Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Archive for the ‘Danmark’ Category

Drømme

Posted on: 19. april 2011

Jeg har grædt mange tårer,
følte håbløsheden sænke sig om mit hjerte.

Jeg har drømt mange drømme,
ønsket brændende som aldrig før.

Så rystede jorden,
og vandet steg.
Jeg troede aldrig det ville ske.

Mit hjerte blev knust,
mit smil fortabt.
Jeg mærkede helvede,
og troen forsvandt.

Men mon ikke nok,
nogen smiler til mig.
Håbløsheden er væk,
glæden er genfundet.

Jeg sidder nu,
med smil på læben.
Jeg sidder nu,
har mærket tårer på min kind;
ikke af sorg;
men glæde.

Jeg føler trang til at skrige,
skrige, skrige, skrige.

JAPAN

JAPAN

JAPAN

Vi ses i næste uge, du og jeg

♥ 27. april 2011 ♥

😀

Reklamer

Kære Japan. Kære pladerand ud for Japans kyst. Kære jordskælv. Kære hvem, der nu engang befinder sig deroppe – men mest af alt; Kære Fukushima Daiichi Nuclear Power Plant.

Jeg beder jer om en ting, der måske kan lyde selvisk i den forfærdelige situation, Japan er kommer i; dog er det noget, jeg så længe har ønsket, at jeg alligevel vil gøre det. Jeg beder jer om at gøre Japan sikkert igen til før d. 27. april, så jeg trods de sidste to ugers forfærdelige hændelser, vil kunne gøre min drøm til virkelighed. Som I kan se, har jeg på det seneste holdt på de tårer, der ellers nu i snart to uger har trængt sig på; jeg har forsøgt at være stærk, forsøgt altid at se på den lyse side, trods daglige nyheder – til tider har de været gode; da har smilet vist sig på mit ansigt. Til tider, og alt for ofte, har de været dårlige – og der har jeg endnu en gang måttet ty til min viljestyrke for ikke at bryde sammen.

Jeg beder jer om blot at gøre denne lille piges så brændende ønske til virkelighed; ellers ved jeg ikke længere, hvad jeg gør. Hvis Japan endnu ikke er sikkert til afrejse d. 27. april, da vil YFU gå i AFS’ fodspor og aflyse – dog med mulighed for 5 måneder i Japan som udvekslingsstudent fra august til januar. Men jeg tror I lige så vel som jeg selv ved, at 5 måneder ikke er meget, hvis man skal integreres i et samfund – dog ved I nok også godt, at jeg ville tage afsted, hvis muligheden ikke var anden.

Jeg beder jer så brændende, som mit hjerte slår. Jeg beder jer af hele mit hjerte så inderligt som noget kan bedes; gør Japan klar til d. 27. april! Ellers ved jeg snart ikke længere, hvor i verden jeg står.

Skrevet 10 dage efter den oprindelige afrejsedato – endnu med et brændende ønske og håb.

Fredag d. 11. marts 2011 ramte det 5. kraftigste jordskælv nogensinde målt 130 km ud for den japanske kyst ved Sendai. Det blev målt til 7,9 på richterskalaen, men senere opgraderet til 8,9, derefter nedgraderet til 8,8. I går blev det endnu engang opgraderet, denne gang til 9,0. Det var det kraftigste jordskælv i Japan i 140 år, og medførte at en 10 meter høj tsunami tumlede ind over Honshus nordøstlige kyst, med intet andet formål end at knuse alt på sin vej.

Heldigvis, kan man vel sige, valgte jordskælvet Japan som sit mål – derfor er de skader og menneskeliv, der er gået tabt, langt mere forsaget af tsunamien end jordskælvet, da de i Japan bygger efter at kunne modstå sådanne kræfter. Det værst ramte område er Tohoku, det nordlige Honshu, og Tokyo er sluppet meget billigt, med få skader og sidst jeg hørte dødstal ikke en eneste død.

Derfor kommer det nok heller ikke som nogen videre overraskelse for nogen, at trods dette ER den afrejsedato, jeg så længe har set frem til, sidder jeg i dette øjeblik i en sofa i mit hjem i Danmark. Mit udvekslingsophold er langtfra aflyst – det ville jeg protestere højlydt imod -, men min afrejsedato er udskudt, og jeg ved i øjeblikket ikke til hvornår. Men YFU-Danmark har sagt, at vi måske kommer afsted i slutningen af næste uge, YFU-Frankrig d. 24., YFU-Holland d. 23. eller 24. og YFU-Japan har fortalt min værtsmor, at vi nok kommer til Japan d. 25. – så i øjeblikket kan jeg ikke gøre andet end at håbe. Håbe, og bede for de tusinde og atter tusinde af mennesker, hvis liv siden fredag eftermiddag, japansk tid, har taget en tragisk vending.

Må de tabte hvile i fred ♥

10 dage

Posted on: 4. marts 2011

Det er MARTS. Og ja, det har I sikkert allerede bemærket – men det er d. 4. marts 2011, hvilket vil sige, at jeg drager mod Japans grænse om intet mindre end 10 dage. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at det virkelig er lige rundt om hjørnet, og jeg tager fortsat mig selv i at kigge på dagens dato – om det så er på computeren, mobilen, fjernsynet eller kalenderen – og få en lille klump i halsen. Og nej, det er skam ikke fordi, jeg ikke glæder mig: Jeg glæder mig som aldrig før, men er samtidig lige så nervøs som aldrig før. Men – det skal nok gå alt sammen alligevel 🙂

Som jeg har nævnt tidligere var vi d. 5. februar til infodag, hvilket var, som navnet allerede fortæller, en dag med en masse informationer omkring rejsen, udvekslingen, Japan osv. osv. osv. Det var både for forældre og udvekslingsstudenter, så vi var “hele” 3 kommende udvekslingsstudenter (JAPAN :D), 3 mødre, 1 fader, 1 lillebror og 4 returnees, hvoraf 2 havde været i USA, 1 i Frankrig og 1 i Japan. Og selvom nogle af jer nok ville tænke: “Nøj, det lyder da kedeligt”, var det virkelig hyggeligt! Det var også dejligt, at der endelig var en returnee med fra Japan til et af arrangementerne – ofte er det nemlig kun USA, USA, USA, USA, USA og et par andre lande.

På infodagen blev det også nævnt, at vi snart ville modtage visumpapirer, forsikringspapirer, en masse andre papirer og vores t-shirt. Jep. Alle udvekslingsstudenter til Japan kommer d. 14. – 15. marts til at rende rundt i de mest formidable YFU t-shirts, ID-kort om halsen og med render af træthed og lange flyturer under øjnene. Det skal nok blive kønt.

Brevet – eller pakken, var det vist næsten nærmere -, kom den anden dag. Min formidable YFU-tshirt ser således ud:

Smukt, ikke? 😀 ID-kortet får vi først udleveret d. 14. sammen med vores pas og visum – passet skulle nemlig sendes ind til YFU sammen med de udfyldte visumpapirer, hvor de så får det ordnet for os.

I dag er det en uge siden jeg fik orlov. Der er en del, der synes at mene at to uger er lang tid, men jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at jeg valgte at tage to uger. Jeg kan i hvert fald se, at jeg ikke ville have kunnet nå alt det, jeg selv mener er en nødvendighed på én. Men det kan måske også skyldes, at jeg render rundt og lufter halvdelen af mit tøj, laver en lille kogebog med danske opskrifter (jeg har lovet okaasan at lave lidt dansk mad, så det må jeg jo hellere holde), sætter alle mine skolenotater fuldstændig i orden og ordner mit værelse til bund og orden. Men! Så er der også styr på det hele!

Omkring min værtsfamilie glæder jeg mig efterhånden mere og mere til at møde dem. De virker så utrolig søde! Jeg ved godt, at jeg har sagt alt muligt med ikke at have for mange forventninger, men det er altså lidt svært når denne her hoppede ind af postkassen for nogle uger siden:

Inden da havde min værtsmor skrevet to mails til mig, hvor hun i et af dem bad mig om at kalde hende okaasan (mor), min værtsfar otousan (far) og min værtslillesøster Suzu. De havde begge været på engelsk, så da jeg åbnede brevet fra okaasan (den hvide konvolut) tænkte jeg: “Nej, det er løgn!” og stirrede på de japanske tegn, der hoppede op i hovedet på mig. Jeg fjernede de første par sider, og så så, at det kun var de første der var på japansk, hvorefter de resterende var på engelsk. Kiggede lidt på dem. Sammenlignede den første japanske og den første engelske side… og så gik det pludselig op for mig, at hun havde skrevet det samme på engelsk og på japansk! OG hun havde brugt nogle kanji, hvor hun skrev furigana over første gang hun brugte et nyt! 😀
(Kanji – oprindeligt de kinesiske tegn, tegn der har en decideret betydning. Hiragana og katakana – lydskrifttegn. Furigana – hiragana og katakana over kanji, der gør dem mulige at læse, hvis man ikke kender tegnet i forvejen)

Jeg sendte fluks et lille brev tilbage, idet der også var et lille brev med Disneyfigurer på, skrevet med den sødeste børneskrift fra Suzu! ❤ Jeg blev virkelig overrasket over at se, at hun allerede er ved at lære at skrive, men okaasan skrev senere, da jeg spurgte ind til det, at hun  åbenbart allerede kan skrive og læse de fleste hiragana samt nogle katakana. Okaasan svarede jeg tilbage på mail.

Otousan har jeg ikke skrevet så meget med endnu, men jeg har da fået et par mails – der til forskel kunne minde lidt om brevet fra okaasan, da han også skriver de samme ting på både engelsk og japansk 😀

I de nærmeste dage regner jeg også med at lave lidt om på bloggen her – måske, hvis jeg kan finde ud af det og får tid, forsøger jeg mig med et nyt design, men ellers kommer der i hvert fald en kalender op (regner jeg med), en lille infoside på engelsk samt siden med links til de andre udvekslingsstudenter skal rettes færdig.

Nu var det jo egentlig meningen, at jeg ville have skrevet før – langt før, faktisk lige i det øjeblik, jeg for en uge siden tjekkede min indbakke og så beskeden: “Din værtsfamilie”. Desværre, kan man vel sige, sad jeg på dette tidspunkt i vandrehallen på min skole, så jeg havde ikke mulighed for helt at udtrykke den følelse, der i løbet af få sekunder blussede op i mig. Hvis jeg havde siddet hjemme i det øjeblik, er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ville have skreget.

Sagen endte nemlig med at være den, at Metha jo fik værtsfamilie for omkring 2½ uge siden, og Johan fik det torsdag ugen efter – så jeg sad mutters alene, og havde ikke den mindste anelse om, hverken hvor i Japan jeg skulle være eller for den sags skyld, hvilken familie, jeg ville komme ind i. I princippet kunne jeg ende hos familien Yamada på Hokkaido lige så godt som familien Takagi på Okinawa.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at jeg var lidt småulykkelig i den weekend. Det gik jo pludselig op for mig, at jeg ville være den sidste af os fra Danmark, der ville få værtsfamilie, og jeg derfor sådanset kunne risikere at gå i 1½ måned endnu uden at vide, hvor i landet, jeg skulle hen! Så galt gik det dog heldigvis ikke.

Jeg forsøger i øjeblikket så vidt muligt ikke at få alt for mange forventninger til min værtsfamilie, men jeg må indrømme, at den ser virkelig lovende ud! Min familie består af følgende:
Værtsfar: Yoshio. Arbejder som farmaceut.
Værtsmor: Yoshie. Arbejder inden for noget japansk te og drikkevarer-halløj.
Værtssøster: Chisuzu – 4 år gammel 😀
(Lagde I mærke til, hvor meget mine værtsforældres navne minder om hinanden? Er det ikke bare helt vildt fint!)
De bor et eller andet sted i Mitaka-Shi, der, til de uvidende, er placeret her:

Dvs. at jeg kommer til Tokyo! Ikke selve Tokyo by, men en lidt “mindre” by i området Tokyo.
Mitaka ligger lidt vest for selve Tokyo, men er stadigvæk mere eller mindre omgivet af by. Jeg har dog hørt fra højest pålidelige kilder, som jeg vil komme nærmere ind på senere, at der også er en del parker og grønne områder i Tokyo og omkring Mitaka, hvilket jeg er rigtig glad for. Der bor tæt på 180.000 mennesker i byen, og skulle, ifølge de pålidelige kilder, være et godt sted at bo. Desuden er det hjemsted for Ghibli Museet! Der er jeg simpelthen NØDT til at komme hen i hvert fald en gang! Studio Ghibli er dem, der bl.a. producere film af Hayao Miyazaki, hvilket vil sige Chihiro og Heksene, Min nabo Totoro, Det levende slot osv. Og ja, – jeg elsker de film! 😀

Jeg skal gå på Jumonji High School i Toshima-ku. Ifølge de højest pålidelige kilder er det en pigeskole, hvilket jeg allerede var ret forberedt på, eftersom jeg på skolens hjemmeside kun kunne finde en pigeuniform. Den ser således ud:

Og nu kigger I sikkert alle sammen dumt på mig og siger: “Øh, Xenia… Der er to uniformer?” Ja… Ja, det er der nemlig. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvilken en af dem, der er min – men jeg tror, at det er den hvide. Skolen består nemlig både af Junior og Senior High School, hvor jeg skal i Senior – som også bare går under navnet Jumonji High School. Ifølge de højest pålidelige kilder er der en transporttid på ca. 70 min fra mit hjem og til min skole, men de højest pålidelige kilder siger også, at det er normalt for en gymnasieelev i Tokyo. Toshima er den bydel (eller hvad det egentlig helt præcis er betegnelsen for), hvor bl.a. Ikebukuro ligger, og jeg skal vist nok igennem Shinjuku for at kunne komme dertil fra Mitaka, hvilket vil sige, at jeg skal igennem en af de helt store stationer hver morgen!

Og de højest pålidelige kilder, hvem er de? Jo, nu skal I hører! 🙂

Af kontaktoplysninger på min værtsfamilier fik jeg deres adresse og deres telefonnummer. Eftersom jeg ikke ligefrem er verdensmester til japansk (endnu), var jeg ikke særlig meget for at ringe for at sige hej. Desuden ville den småstore tidsforskel også udgøre et problem, eftersom jeg ingen anelse har om, hvornår mine værtsforældre er hjemme og hvornår de går i seng. Derfor besluttede jeg mig for at skrive et brev, som jeg fik i postkassen i går før japansk – godt overflydt med en masse frimærker, for hvis der nu var lidt for lidt på… Brevet blev halvt på japansk og halvt på engelsk, og jeg var egentlig lidt småstolt over det, i hvert fald den japanske del – selvom der nok er en hel del grammatiske fejl og mangler, men dem ser vi lige bort fra.
Da jeg kom hjem fra japansk omkring halv seks, satte jeg mig til at skrive en mail til YFU om tilmelding til infodagen – den er der nemlig kommet invitation til i sidste uge. Jeg lagde ud af øjenkrogen godt lidt mærke til, at der var kommet en ny mail, men det var sikkert bare en eller anden opdatering fra facebook. Da mailen var sendt, tjekkede jeg min indbakke. Mine øjne voksede til en størrelse, der mindst ville kunne måle sig med hundenes i Fyrtøjet, og med en halvt rystende, halvt skrigende, halvt et-eller-andet stemme sagde jeg: “….. MOOOOOOAAAAAR!!!!!!!!!!!”

Sammentræf er noget af det, man ikke altid møder mange af – men når man gør, er det nu alligevel lidt sjovt. I min indbakke var der nemlig kommet en mail fra en hvis kanji-kanji kanji-kanji med titlen: “from your host family in Japan”! 😀 Det viste sig at være min værtsmor, der, med et overraskende godt engelsk (for en japaner), ville byde mig velkommen i familien og fortælle lidt ting og sager. Det var bl.a. også her, at jeg fandt ud af mit antal af værtssøstre, idet brevet fra YFU kun sagde: “Alder på søstre: 4″. Jeg skrev hurtigt tilbage til dem i går aftes, men grundet lektier og afleveringer, var jeg nødt til at skrive hele mailen på engelsk i mangel på tid. Men ud fra det, hun skriver, virker de som en rigtig sød familie, og jeg glæder mig helt vildt meget til at møde dem! 😀

Som nævnt tidligere fik vi også invitation til infodag i sidste uge, der bliver afholdt et sted i Århus her på lørdag. Det glæder jeg mig lidt til! Desuden er der skøjtetur med YFU-Århus på næste onsdag, og så er Metha, Johan og jeg selv begyndt med noget intensiv japanskkursus hver søndag eftermiddag med en japansklærer. Det er helt vildt hyggeligt 😀 Jeg har også for nyligt snakket med min skoles rektor, så orlov og alt det er helt på plads – og fået besked på at skrive 3 breve til dem i løbet af året, som de vil sætte ind på skolens hjemmeside. “Til lidt international reklame,” som de siger, men det er nu også helt fint.
Og, hvis vi lige skal have lidt nedtællinger med: 2 uger tilbage før vinterferie. 3 uger tilbage i skole. 6 uger til afrejsedato. 6 uger og 1 dag til jeg lander i Japan.

(Hvis I kigger undrende på det tidspunkt, dette indlæg er skrevet på; nej, jeg hverken pjækker, er syg eller ignorerer læreren og skriver blogindlæg istedet for – jeg har fritime.)

Søgningen efter værtsfamilier til de kommende udvekslingsstudenter er nu officielt skudt i gang fra YFU-Japans side – Metha har fået værtsfamilie! Selvfølgelig havde jeg nok inderst inde håbet, at jeg ville få min først af os tre, men jeg er enormt glad på hendes vegne 🙂 Jeg overvejede lidt at kalde dette indlæg “værtsfamilie!”, bare for sjov, men jeg tror nu alligevel, at jeg venter med dén titel til jeg har fået min egen – hvilket kan ske på et hvilket som helst tidspunkt fra nu af og så indtil et par uger før afrejse. Og eftersom vi tager af sted om 1 måned og 27 dage (!?), kan jeg risikere, at der går op til to måneder, før jeg får min værtsfamilie! Det håber jeg virkelig ikke, for jeg er allerde ved at dø af spænding og åbner postkassen hver dag med bankende hjerte – for hvad nu hvis…

Derudover sker der ikke så frygteligt meget for tiden, udover, at jeg har været på indkøb nogle gange og fået købt ting og sager ind til Japan – og jeg har fundet ud af, at Japan virkelig giver mig en god undskyldning for at komme hjem med kasser i alle mulige størrelse – og dem kan jeg godt lide!

Kan I se, hvor fine, søde, overnuttede og dejlige de er? De små lidt gennemsigtige opdagede jeg hjemme ved en god veninde, der havde købt nogle til sine smykker. Og jeg tænkte: “HAH! Dem kan jeg godt bruge!” og smuttede næsten straks ind i Decorate bag Bruuns Galleri, købte først de helt små, men var få dage senere inde og få anskaffet mig de to andre størrelser også. Normalt er jeg ikke til farver på den måde, men jeg kunne simpelthen ikke stå for dem! Og så er de jo perfekte til smykker 😀

I går var mor og jeg også inde og købe størstedelen af dette:

Oprindeligt fik jeg faktisk en kuffert i julegave, men jeg var i tvivl om, hvorvidt den var stor nok eller ej. Så jeg fik den byttet og købte denne sammen med mor i går eftermiddags. Den ser godt nok ikke så stor ud på billedet igen, men den er 75 cm høj og rimelig bred – så vidt jeg husker ca. 150 cm med alle sider plusset sammen, hvor jeg højest må medbringe en, der er 158 cm i alt. Jeg fandt faktisk en tidligere på måneden, der nøjagtig var de 158 cm, men den kostede langt over 1000 kr., og dét kunne min lille pengepung altså ikke helt klare.
Når det kommer til håndbagage, har jeg være meget i tvivl om, hvad jeg skulle medbringe. Jeg må højest medbringe en taske/kuffert med størrelsen 55x40x23 cm, og i flere dage regnede jeg egentlig med, at jeg skulle ud og anskaffe mig en af de små 50’er kufferter… I hvert fald indtil jeg fandt ud af, at de fleste vejede omkring 3 kg, og eftersom jeg højest må medbringe 8 kg, er det altså en lidt for stor procentdel af den samlede vægt. Så jeg fik tasken på billedet i går, som jeg egentlig er godt tilfreds med. Jeg er helt enorm kræsen, når det kommer til tasker, og jeg kan gå hele Århus rundt uden at finde en eneste, jeg bryder mig om – men den her synes jeg faktisk helt godt om. Desuden er den også dejlig stor, og så har jeg iøvrigt også manglet en taske i den størrelse i længere tid.
Toilettasken købte jeg for et par dage siden, da min sidste time var aflyst og jeg derfor fik fri lidt over tolv. Ud fra, at de havde en af samme design i blåt stof med bilprint på, tror jeg egentlig, at den er beregnet til børn… Men det laver ikke om på, at jeg synes den er helt igennem bedårende, og bedre kunne lide den end de hundredevis af mere moderne og “damede” toilettasker, der ellers var på markedet.

Når man skal på udveksling, så skal der også shoppes bøger! I hvert fald, når denne “man” hedder Xenia, og næsten er ved at få abstinenser af ikke at have købt en eneste bog til sig selv i flere måneder… Åh, den dejlige duft af nykøbte bøger, der blot venter på forsigtigt at blive læst igennem, for derefter at blive passet på i årevis!
Men altså… Her er en lille dansk-engelsk/engelsk-dansk ordbog, kalender, to adressebøger og en dagbog. Den lille adressebog er en gave fra en af mine bedste veninder, fordi jeg sagde, at jeg ønskede mig en i julegave – jeg er bare kommet lidt i tvivl om, om den er stor nok, så jeg har købt en ekstra, der er noget større, fra Søstrene Grene. Min plan er nu, at jeg vil have alle de vigtigste kontakter til at stå i den lille, som jeg så kan tage med mig rundt, og alle de vigtigste samt de mindre vigtige til at stå i den store, der så kan være hjemme 😀 Dagbogen har jeg faktisk haft siden september, eftersom det er en fødselsdagsgave fra en anden rigtig god veninde – men jeg synes alligevel, at den skulle med på billedet!

Mor har i et stykke tid nu forsøgt at få mig overbevist om, at det ville være en god ide at medbringe lidt sytråd og en nål. I starten var jeg ret meget imod ideen – i hvert fald indtil en nederdel, jeg fik i julegave, gik lidt i stykker et par gange og skulle syes. Den lille æske regner jeg med at bruge til sytråd samt et par synåle, og pungen til opbevaring af lidt plaster og lignende. Jeg er udmærket godt klar over, at min værtsfamilie højest sandsynligt har plaster, hvis uheldet skulle være ude – men hvis jeg nu slår mig før eller slår mig på et tidspunkt, hvor de ikke er hjemme, er det altid godt at have sit eget 😀
Egentlig har jeg også været ude og købe negleklipper og pincet, men dét behøves der vist ikke at komme billeder af – endnu.

Og så vil jeg altså også lige vise to af mine julegaver fra den veninde, jeg fik den lille adressebog fra, og en anden god veninde:

Det er en hjemmestrikket mini-Totoro-bamse samt et armbånd, hvor der står “Good Luck” på! Jeg er SÅ glad for dem, og de skal helt klart med til Japan. Armbåndet har jeg besluttet mig for at have på den dag, jeg tager afsted 😀

Derudover har jeg også oprettet et galleri, hvor linket kan findes inde under siden “Galleri” – indtil videre er der dog kun de viste billeder samt lidt flere billeder af de købte ting og nogle billeder fra kulturweekenden. Hvis jeg på magiskvis finder en bedre side (som jeg kan finde ud af) end photobucket, kan det dog godt ske, at jeg ændrer siden, men så skal jeg nok sige til.

Word har valgt at strejke – dette skal forstås som, at programmet nægter at gøre det, jeg beordre det til, og lige fortiden har en sjov lille ide om, at det slet ikke er sjovt at gemme min matematikaflevering. Det er sket før, og normalt plejer det at gå over til normalt igen efter lidt tid – så jeg tænkte, at jeg i mellemtiden lige ville opdatere bloggen her, og fortælle lidt om min kulturweekend.

Kulturweekenden var fra d. 29. til 31. oktober, og blev afholdt i YFU-huset i Tommerup (dvs. på Fyn). Jeg mødtes med Metha og Johan på Århus banegård omkring klokken 16:00 fredag eftermiddag, hvorefter vi fulgtes ad hele vejen til Tommerup. Vi tog toget fra Århus til Fredericia (som var fuldstændig proppet pga. nogle vogne, der åbenbart manglede), og derefter toget fra Fredericia til Tommerup.

Vi satte os ind i toget mod Tommerup, lænede os tilbage og tænkte: “aaah”. Kiggede rundt, lagde mærke til en pige på omkring vores alder, og holdt lidt øje med hende ud af øjenkrogen. Hun snakkede med en dame, og nævnte, at hun skulle af i Tommerup. Vi spidsede øerne, og en af os (kan ikke huske hvem – måske Metha?) spurgte, om hun skulle på kulturweekend med YFU? Og jep, det skulle hun – første møde med anden kommende udvekslingsstudent, der skulle på samme kulturweekend som os! : D

Vi satte os sammen alle fire, og fulgtes ad resten af vejen. Heldigvis stod der et par frivillige fra YFU og ventede på eventuelt kommende personer med toget, og de fulgte os over til huset – ellers må jeg indrømme, at vi nok var faret vild, på trods af, at både Alberte (pigen fra toget) og jeg havde printet kort ud, og at huset var lige overfor stationen!

I tilfælde af, at der skulle være nogle kommende YFU’ere, der læser min blog, vælger jeg at lade være med at fortælle særlig meget omkring, hvad der egentlig skete på kulturweekenden. Afsløringer ville mildest talt ødelægge noget af oplevelsen for andre. Men jeg kan sige, at det var en enormt fed og hyggelig weekend, og det var virkelig fedt at møde nogle af de andre kommende udvekslingsstudent for 2011-2012! 😀 Jeg hørte nogle stykker sige, at de overhovedet ikke havde set frem til weekenden og havde troet, at det blev lidt en pine at være af sted, men de ændrede i hvert fald mening undervejs!

Som man ud fra navnet kan gætte, handler kulturweekenden om kultur, og er en form for “obligatorisk forberedelsesweekend”, når man skal af sted med YFU. Som en af de få, der ikke skal til USA, skal man være forberedt på, at mange eksempler osv. er set ud fra, at langt størstedelen skal til USA, men man får alligevel virkelig meget ud af weekenden. De frivillige forsøgte også at gøre det hele lidt mere generelt omkring kultur, hvilket jeg synes var fedt!

Udover kulturweekend har jeg også lige været inde og få taget tuberkulosetest. Du må nemlig ikke have tuberkulose, når du skal til Japan (og en masse andre lande) på udveksling, og det har de brug for papirer på. Så i mandags (d. 15. november) var jeg inde på Århus sygehus og få sprøjtet et eller andet ind i armen, som jeg tror var noget dødt tuberkulose-et-eller-andet. Jeg har ikke særlig meget styr på, hvordan det egentlig fungere, men jeg mener, at det er noget med, at huden så skal reagere på det indsprøjtede. Hvis den reagere har du tuberkulose, og hvis den ikke gør, har du ikke. Jeg var til aflæsning torsdag, og jeg har overraskende nok ikke tuberkulose, så det er helt fint : D

Jeg begynder så småt også at indse, at Japan efterhånden er lige rundt om hjørnet. Vi har d. 21. november i dag, hvilket vil sige, at der er 3 måneder, 3 uger og 2 dage til forventet afrejsedato – så hvis den holder stik, er jeg i Japan om 3 måneder, 3 uger og 3 dage! (wooh, 333…) Jeg glæder mig enormt meget til at komme af sted, men jeg er også inde i den periode, hvor det går op for mig, hvor både lang og kort tid 10 måneder egentlig er. På den ene side er 10 måneder helt vildt lang tid, og på den anden side, når jeg tænker tilbage på de sidste 10 måneder, kan de flyve af sted i løbet af ingen tid. Jeg har før hørt udvekslingsstudenter snakke om, hvor hurtigt deres udvekslingsår gik, og jeg må indrømme, at jeg lidt frygter, at mit vil smutte af sted lige så hurtigt – men så er det vel bare med at få det bedste ud af det 🙂


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,648 besøgende ♥
free counters