Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Archive for the ‘Japan’ Category

Her den anden aften, da vi tændte fjernsynet for at min værtslillesøster kunne se tegnefilm, dukkede følgende program lige pludselig op på skærmen:

Hvis I kigger godt efter på det lidt flimrende billede (beklager – det er taget med min japanske mobil), ser I vindmøller i et havlandskab, der kunne minde meget om mit kære fædreland, Danmark – hvilket det tilfældigvis også er. Det var i et program kaldt 世界一番 (sekai ichiban – “nummer 1 i verden”), og i 45 minutter snakkede de kun om Danmark og alle vor elskede vindmøller! 😀 Specielt handlede det om Lolland (det nederste, der står på japansk i øverste hjørne, er også “Danmark ・Lolland”).
At høre godt gammelt bondedansk på japansk tv – tjo, det er en oplevelse, jeg ikke lige havde regnet med at få med hjem!

Derudover købte min værtsmor danske miniflutes  for ikke så længe siden – og så har jeg fået et stykke af en dejlig spandauer til morgenmad i dag 🙂 Så lidt Danmark findes der skam også i Japan!

Reklamer
Tags: ,

Resten af oktober blev brugt på test på skolen, hvor jeg efter skole en af dagene var i Asakusa med den finske udvekslingsstudent, for at kigge på japansk køkkenudstyr. Der er nemlig et område i Asakusa med en masse køkkenudstyr – vist nok det største udvalg i Tokyo -, men desværre var det mere ment til restauranter og caféer, så jeg fik ikke købt noget. Vi var også forbi templet i Asakusa – som jeg nu har besøgt tre gange 😛

Weekenden derefter havde mine værtsforældre 10 års bryllupsjubilæum, som vi fejrede ved at tage på rigtig god restaurant på 20 etage midt i Tokyo, med den mest utrolige udsigt ud over byen. Man tog selv den mad, man ville have, hvorefter kokken tilberedte den lige foran en. Bagefter var vi på bustur rundt i kvarteret omkring kejserpaladset og Ginza, da jeg ikke rigtig havde set så meget af den del af byen. På turen stødte vi på en Georg Jensen og Royal Copenhagen butik 🙂

Desværre blev billedet her lidt mørkt, grundet lyset i baggrunden..

Sidste weekend i oktober blev brugt tur til ICU’s (International Christian University) skolefestival, samt forberedelser til min længeventede skoletur til Kyushu.

Så var oktober lige pludselig forbi…. Og vi gik ind i november.

Torsdag d. 3. november tog jeg med den tidligste bus ind til Musashi-Sakai station og derfra toget videre til Shinjuku, hvor jeg mødtes med to veninder fra min klasse. Da jeg skulle meget tidligt op valgte jeg at spise morgenmad i toget – hvilket ellers ikke er set så pænt på igen i Japan. Men det går nok 😀

Vi tog sammen toget fra Shinjuku til Haneda lufthavn, hvor vi mødtes med halvdelen af min årgang. Da der går 300+ elever på min årgang, var vi med skoleturen blevet delt op i to, del A og del B, hvor min klasse var kommet i del A, der tog afsted en dag før del B. Fra Haneda lufthavn tog vi så flyet til Kagoshima by, hvor vi ankom hen omkring middag.

Grunden til, at jeg skriver Kagoshima by er, at Kagoshima både er navnet på et præfektur samt navnet på den største by i præfekturet Kagoshima. Noget, der overraskede mig meget, var, at Kagoshima er en storby, der ligger mere eller mindre lige for forden af en aktiv vulkan, Sakurajima. Det, at der var en vulkan, overraskede mig i sig selv ikke så meget, for dem er der mange af i Japan – men at det virkelig er en aktiv vulkan, der spyer aske op mere eller mindre hver dag! Det betyder også, at der ligger aske mange steder i byen – og at vores skolesko i løbet af det døgn, vi var i Kagoshima, mere gik hen og blev grå end sorte.

Den første dag blev brugt på tur til en park i Kagoshima, hvor vi også spiste en rigtig lækker middagsmad. Parken var en del fokuseret på blomster, og der var rigtig mange sjove dekorationer lavet ud af det – bl.a. et dukkepar med kimonoer lavet ud af blomster:

Derefter var vi på museum, et lille stykke væk fra Kagoshima by, om Kamikaze-piloterne, der var japaneske selvmordspiloter under anden verdenskrig. Piloterne brugte dem selv og deres fly som bomber i forsøg på at overvinde fjenden. Da meget af museet kun stod på japansk forstod jeg i starten ikke helt, hvad det handlede om, men fandt lidt efter ud af, at de havde former for computere stående med oversættelser til engelsk. Meget af museet bestod af breve, digte og andet, som piloterne havde skrevet under træningen og før afgang – enormt interessant at læse, men noget så forfærdelig sørgeligt! Jeg tror vi mere eller mindre alle sammen gik rundt med våde øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage – det lykkedes dog ikke helt for mig, da jeg læste brevet fra en far til sine to små børn, hvori han havde skrevet noget om, at de, når de voksede op, ikke skulle være kede af, at de ikke havde en far og misunde andres – men være stolte af, at deres far havde været kamikaze..

Derefter tog vi tilbage til Kagoshima, hvor vi ankom til hotellet omkring klokken seks. Min klasse sov på 6. sal – og fik dermed det mest utrolige syn at vågne op til næste morgen:

Og nej, det er ikke sådan, at jeg nu kommer med en længere beskrivelse om, hvordan vi alle sammen skreg, løb, flygtede og byen få timer efter blev begravet i aske og lava – for skyen består kun af aske, og er åbenbart et ganske normalt syn – og overhovedet ikke noget at være bange for.

Andendagen blev indtil middag brugt i Kagoshima, hvor vi først var på museum om noget med det tidspunkt, hvor Japan kom i kontakt med Europa osv.  Det stod næsten kun på japansk, nogle gange med en meget kort engelsk sætning til forklaring, så jeg spidsede ører og forstod hvad jeg nu engang forstod. Når der snakkes dagligdags japansk omkring mig forstår jeg indholdet i det meste og kan ligeså bidrage – men når det kommer til sådan noget som historie, så bliver det svært!
Derefter gik vi rundt i byen i grupper.

Omkring middag tog vi shinkansen – lyntoget, jeg også tog til Osaka i sommerferien -,  til Kumamoto, hvor vi var inde og se Kumamoto Slot:

Derefter gik turen videre til vulkanen Mt. Aso (der selvfølgelig fortsat er aktiv), der er Japans største vulkan, og en af de største i verden. Det var meningen, at vi skulle have været oppe og se krateret, men desværre var der nogle farlige gasser, der gjorde, at vi kun kom ind på museet. Vi sov på hotel i Aso-dalen, der engang for mange, mange år siden var en kæmpevulkan. Hotellets bad var onsen – dvs. et form for spa-lignende offentligt bad, og nok noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet! Virkelig, virkelig lækkert, både udendørs og indendørs – desværre havde hver klasse dog kun 25 minutter derinde..

Tredje dag blev brugt en del i bus. Vi var forbi et museum om Mt. Unzen, endnu en vulkan, hvorefter vi var på restaurant og få lækker middagsmad. Før det var vi med færge, hvor der var en helt utroligt mange fugle, som vi fodrede med chips. Det betød en masse sjove billeder:

Efter museet kørte vi en del i bus igen, til et eller andet sted i Nagasaki præfekturet, hvor vi var ude og sejle i en såkaldt “Dragon Boat” (på japansk “peeron” ぺーロン), der oprindeligt kommer fra Kina, men er brugt en del i området omkring Nagasaki. Det er en lang båd, der bruges en del til konkurrence osv. Vi havde også en konkurrence med hvem, der var hurtigst, hvor min klasse kom på 6. pladsen – hvor der så var syv hold.. men det går nok også, vi gjorde vores bedste, og de andre klasser (tre klasser, delt op i to grupper hver, da der er omkring 40 elever i hver – hvorimod vi kun er 20 i min) havde et lille forspring i og med, at de havde en del elever, der er med i skolens sportsklubber.
Desværre har jeg ingen billeder derfra.

Vi tog så videre til Nagasaki by, der virkelig er en af de mest utroligt smukke byer, jeg nogensinde har set. På mange måder mindede den meget om alle andre japanske byer – byggestilen og husene er i sig selv mere eller mindre det samme som over alt herovre. Men byen ligger med hav til en side og bjerge til de tre andre, hvor en stor del af byen er bygget op af bjergene og ned i de små “dale” mellem bjergene. Hotellet, vi sov på, var højt oppe på et af bjergene, så vi fik den mest fantastiske udsigt ud over byen:

Også badet på hotellet i Nagasaki var onsen – prøv at forestille jer at ligge og blunde i et kæmpe spa-bad med en udsigt som i den på billedet ovenover!

Dag nummer fire stod så på Nagasaki, hvor vi lagde ud med en samlet tur på atombombemuseet. Jeg har før besøgt museet i Hiroshima, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til – men det gjorde det ikke særlig meget nemmere at holde tårerne tilbage, og også her måtte jeg tørre øjnene lidt, da det ikke helt lykkedes på et tidspunkt.
Vi gik derefter rundt i grupper i Nagasaki og så på forskellige ting indtil klokken fire. Middagsmaden var dog fælles, og bestod af enormt lækker kinesisk / kinesisk inspireret nagasakiansk (det ord findes garanteret ikke) mad. Nagasaki var også det eneste sted, hvor vi måtte købe ordentlige souvinirs, men da vi havde et travlt skema blev der desværre ikke købt så meget udover lidt til min værtsfamilie og nogle sjove karameller.

Efter at være mødtes med alle andre igen tog vi til Sasebo, hvor vi endnu en gang sov på et hotel mere eller mindre på toppen af et bjerg – hotellets navn var nu noget med en bakke, men jeg tror vi alle sammen var enige om, at det altså var et bjerg.

Den sidste dag blev igen brugt en del i bus, hvor vi tog fra Nagasaki præfekturet videre til Fukuoka præfekturet, hvor vi også fik kørt en del igennem Saga præfekturet. Vi var ude og sejle i både med en sjov japansk mand, der nogle gange sang, lig kommende billede:

Læg mærke til den enormt lave bro, hvor alle var nød til at bukke sig, og den japanske mand, der ellers stod op, måtte sætte sig ned.

Vi var derudover også i et tempel forholdsvis tæt på Fukuoka lufthavn:

(læg mærke til isene i toppen af vores guides flag)

Vi tog flyet fra Fukuoka lufthavn og tilbage til Haneda sidst på eftermiddagen, og var dermed tilbage i Tokyo omkring halv syv. Da vi havde lidt afslutningshalløj før vi måtte tage hjem, var jeg dog først hjemme lidt i ni. Meget træt og udmattet – men med et smil på læben efter en rigtig, rigtig god skoletur med en fantastisk klasse 🙂

Jeg har forøvrigt lagt en del flere billeder ind af skoleturen her, til de interesseret. Det er dog også kun et lille udpluk af alle de billeder, jeg har taget. Læg specielt mærke til maden – det var virkelig noget af den lækreste mad, jeg nogensiden har fået! Vi spiste alle sammen langt, langt mere end hvad vi plejer, og har vist alle sammen taget lidt på af turen. Så nu forstår jeg lidt bedre, hvorfor 3.g’erne, når man spørger dem om sidste års skoletur, gerne svarer: “美味しかった” (“oishikatta” – noget lignende det smagte godt/var velsmagende/lækkert – refereret til maden)

Jeg tror efterhånden vejret herovre begynder at blive noget køligere, hvilket er rigtig dejligt. Sommeren tror jeg har været som den plejer, men efteråret vist nok en del varmere end det plejer – langt de fleste dage i oktober sneg temperaturen sig godt op i tyverne, og vi havde også nogle dage omkring de tredive. Nu er Kyushu en del sydligere end Tokyo – men en af dagene havde vi 26 grader – i november! Det var meget varmt i vinteruniform.

Men ellers går det som altid godt herovre – jeg har travlt, og forsøger at få så mange oplevelser med hjem fra de sidste to måneder herovre. For lige nu, imens jeg skriver disse ord, er klokken 12:03 japansk tid d. 8. november 2011 – hvilket betyder, at jeg lander på dansk jord igen om præcis to måneder og lige lidt under 12 timer… wow, siger jeg bare!

Stor krammer fra Xenia

P.S. Har forøvrigt også lagt lidt flere billeder ind i det almindelige album.

Som de fleste nok ved – håber jeg da – havde jeg jo fødselsdag i starten af september – d.9., hvis vi skal være helt præcise. I dagene op til var jeg meget bekymret for, om dagen ville blive et stort helved fyldt med hjemve – faktisk var jeg så bekymret for det, at jeg endte med at få rigtig meget hjemve, hvilket ikke ligefrem var særlig smart. Da min fødselsdag så stor lige for døren besluttede jeg mig for at se på dagen som enhver anden, og forsøge så vidt muligt ikke at tænke på, at det var min 17-års fødselsdag.
I Japan fejres fødselsdagen med familien om aftenen, så morgenen var ikke meget udover det sædvanlige, bortset fra et enkelt “tillykke” fra min værtsfamilie. Jeg tog i skole, og havde egentlig – inderst inde – regnet med at blive mødt at et par “tillykke!” fra pigerne i min klasse, men der var kun to, der sagde tillykke, og resten virkede hele skoledagen igennem til fuldstændig at have glemt. Der var nogle piger fra mine parallelklasser, der kom og sagde tillykke og gav mig gaver, hvilket jeg blev rigtig glad for – men idet min egen klasse havde glemt min fødselsdag og jeg ikke er den type, der kommer brasende ind i et lokale og råber: “Hey, det er min fødselsdag i dag! Sig tillykke, sig tillykke :D”, dalede mit humør stille og roligt igennem skoledagen, og jeg endte med at sidde med en stor klump hjemve i halsen da vi samledes i klassen til klassens time sidst på dagen.
I klassens time har min klasse ofte test, og på min fødselsdag var dette matematik, som jeg ikke deltager i. Så jeg sad lige så stille og roligt på min plads og skrev i min skoledagbog på japansk, og kiggede først op, da der blev stille og klassens time var ved at være forbi. Der blev musestille i klassen…….. og så

“BANG!”

Lød det fra knallerter rundt i hele klasse, hvorefter de alle sammen brød ud i “Happy Birthday” ❤ Vi holdt så et lille “birthday party”, mindst halvdelen gav mig gaver, og åh, lige da forsvandt alt hjemveen som dug fra himlen og jeg elskede igen at være i Japan som udvekslingsstudent!

Efter skole havde jeg klub, og så jeg var først hjemme ca. halv otte, hvorefter min værtsfamilie holdt fødselsdagsfest, med speciel lækker sushi, en lille gave, den søøødeste fødselsdagskage jeg nogensinde har fået osv.!

Så alt i alt lagde min fødselsdag ud med at være rigtig træls og fyldt med hjemve – men endte med at blive en af de – hvis ikke den – bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft 🙂

(læg mærke til lille origami kat magen til den på kagen, som min fantastiske værtslillesøster havde lavet en bunke af til mig)

D. 17. til 18. september var der skolefestival, 文化祭 “bunkasai” (egentlig kulturfestival), på min skole kendt under navnet 十文字祭 “Jumonjisai” (lavet ud fra skolens navn, Jumonji), hvilket kort forklaret betyder, at man laver skolen om til en stor hjemmelavet forlystelsespark. Det er noget, som mange japanske skoleelever går meget op i, så på min skole var der alt fra meget flot gennemførte spøgelseshuse og jungler til cafeer og opvisninger af diverse klubaktiviteter. Min klasse havde H. C. Andersen tema, hvor vi havde lavet en masse figurer af tykt pap samt nogle basis bogmærker, som de besøgende kunne komme ind i klasse og pynte med udklippede stofstykker med den lille havfrue og den lille pige med svovlstikkerne.
Skolefestivallen var enormt sjov og interessant at opleve – det var sjovt at se den strenge pigeskole i midten af Tokyo blive forvandlet til en stor forlystelsespark 🙂

Skolens hovedtrappe blev imponerende pyntet med Chopper fra manga/animeserien One Piece – lavet af tape!

Mig og den lille pige med svovlstikkerne 😀 Beklager, at det er lidt mørkt, men jeg mener ikke, jeg har lagt et billede ind af mig i sommeruniform endnu.

I weekenden efter var jeg i Maebashi nord-vest for Tokyo og besøge min værtsmormor samt min værtsmors søstre, hvilket var rigtig hyggeligt! Ved samme lejlighed var jeg også en dag i Nikko, også et godt stykke nord for Tokyo, sammen med min værtsfar. Nikko er meget kendt for sine gamle og fine templer, og er et af de steder, jeg rigtig gerne har villet besøger herover 😀

Dagen lagde ud med at være meget kølig, så jeg havde en dejlig sweater på strikket af min elskede moar.

Han ser måske ikke  ud af meget – men denne kære gud er nok ham, vi alle sammen elsker højest. Guden for slik, kage, chips og alt muligt andet guf! 😀

Så var september lige pludselig forbi… og vi gik ind i oktober.

Den 1. oktober var jeg på hyggetur med nogle piger fra min klasse, hvor vi var på dansk restaurant og fik mormors koteletter i fad og vafler/æblegrød til dessert 😀 Derefter tog vi på hyggetur til Shibuya, hvor vi senere henne fik en rigtig lækker kage. Det var en enormt hyggelig tur, og dejligt også at kunne introduksere dansk mad for nogle af mine veninder – nu har min værtsfamilie nemlig fået dansk mad et par gange 🙂

Ugen derefter stod på forkølelse og lidt feberhalløj, så jeg måtte blive hjemme fra skole en dag og holde mig under dynen  – eller, i hvert fald i sengen. Lige meget hvor meget du har i feber er det altså ubehageligt at ligge under en dyne i et næsten 30 graders varmt værelse..

Om søndagen tog jeg en tur til Ikebukuro med udvekslingsstudenten fra Finland, hvor vi var i Namja Town – der mere eller mindre er en form for “Crazy Town”-forlystelsespark inde i et stort shoppingcenter, og nok det sted, du skal tage hen i Tokyo, hvis du gerne vil have en kæmpe udvalg af sjove is og kager. Enormt lækkert – men vi havde det begge to lidt småmærkelig og dårligt, så vi fik kun en kage ned (som vi troede var en is…). Jeg har ikke billedet på min computer pt, så jeg  sætter det ind på bloggen her senere. Og jeg ved, at kage og dessert er blevet nævnt mange gange i dette indlæg – men jeg synes jeg har lov til at nyde livet i de sidste tre måneder, jeg har herovre 😛
Derefter gik vi lidt rundt inde i Sunshine City (shoppingcenteret – der egentlig mere er et alt-muligt-center), var i Tokyu Hands, fik taget purikura osv. Vi fik det begge to værre og værre, havde hovedpine, kvalme, var svimle osv. – men tænkte “ej, det går nok, der er nok bare lidt forkølelse :D” Da jeg kom hjem viste det sig dog, at jeg også havde lidt feber – ikke mere end en halv grad, men nok til at jeg måtte tilberinge mandag, der var helligdag, i sengen, trods jeg egentlig skulle have været i Odaiba og aquarium med min værtsfamilie.. Min finske ven, dog, havde 38,9 i feber! Jeg kan ikke lade være med at finde det dødhamrende morsomt, at vi rendte rundt en hel dag i midten af Tokyo, lavede alt muligt mærkeligt – og imens vi begge to egentlig burde have ligget i vores seng. Dog er vi begge to på toppen igen nu 🙂

Denne her uge har været meget fokuseret på studering, da der er tests – igen – i næste uge. I morgen skal jeg til Shibuya med udvekslingsstudenterne i Tokyo og Kanagawa, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til 🙂 Har forøvrigt lagt en del flere billeder ind i mit album end der er vist her – bl.a. af ikebana, som jeg så små begynder at forstå lidt bedre.

Jeg savner jer alle sammen og beklager, at jeg ikke får opdateret bloggen her eller skrevet særlig mange mails for tiden – men nu har jeg også kun knapt tre måneder tilbage i dette land så langt væk, som jeg gerne vil nyde fyldt ud. Men jeg har det rigtig godt – så I skal ikke bekymre jer, selvom der ikke kommer ord fra mig i nogle uger 🙂

Stor krammer herfra

Den sidste uge af sommerferien blev brugt på en blanding af afslapning, lektier og venneturer.

D. 23. august var jeg i Fuji Q Highland med den finske udvekslingsstudent i Tokyo. Fuji Q er en forlystelsespark i nærheden af Mt. Fuji med nogle af Japans – og verdens – mest skræmmende og sindssyge rutsjebaner. Vi kom dog kun op i 3 rutsjebaner og en ekstra forlystelse, idet der var rigtig mange mennesker. De første 7 timer kom vi kun op i én rustjebane, da det var flere timers ventetid ved hver og den første lukkede ned grundet kraftig vind. Jeg kom op i Eejaneika, en så kaldt  4 dimensions rutsjebane, hvor sæderne rotere 360 grader – og kom dermed til at vende på hovedet hele 14 gange. Derefter stod den på Dodonpa, en af verdens hurtigste rutsjebaner med en fart på 172 km i timen – de gav strengt besked på at passe på hovedet. Vi afsluttede rutsjebanerne med Fujiyama, der da den åbnede var verdens højeste rutsjebane – vist pt. på en 8. plads.
Jeg kan roligt sige, at jeg aldrig nogensinde kommer til at være bange for en rutsjebane igen… medmindre jeg skulle finde på at tage forbi Fuji Q igen.

Mine skoleveninder herovre havde haft travlt hele sommerferien, og havde kun mulighed for at være sammen i slutningen af ferien – så i slutningen af august havde jeg tre dage i træk, hvor jeg tog tidligt afsted om morgenen og kom sent hjem om aftenen for at tilbringe dagen sammen med skoleveninder.

Søndag d. 28. august lagde ud med en biograftur til en biograf på 9. etage i Shinjuku, hvor jeg sammen med tre veninder fra min klasse var inde og se den nyeste film af Studio Ghibli, Kokuriko-zaka kara (engelsk titel: From Up on Poppu Hill). Den var selvfølgelig på japansk uden undertekster, men idet den foregår i 1960’ernes Japan, var sproget også derefter – så meget af tiden sad jeg og forstod ikke rigtig hvad der foregik på skærmen. Men det var alligevel rigtig hyggeligt, og jeg planlægger at se den igen engang – enten når mit japanske er blevet bedre eller når den engang udkommer med undertekster 🙂
Derefter mødtes vi med en pige mere fra klassen, tog purikura, spiste middagsmad og tog så en rigtig hyggeligt tur på Ghibli museet i Mitaka – til dem med god hukommelse, så ja, det samme museum som jeg besøgte sammen med min værtsfamilie i maj. Men da jeg var i godt selskab, der var nye ting på museet og man derudover aldrig bliver træt af at besøge det, var det et rigtig hyggeligt visit.

Dagen efter stod turen på Asakusa i Tokyo med to andre piger fra min klasse, hvor vi brugte  den første del af dagen på at se på templer og butikker. Derefter var vi inde og få lækker middagsmad, hvor man selv stegte maden på en indbygget “stegepande” på bordet (jeg må indrømme, at jeg har glemt dens navn..). Efter middagsmaden tog vi i en lidt ældre tivoli og prøvede forlystelse, spiste guf og generelt bare hyggede.
Asakusa var en  rigtig sjov tur, dels interessant at se templer og sjovt at være i tivoli, dels var jeg i godt selskab – og dels formåede vi uden selv at gøre noget at blive centrum for overraskende meget opmærksomhed. Jeg har aldrig prøvet, at der var så mange underlige mennesker, der kom hen for at sige et eller andet! – og det havde mine veninder heller ikke. Det lagde ud med en mand, der forsøgte at sælge os en tur i sin jinrikisha (mennesketrukken vogn). Dem er der rigtig mange af steder med mange ældre templer osv. som Asakura og Kamakura. Ham her fik øje på os fra den anden side af gaden, og begyndte at råbe til os, om vi ikke ville have en tur, at vi var meget internationale osv. Imens vi forsøgte at slippe væk fra ham, kom en udlænding hen og spurgte på engelsk – men en meget amerikansk accent – om vi kendte nogle gode steder at tage hen i Asakusa – lidt pudsigt, når vi stod et sted med en masse turister, der var i gang med at tage billeder af en port, samt en gade med rigtig mange souvenirbutikker, der førte op til et tempel. Han kom hen til os senere igen, da vi var ved at købe is, og begyndte at tale til os halvt på engelsk og halvt på japansk. Bl.a. sagde han på japansk, at han kom fra Korea – trods han var lyshåret… Omkring templet kom tre drenge lidt yngre end os hen og spurgte, om de ikke måtte tage et billede af dem sammen med os – det var nemlig deres sommerferielektier. Og i forlystelsesparken begyndte et par i noget, der mest af alt mindede om et form for pariserhjul, lige pludselig at vinke helt vildt til os.

Dagen efter stod på Disneyland med tre piger fra en af mine parallelklasser, hvilket også var en rigtig dejlig tur – dog meeeget varm. Også i Disneyland var der rigtig mange mennesker, så jeg kom ikke op i nær så mange forlystelser som da jeg var der med min værtsfamilie – men det var nu alligevel en rigtig hyggelig tur.

Trods jeg var rigtig mange interessante steder og havde mange gode dage med min værtsfamilie i sommerferien, var de tre dage med venindeturer dog nogle af de bedste. Hen over sommerferien havde mit japanske udviklet sig en del, hvilket gjorde, at jeg kunne deltage langt mere i samtalerne end før ferien, og også hjalp til, at jeg for første gang herovre virkelig følte mig i blandt venner – en fuldstændig fantastisk følelse!

Her i september er der også sket rigtig mange ting – men det vil jeg vente lidt med at opdatere omkring. Jeg beklager, at jeg ikke har ladt hører så meget fra mig på det sidste, men specielt efter skolen er startet igen har jeg haft meget travlt. Men jeg har det godt herovre, har fortsat et fantastisk forhold til min værtsfamilie, vennerne går godt fremad – og det samme gør det japanske 🙂

 

Tirsdag d. 9. august gik turen mod Osaka, godt og vel 500 km fra Tokyo. Vi tog toget til Tokyo station og derfra lyntoget shinkansen til Kyoto, hvilket med bus, tog og ventetid tog godt og vel 4 timer – selve toget fra Tokyo til Kyoto kun godt og vel 2½ time. Jeg finder det utrolig morsomt at sammenligne det med det danske “lyntog” fra Århus til København, godt og vel 3½ time, trods afstanden kun er 300 km. Med shinkansen er det dog også tydeligt at mærke i ørerne, at toget ikke kører det danske lyntogs sneglefart – fra tid til anden får man propper i ørerne, og det føles mere som at sidde i fly end tog.

Vi stod af på Kyoto station, en forholdsvis ny og meget moderne station, trods Kyoto er den gamle kejserstad med utallige gamle templer, huse, det gamle kejserpalads osv. Herfra tog vi en langsom middag – husk på min værtssøster er 5 og jeg selv aldrig har været kendt for at spise hurtigt -, hvorefter vi var forbi Fushimi Inari-templet, der er kendt for dets tusindvis af røde porte. Det var et fuldstændig utroligt syn, og meget specielt at gå rundt i blandt. Min værtsfar mente der var 3000 porte, men min værtsfarmor sagde senere, at det er omkring 10.000.

På forsiden stod der det samme på alle portene, men bagsiderne var forskellige. I starten troede jeg egentlig, at det var digte eller et eller andet – indtil jeg spottede “三鷹”, hvilket læses som “Mitaka”, alas der, hvor jeg bor.

Nr. 2 fra venstre er en adresse her i Mitaka – højest sandsynligt en butik af en art.

Efter at have set templet tog vi toget hjem til min værtsfars forældre, der viste sig at være et rigtig rart ældre par, hvor vi boede under hele turen. De boede i et lille hus ca. midt imellem Osaka og Kyoto, med tatami-måtter i hele tre af værelserne og traditionelt lavt japansk spisebord. Det eneste rigtig vestlige bord, udover køkkenbordet, var skrivebordet på det værelse, jeg lånte.

Onsdag tog vi i zoologiskhave i Kobe, hvor vi mere eller mindre så alt fra pandaer og bjørne til kaniner og geder. Zoologiskhaven var noget større end den, vi var i ved Inokashira Park i april/maj, men det var rigtig hyggeligt, og jeg fik købt nogle småkager med pandaer 😀

Bjørnen Bjørn kom hen for at sige hej..

De havde også en lille forlystelsespark, som Suzu og jeg lige skulle lege lidt i. Bl.a. havde de et lille pariserhjul, hvor Suzu og jeg – som de pandafans vi nu engang er – selvfølgelig skulle en tur op i i pandavognen:

Torsdag stod på Osaka Slot i – overraskende nok – Osaka by. Både ved zoologiskhaven og slottet var vi alle sammen af sted – min værtsfar, -søster, -farmor, -farfar og jeg selv.
Slottet var enormt flot udefra, men hele de indvendige var blevet lavet til museum. På sin vis var det utrolig interessant og spændende, men samtidig også meget en skam – jeg ville i hvert fald hellere have set den oprindelige indretning.

Hvis I kigger efter, er der et net næsten helt oppe i toppen – der kunne man gå ud og få følgende udsigt over Osaka by:

Fredag mente min værtsfamilie egentlig skulle være en fridag, da de sidste tre dage havde været meget aktive. Men jeg er ikke ligefrem i området omkring Osaka-Kyoto hver dag, så jeg tog mig en alenetur til Gion i Kyoto, hvilket jeg langtfra har fortrudt! Det var utrolig smukt at gå rundt blandt de gamle templer, og samtidig selv kunne bestemme, hvor lang tid jeg ville bruge de forskellige steder – helt klart den dag, jeg nød mest! Jeg var hjemmefra i godt og vel 9 timer..

Gangen her førte op til et lille ukendt, dog gammel, tempel. Det meste af tiden var der ikke andre end mig – lige bortset fra munkene inde i templet, der med deres messe bidrog til den mest fantastiske stemning – jeg, alene udenfor et lille tempel i bjergene ved Kyoto, lyden af en japansk sommerskov med cikader, et lille vandfalds dryppen og munkenes sagte bønner, der i mine ører nærmere lød som sang.

Verdens BEDSTE kakigori! Kakigori er is hakket i meget små stykker med en form for sirup ovenpå. For det meste kan man godt mærke, at det er is og det kan være lidt hårdt – men denne her var noget så utrolig fluffy og blød. Som at tage en bid af en sky… med jordbærsmag.

Lørdag kom min værtsmor så også til Osaka, hvorefter hun, min værtsfar, Suzu og jeg tog på tur til Shiga. Vi var ude at sejle på en lille flod i en lille, lav, japansk båd, hvorfra vi kunne se massere af gamle japanske huse. Enormt hyggeligt!

Vi var også en tur forbi Japans største sø, Biwako, der har vist sig at være meget større end København. Det var meget specielt dels at se og dels at opleve at være der – for trods det var en sø, virkede udsigten, temperaturen og vinden langt mere som en tur til Vesterhavet. Man kunne ikke se, hvor den endte.

Søndag, sidste hele dag i Osaka, blev alle personer af hunkøn – dvs. min værtsmor, -farmor, Suzu og jeg – iført yukata og hele familien tog derefter en tur til en filmby i Kyoto, der vistnok er eneste filmby om gamle Japan, der er åbent for publikum. Der var en masse rekonstruktioner af gamle japanske huse, de havde en masse forskellige shows (bl.a. ninja-show :D), et sted man kunne se, hvordan de laver film osv. Desværre var de ikke i gang med at filme en rigtig film nogle steder – det ville jeg ellers gerne have set!
Jeg har prøvet at have yukata på tre gange nu, men det er første gang, jeg dels har haft den på i en hel dag (yukata og kimono er utrolig smukt – men alle er enige om, at det bestemt ikke er behageligt at have på!) og dels har været ude i offentligheden i den. Jeg kunne ikke rigtig lade være med at føle mig lidt sej, når jeg kom gående med to japanske damer i yukata og kimono samt min overdrevet nuttede værtslillesøster i en lige så overdrevet nuttet lyserød børne-yukata.

Som noget af det første var vi inde og se ninja-show, hvis plot jeg dog kun halvt forstod. Den “onde” i stykket var et par gange nede dels for at “tage folk til fange”, lave peace-tegn og fortælle. Første gang fik han så øje på mig – og indtil da havde jeg ikke lige lagt mærke til, at jeg var den eneste udlænding i salen… Han begyndte at snakke til mig på engelsk, spurgte hvor jeg var fra, og snakkede om alt muligt med, at han håbede, jeg havde en god tur til Japan, nød showet osv. Jeg overvejede virkelig at sige et eller andet til ham på japansk, for at få ham til at slå over til japansk frem for engelsk – men fik det ikke gjort. Men det var nu alligevel meget sjovt, men gjorde dog også, at al opmærksomhede i salen lige pludselig blev rettet mod mig XD

Vi tog hjem mandag formiddag, og var tilbage i Mitaka hen på eftermiddagen. Jeg havde lige en enkelt “fridag”, der dog blev brugt på mine højt elskede sommerferielektier, før jeg tog afsted på YFU-lejr fra onsdag til fredag.

Lejren var i det nordlige Chiba, det præfektur, der er nordøst for Tokyo. Vi var fem udvekslingsstudenter; tre drenge fra henholdvis Sydkorea, Finland og Letland, som jeg har mødt en del gange før, og så to piger; jeg selv fra Danmark og så en pige fra Sverige, som jeg kun har mødt en gang før, og som jeg på daværende tidspunkt troede kun var sommerstuderende. Lejren var både orientering og hygge, men jeg nød nu det hele – det var dejligt at tilbringe et par døgn i andre udvekslingsstudenters selskab!  Onsdag var mest orientering, men torsdag tog vi på tur et eller andet sted hen, hvor vi bl.a. blev klædt ud i samurai-dragter (hjelmene er UTROLIG tunge!) og mødte nogle skildpadder. Torsdag aften stod på lejrbål og japansk småfyrværkeri, hvor der blev leget lidt med kameraer for at få sjove billeder.

YFU-lejren er nok også de to dage, jeg har sovet mindst i hele mit liv, når vi ser bort fra rejser med lange flyturer. Første nat sov jeg omkring fem og en halv time, og anden nat kun lige over fire – meget af natten endte nemlig med at blive brugt på snak og hygge. Til sidst var vi alle sammen så trætte, at nogle af os havde det som om, at der var jordskælv hele tiden… men det var enormt hyggeligt! Og det er noget, vi nok aldrig får mulighed for at gøre sammen igen.

I dag har så stået på blogindlægget her og japansklektier. Mine lektier hen over sommerferien lød på, at jeg skulle skrive to breve til min japansklærer hen over sommerferien, hvilket nu også har været meget hyggeligt. Sommerferien sluttet om ca. 1½ uge, og selvom det har været dejligt at have ferie og se en masse af Japan, glæder jeg mig nu også til at starte i skole igen og se mine venner 🙂

Forøvrigt, her til sidst, lidt optælling:
Antal billeder og videoer i august indtil videre:  1302
Antal præfekturer, jeg har besøgt i min sommerferie: 8 (Tokyo, Kanagawa, Chiba, Kyoto, Osaka, Shiga, Hyogo, Yamanashi – jeg synes selv, det er ret godt gået!)

Jeg har været på shoppingtur med veninder i Harajuku og Ikebukuro; jeg har været til kabuki, koncert med traditionelle japanske instrumenter samt opera med skolen, hvor der blev sunget på italiensk; jeg har været i Shibuya, Shinjuku, Ginza og meget mere; jeg har klippet massere af stof ud på skolen som forberedelse til skolefestivallen; jeg har været på lejr, set Mt. Fuji fra en bus og gennem ruderne på denne iagtaget den ubeskrivelige japanske natur; jeg har været til en meget regnful festival samt festival i min værtssøsters børnehave; jeg har været på kattecafé to gange og til fyrværkerishow; jeg har været i Kamakura og Yokohama; og ÅH, hvor ville jeg gerne sætte mig ned og skrive alt, alle oplevelserne, alle indtrykkene, alle følelserne og tankerne! Men selvom mine fingrer på mange områder kribler for at skrive alt ned, må I nøjes med denne lidt rodede opdatering af billeder – for dagen her skal også bruges på andet end computer og japansk studier…

Før koncerten med de japanske instrumenter; jeg lærer at spille på strenginstrumentet shamisen.

Hvorfor jeg elsker traditionelle japanske teatrer og koncertsale; de havde et ‘forhæng’ i samme stil under kabuki, desværre fik jeg ikke taget et billede.

Forestil dig det – du ser et glimt af Mt. Fuji – Japans sjæl og stolthed, nævnt i utallige sagn og digte igennem historien. I ærefrygt finder du med rystende fingrer dit kamera frem, sætte det mod bussens rude, trykker på afløseren, håber, åh, håber noget så inderligt, at bjerget vil se sig godt ud på billedet! Og resultatet bliver følgende….

Hvorvidt jeg er enig med “lucky”-delen ved jeg ikke rigtig…

Et lidt bedre billede af Mt. Fuji. Desværre så jeg det kun fra bussen, så jeg har ingen rigtig gode billeder af det 😦

D. 30. august var der en lille festival i det område af Mitaka, min værtsfamilies hjem hører under. Det regnede dog fuldstændig utroligt – jeg tror aldrig, jeg har oplevet så kraftigt et regnskyld før -, så vi fik ikke lavet særlig meget andet end at stå i læ og lytte til kraftig torden, spise og håbe på, at det snart ville holde op med at regne. Jeg håber dog alligevel, at man lidt kan se, hvordan en lille japansk festival ser ud.

きゃりこ – Kyariko. Kattecafé i Kichijoji 🙂

Bare på antallet af vejbaner er det tydeligt, at dette billede umuligt kan være taget i Danmark. Taget i Ginza.

Kæmpekat samt kat, der halvt leger Missi, på きゃりこ i Shinjuku.

Fyrværkeri under festival i Suzus børnehave.

Boder ved japansk festival/fyrværkerishow.

Japansk fyrværkeri har mange flere former end dansk…

Igen – de her styrtede rundt på himlen, som havde nogen sluppet en kat løs bland hundredevis af mus.

Daibutsu-statuen i Kamakura.

Der har vinduer i ryggen…

Tempel i Kamakura. “Kasserne” er bunden af to store træer, der væltede under en tyfon for nok nogle år siden. Ifølge min værtsmor var det nogle meget kendte træer, hvor der bagved blev dræbt en eller anden kendt person – eller noget i den stil. I hvert fald er der ved at vokse nogle nye småtræer op af bunden af de gamle.

En del af Yokohama, taget fra en båd. Bemærk duggen på billedet – det er et tegn på overdrevet brug af aircondition!

China Town i Yokohama.

Det bliver alt for denne her gang. Jeg beklager det lidt rodede indlæg – jeg skriver et ordentligt, når jeg kommer hjem fra Osaka i næste uge.

I må alle sammen have det fantastisk!

Vi ses om præcis 5 måneder, du kære, højtelskede og savnede Danmark 🙂

I går aftes havde vi det kraftigste jordskælv, jeg indtil videre har oplevet herovre. Det var på en 3-4 stykker på det japanske skala, 5,5 ved epicenter i Ibaraki på richterskalaen og 5,3 i Tokyo. Jeg synes lige, jeg vil vise, hvor meget skade et sådant jordskælv kan forsage:

Hvis nogen undrer sig over, at jeg har et tårn af 1-yen på mit værelse, skal jeg lige hilse og sige, at man får fuldstændig overdrevet mange af dem og aldrig får dem brugt – lidt ligesom den sidste tid vi havde 25-ører derhjemme. Så nu er jeg begyndt at “samle” på dem – bare for sjov, for at se, hvor mange jeg får ud af det. Tror det der er for 1½ måned.

Jeg blev meget overrasket, da jordskælvet kom, da det i starten føltes som et af de små, men så blev meget kraftigere. Havde jeg været alene var jeg nok flippet lidt ud, men jeg sad heldigvis sammen min værtsfar i stuen – og han var meget, meget rolig og fortsatte med at kigge på sin iphone, imens han begyndte at snakke om, hvor stort han troede, det var – som om intet var hændt og vi ikke sad midt i et lidt større jordskælv.

Jeg har forøvrigt lært, at japanere ikke spiser skindet på vindruer – de smutter dem som var det mandler! Af alle de nye ting, jeg har oplevet herovre, er det nok det, jeg er blevet mest overrasket over – men min værtsfamilie var ligeså overrasket over, at vi spiser det. Om det gælder alle salgs vindruer ved jeg ikke helt – men i hvert fald de små, som vi ikke kan få i Danmark. (og som smager fantastisk!)


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,644 besøgende ♥
free counters