting i sammenligning med hende i virkeligheden. Hun er noget af det kæreste! Hun kom løbende med et velkomstskilt, som hun lavede til mig før jordskælvet i marts.

Hun har faktisk også selv taget billedet – jeg lod hende lege lidt med mit kamera, imens jeg sad og pakkede ud. Hun tog også dette billede af mig (der er ved at proppe ting i en skuffe i mit skrivebord):

Torsdag var jeg inde og blive registreret et eller andet sted i Mitaka, og ellers slappede vi bare af derhjemme. Fredag var vi på indkøb ved Musashi-Sakai station, som er den station, der er tættest på. Der ligger et stort indkøbscenter der, der minder lidt om Salling og Magasin derhjemme. Jeg var med min værtsmor nede i kælderen, hvor der er et supermarked – det var højest forvirrende, men meget sjovt at opleve. Alt var på japansk og der var japanere over det hele samt en masse ting, jeg aldrig har set før. Senere cyklede vi en tur hen til en nærliggende park omkring et kristent engelsk-talende universitet – efter at være ved at have vænnet mig til ikke at forstå hvad der bliver sagt det meste af tiden, var det lidt mærkeligt rent faktisk at kunne forstå, hvad folk sagde.

Lørdag og natten mellem lørdag og søndag var meget speciel. Lørdag tog vi toget fra Musashi-Sakai station til Shinjuku, hvor vi skiftede fra Chuo-linjen til Yamanote-linjen og stod af ved Sugamo station. Her var vi forbi et tempel, hvor der er noget røg og en statue, der siges at skulle kunne helbrede smerter. Jeg glemte desværre mit kamera derhjemme, så jeg har ingen billeder 😦 Men min skole er meget tæt ved, så måske jeg smutter forbi en dag og tager billeder.
Efter templet var vi inde og spise på en restaurant, hvor jeg fik en suppe med udon-nudler. Det er virkelig de længste nudler, jeg nogensinde har fået! Jeg forsøgte at tælle dem, og jeg kan huske, at jeg efter 5 nudler var ved at være mæt.

Derefter gik vi tilbage til Sugamo station, hvor vi mødtes med en YFU coordinator. Vi gik hen til en butik, der hed Paris, og som åbenbart er specialiseret i skoleuniformer og bl.a. står for min skoles (Jumonji). Her fik jeg taget mål og prøvet en masse  forskellige størrelser af nederdele og bluser. Det var meget forvirrende, for alle snakkede japansk og jeg fattede ikke helt, hvad det var, jeg skulle, det meste af tiden – men det var alligevel lidt sjovt at opleve 🙂
Indtil videre har jeg kun fået mine udendørssko og mine sokker. Jeg har ikke helt styr på, hvornår jeg får resten, men der går nok ikke så længe igen.

Vi gik derefter hen til min skole. Jeg har fået at vide, at lørdag var en skolefridag, men der var virkelig mange i skole! Det så dog ud til, at de fleste havde gang i klubaktiviteter og hygge.
På skolen fik jeg en masse informationer, rundtur og havde en eller anden form for matematiktest, der var dybt forvirrende og som ikke gik særlig godt. I Danmark er jeg god til matematik, men læreren, der i øvrigt ikke kunne særlig meget engelsk, ville have mig til at løse nogle opgaver i hovedet, som vi i Danmark kun bruger lommeregner til – så selvom han mente, at jeg kendte til en del ting, skal jeg vist have matematik sammen med en yngre klasse, fordi jeg kun kan løse dem ved hjælp af lommeregner og åbenbart skal kunne det i hånden. Jeg havde dog godt i forvejen hørt noget om, at matematik vist skulle være en del svære i Japan end i Danmark og at de ikke bruger lommeregner, så jeg var lidt forberedt på det.

Som nævnt fik jeg også en rundtur på skolen. Den er i 4-5  etager og er nok egentlig nem nok at finde rundt på, men jeg tror alligevel, at jeg kommer til at fare vild et par gange de første par dage.  Jeg var forbi mit klasseværelse to gange – første gang under rundturen og anden gang sammen med min homeroom teacher (der kan engelsk! :D). Min klasse er vist en eller anden form for special-geni-klasse, men jeg har ikke 100% styr på det. Den er i hvert fald lille – jeg bliver elev nr. 20. Jeg tror jeg mødte omkring 10 piger fra min klasse, så det er omtrent halvdelen – de var helt vildt meget oppe at køre over at få mig i klassen. Jeg er ikke vant til at være så meget centrum for opmærksomhed derhjemme, så det var meget mærkeligt at have 10 par øjne stirrende på en på sådan en “ååårh hvaaad, sejt, sejt, sejt, SEEEJT!”-måde. Første gang jeg var oppe og møde dem præsenterede jeg mig selv for dem på et lidt usikkert japansk, og de var ret meget oppe at køre – men det var virkelig ingenting i sammenligning med anden gang, da jeg var deroppe med min homeroom teacher! De forsøgte at præsentere sig selv for mig på engelsk, så det blev til en helt masse “I am___/My name is ___. Nice to meet you!” og et enkelt “you are so cute!”. Men de virkede alle sammen rigtig søde, så jeg glæder mig til at starte i skole 😀

Resten af tiden på skolen fik jeg en masse andre informationer. Min skole er meget striks og med mange regler. Jeg må ikke have smykker på, jeg må ikke shoppe eller gå på restaurant eller købe fastfood i min uniform, jeg må ikke have for lange negle (jeg bliver sendt ned på kontoret og får dem klippet af, hvis læreren synes, de er for lange) osv. Jeg kan mildest talt ikke huske alle reglerne, og i min lille elevbog (eller hvad det helt præcist er) står de kun på japansk.

Da jeg gik i seng lørdag aften troede jeg egentlig det var slut med nye ting indtil jeg stod op søndag – men jeg vågnede klokken tyve over to om natten og lå lidt og forsøgte at tage mig sammen til at gå på toilettet. Jeg er virkelig glad for, at jeg blev liggende istedet for at stå op med det samme, for lige pludselig begyndte alt at ryste – og så havde lille Xenia fra altid så stabile Danmark oplevet sit første jordskælv.

Når folk siger, at de egentlig gerne vil prøve at opleve et lille jordskælv for sjov, aner de virkelig ikke, hvad de taler om. Selvom jordskælvet var lille – det var kun, så jeg kunne mærke det hele ryste lidt -, var det langtfra sjovt. Uden nogen form for varsel rystede det bare over det hele. Jeg har dog haft en god snak med min værtsmor om jordskælv i går aftes, så jeg er noget mere rolig omkring det nu end jeg var da det første indtraf.

I går var otousan, Suzu og jeg et smut forbi Jumonji igen, så jeg kunne lære vejen lidt bedre at kende. Derefter var vi inde i et eller andet form for Toyota-udstillingshus i Ikebukuro, hvor vi rendte rundt i nogle timer – bl.a. fordi vi ventede på at få lov til at lave en lille bil, der kunne køre, og som Suzu rigtig gerne ville lave 🙂

I dag er begge mine værtsforældre på arbejde og Suzu i børnehave, så jeg er alene hjemme. Jeg regner med snart at tage et smut forbi indkøbscenteret ved Musashi-Sakai station og lede efter en ny ordbog. Jeg havde egentlig tænkt på at tage cyklen, men jeg tror nu, det bliver bussen – jeg kender ikke vejen så godt endnu, at jeg tør cykle den alene.

Generelt går alt godt herovre. Min værtsfamilie har været rigtig søde og hjulpet mig ved behov, og jeg tror egentlig, at jeg falder helt godt til med tiden 🙂 Det japanske er stadig svært, men det går lidt fremad – der går dog nok fortsat lang tid, før jeg forstår en almindelig samtale.

Flere billeder kan iøvrigt ses her.

Vi ses 😀


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,649 besøgende ♥
free counters