Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

I går aftes havde vi det kraftigste jordskælv, jeg indtil videre har oplevet herovre. Det var på en 3-4 stykker på det japanske skala, 5,5 ved epicenter i Ibaraki på richterskalaen og 5,3 i Tokyo. Jeg synes lige, jeg vil vise, hvor meget skade et sådant jordskælv kan forsage:

Hvis nogen undrer sig over, at jeg har et tårn af 1-yen på mit værelse, skal jeg lige hilse og sige, at man får fuldstændig overdrevet mange af dem og aldrig får dem brugt – lidt ligesom den sidste tid vi havde 25-ører derhjemme. Så nu er jeg begyndt at “samle” på dem – bare for sjov, for at se, hvor mange jeg får ud af det. Tror det der er for 1½ måned.

Jeg blev meget overrasket, da jordskælvet kom, da det i starten føltes som et af de små, men så blev meget kraftigere. Havde jeg været alene var jeg nok flippet lidt ud, men jeg sad heldigvis sammen min værtsfar i stuen – og han var meget, meget rolig og fortsatte med at kigge på sin iphone, imens han begyndte at snakke om, hvor stort han troede, det var – som om intet var hændt og vi ikke sad midt i et lidt større jordskælv.

Jeg har forøvrigt lært, at japanere ikke spiser skindet på vindruer – de smutter dem som var det mandler! Af alle de nye ting, jeg har oplevet herovre, er det nok det, jeg er blevet mest overrasket over – men min værtsfamilie var ligeså overrasket over, at vi spiser det. Om det gælder alle salgs vindruer ved jeg ikke helt – men i hvert fald de små, som vi ikke kan få i Danmark. (og som smager fantastisk!)

Reklamer

Det er juli, og jeg har efterhånden været i Japan i to og en halv måned – det er fuldstændig vanvittigt at tænke på! Fra tid til anden føler jeg stadigvæk, at mit udvekslingsår kun lige skal til at begynde – men i går om seks måneder skal jeg hjem til mit kære fædreland igen. På mange måder føles det som meget lang tid – hjemveen ligger altid og truer i overfladen, og jeg savner jer alle sammen noget så forfærdeligt – men på andre måder virker det som alt, alt, alt for kort tid. Nogle gange overvejer jeg, hvordan jeg i al verden skal komme igennem et halvt år mere uden et kram fra min mor – og andre gange vil jeg slet ikke tænke på, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at forlade de venner og den familie, jeg er ved at få mig herovre. Det er meget forskelligt, men af hvad jeg kan høre fra andre udvekslingsstudenter meget normalt – de føler ofte lidt det samme.

Jeg ville egentlig have skrevet et blogindlæg for tre uger siden, men min værtsfamilies internet valgte at gå ned lige som jeg skulle til at gå online, weekenden efter blev min internettid mest brugt på skype og sidste weekend var jeg slet ikke online – så det blev kun til et hurtigt smut forbi min mail og facebook mandag efter skole.

Men hvad har jeg så lavet siden jeg sidst skrev et indlæg, for snart en måned siden? Jo, nu skal I høre!

Lørdag d. 11. juni var jeg til UNESCO-møde i Kouenji her i Tokyo. UNESCO’s egentlige definition har jeg ikke helt styr på endnu, men det er et eller andet med at lære Junior high school-elever noget engelsk og så tror jeg også, at der er noget japansk kultur hen over det – eller noget i den stil. I hvert fald ser YFU-Japan meget gerne, at nogle af Tokyo-udvekslingsstudenterne deltager fra tid til anden – det er hver anden lørdag, men jeg har indtil videre kun været med d. 11. juni.
Jeg var først i skole, men fik aller nådigst lov til at gå efter 3. time (slutter 11:20), da jeg ellers ikke ville kunne nå at komme hjem og skifte fra uniform til mit eget tøj først. Jeg tog derefter Chuo Line med okaasan og Suzu til Ogikubo, hvor vi skiftede til Marunouchi line og stod af på et-eller-andet-Kouenji (tror måske det var Higashi-Kouenji?). Mødet var allerede i gang, da vi kom derhen, så engelskdelen fik jeg ikke med – til gengæld  fik jeg sumo-delen med 😀 Vi gik ned i en gymnastiksal, hvor der kom tre sumo-brydere og fortalte noget om, hvordan det er at være sumo – på japansk, selvfølgelig, så jeg fik langtfra det hele med. Men det var egentlig meget sjovt – og meget overraskende at en af dem vejede 240 kg. En sumo-bryder skal veje en del, men efter min mening er 240 altså liiige lidt i overkanten…
Vi legede derefter nogle lege, hvilket var meget hyggeligt. Efter legene var vi udvekslingsstudenter, der var med – tre i alt, en finsk dreng, en sydkoreansk dreng og så lille mig fra Danmark -, med til et eller andet form for evalueringsmøde over dagen, hvor vi brugte tiden på at snakke en masse med hinanden om, hvordan vi havde det osv. Den eneste udvekslingsstudent, jeg siden orienteringen en måned tidligere havde været i kontakt med var Metha, så det var skønt at snakke med andre “ligestående” igen 🙂 Da evalueringsmødet var forbi endte jeg med at tage til Shibuya med den finske udvekslingsstudent, da min værtsfamilie havde nogle aftaler, så de alligevel først ville komme hjem senere på aftenen – også rigtig hyggeligt!

Shibuya by nightpeople

Dagen efter, om søndagen, cyklede jeg med min værtsfamilie hen til en park et stykke herfra (tror det tog omkring en halv time på cykel), hvor Suzu legede og vi var inde og se nogle gamle japanske huse – lidt ala Den Gamle By i Århus. Vi fik sushi til middag.

Gammel badeanstalt – det er den, badeanstalten i Chihiro og Heksene er baseret over 😀

Søndag d. 19. var vi i Disneyland!

Det var enormt hyggeligt og jeg formåede at blive solskoldet trods et forholdsvist tykt skydække. Min værtsmor var lige så overrasket over det som mig, hvis ikke mere – men hun kunne så også se min røde nakke noget bedre end mig, hvor det vist var værst.På vejen derhen skulle vi igennem Tokyo Station, og jeg kom til at ligge mærke til denne lille, fine café, hvis navn jeg personligt synes lyder HØJEST dansk. Jeg tror godt, jeg kunne finde på at tage derind en dag og se, hvad de har på menuen:


I Disneyland prøvede vi en masse forlystelser, ventede en masse, brugte en masse penge, spiste en masse (såsom is formet som Mickey – jeps, Helle, jeg har hermed spist Mickey, han er ikke længere i live) osv. osv. Vi var  først hjemme omkring halv ti om aftenen, så jeg var godt brugt næste dag i skolen! Men det var heldigvis mandag, og mandag står på engelsk, japansk og kalligrafi.

D. 26. var jeg sammen med værtsmor og Suzu i Roppongi hvor vi spiste middag sammen med nogle af okaasans veninder. Det var rigtig hyggeligt, og Suzu og jeg smuttede ud i et stykke tid og legede rundt på en legeplads i nærheden. En ting, jeg dog blev meget overrasket over, er, hvor mange udlændinge, der er i Roppongi – I Shibuya er der også en del, men Roppongi var helt vildt! Når man til hverdag er den eneste lyshårede er det meget mærkeligt lige pludselig at se en par håndfulde daske rundt i sin nærhed…

Normalt får vi yoghurt med et eller andet i som en form for dessert efter aftensmaden, men d. 27. så det således ud:


Med azuki (nogle søde bønner, der laves til en form for pasta – smager fantastisk!) i midten! ❤

Så var juni lige pludselig ovre – og jeg syntes ellers kun lige, den var begyndt!

Sidste lørdag var jeg efter skole (dvs. efter at have været hjemme for at skifte uniformen ud) i Shibuya med to udvekslingsstudenter – fra Finland og Letland – , der også er i Tokyo. Det var rigtig hyggeligt!

Søndag stod så på YFU en del af dagen. Om formiddagen havde vi møde om, hvordan det går os med værtsfamilie, skole, japansk osv. Det hele foregik stort set kun på japansk, og selvom jeg ikke forstod det hele, vidste jeg hvad der blev snakket om hele tiden og kunne ligeså bidrage på japansk – det får mig til at føle mig lidt småsej 😀
Derefter var jeg ude og spise med den finske udvekslingsstudent, den lettiske og hans værtsmor samt okaasan, hvor vi var på russisk restaurant i Takadanobaba. Jeg fik serveret denne sjove ret:


Inden i koppen var der suppe!
Derefter tog vi til teceremoni og ikebana (blomsterarrangement), hvilket også var arrangeret af YFU. Det var enormt interessant, og jeg fik lov til at blive klædt i yukata (/kimono) 😀 Jeg fik ros for min ikebana, men jeg undlod også at nævne, at jeg har meldt mig ind i skolens ikebana-klub – så det var langtfra første gang.

OBS om dette billede: læg mærke til sløjfen på ryggen! Jeg fik desværre ikke et ordentligt billede af den, men det var den smukkeste sløjfe, jeg nogensinde har set nogen binde.

(hvem fik lige den bedste plads? 8D)

I dag skal jeg til kabuki (japansk teater-drama-værk), også med YFU, og i morgen skal jeg til Harajuki på shoppingtur med nogle piger fra min klasse – så man kan ikke sige, at der ikke sker noget!

Det går fortsat rigtig godt, og det går fremad med det japanske. I starten foregik alt stort set kun på engelsk, da jeg havde meget svært ved at få ordentligt gang i det japanske – men efterhånden har det japanske fået overtaget, dog fortsat med en del engelske indput, når jeg ikke kan udtrykke mig ordentligt på mit lidt enkelte japanske. Men fremad går det, og jeg planlægger at studere en del i sommerferien 🙂

Trods sommerferien ikke er startet endnu, er sommeren det i hvert fald – hver dag er her over 30 grader, og da der bliver sparet en del på airconditionen grundet et vist jordskælv og et vist atomkraftværk, er det til tider meget varmt. Men skolen sparer heldigvis ikke på airconditionen – jeg tror godt, de ved, at det er fysisk umuligt at sidde og skulle koncentrere sig om et eller andet i 33 grader. Så jeg klarer mig nok 🙂

Forøvrigt, tusind tak for de breve, jeg har fået ind af døren! Det er ubeskriveligt skønt og varmer mit hjemvesfyldte hjerte ❤

Derudover beklager jeg, at der ikke bliver nogle mails i denne her uge – jeg havde egentlig planlagt det, men indlægget her tog noget længere tid end beregnet.

Jeg savner jer alle sammen! Nyd det kølige danske sommervejr – jeg forsøger at nyde det japanske 😉 Der er lidt flere billeder postet i mit galleri.

Åh, hvor er det længe siden, jeg sidst har skrevet en ordentlig opdatering! Jeg har tænkt på at gøre det forfærdeligt mange gange, men jeg er kun på computeren en gang om ugen, og de par timer bliver oftest brugt på at skrive mails til venner og familie – men nu skal I se! Nu får I en (næsten) ordentlig opdatering, med billeder og det hele.

Nogle gange kan jeg undrer mig over, at det virkelig allerede er juni – hvor blev april af? Hvor blev maj af? Tog jeg ikke af sted hjemmefra i går? Og så er der de andre gange, hvor jeg sætter mig ned og slet ikke kan forstå, at det kun er juni. Der er simpelthen sket så utrolig meget! En af tingene er, at mit danske er blevet lidt smårustent og jeg har glemt forfærdeligt mange ord – så skulle der komme nogle lidt underlige sætninger, ord osv. i dette post og de kommende, så undskylder jeg meget. Jeg gør det skam ikke med vilje….

At fortælle om alt det, der er sket, ville dog tage hele dagen, så jeg vælger at plukke lidt ting ud.

D. 15. maj (som næsten er en måned side, hold da helt ferie) var jeg på Ghibli Museet i Mitaka. Det er en af de ting, jeg virkelig allerhelst ville se herovre, så jeg var lykkelig, da min værtsfamilie fortalte, at vi skulle derhen. Desværre måtte man ikke tage billeder indenfor, men det var utrolig flot lavet og gennemført hele vejen igennem. Og museumsshoppen var fantastisk.. jeg kunne godt finde på at betale for en billet bare for at kunne rende rundt i den butik igen.

Skilt!

Fake-Totoro billetkontor ved indgangen (og mig og min værtsmor i spejlbilledet…)

Sidste lørdag var vi i Puroland i anledning af min værtslillesøsters fødselsdag. Puroland er en form for Sanrio-land (dvs. Hello Kitty, My Melody, Kuromi, Cinnamon osv. osv. osv.), og selvom det måske nok var lavet for et lidt yngre publikum var det utrolig hyggeligt! Det var fuldstændig fantastisk flot lavet og gennemført, og jeg kunne sagtens have brugt timer på bare at gå rundt og kigge.

Morgenmaden den morgen. Hvis I undrer jer over billedet, så læg venligst mærke til en hvis Hello Kitty-risbolle.

Puroland – billedet er dog taget da vi var på vej hjem. Da vi ankom var der fyldt med mennesker, og jeg kunne ikke få nogle ordentlige billeder.

Et enkelt billede indefra lige for at demonstrere, hvor flot det var. Det er taget under en eller anden form for parade, derfor folk i kostumer.

Min middagsmad bestod af en del Hello Kitty-mad.

I mandags var der Sports Festival på min skole – dvs. diverse (mærkelige) sportsgrene, og årgangene, der kæmper imod hinanden. Det var helt vildt varmt, specielt fordi vi sad under den bagende sol langt det meste af dagen. Og selvom jeg aldrig har været helt vildt glad for sport, var det virkelig sjovt 😀 Jeg deltog i fire sportsgrene: riree (relay???), hiikora, typhoon no me og et eller anden andet, hvis navn jeg  har glemt. Det var kun i typhoon no me, at min gruppe vandt – resten af gangene tabte vi, men det var nu alligevel meget sjovt 🙂

Den endelige score. Hvor gerne jeg end ville, bliver det nok lidt svært at overbevise jer om, at gul er 2. år… Jep, rød er 1. år, grøn 2. år og gul 6. år – så vi tabte ret meget.

I torsdags var jeg så på skoletur, hvor jeg var inde og se Les Misérables i det kejserlige teater – jeg tror måske det har nogenlunde samme status som det kongelige teater derhjemme, men jeg er ikke sikker. Selvom det hele var på japansk, og jeg derfor ikke forstod meget, var det virkelig en utrolig oplevelse! Jeg har været i teateret før, men dette her var virkelig, virkelig flot og kulisserne helt fantastiske. På en eller anden måde følte jeg mere, at jeg sad og så en film end var i teateret. Desværre måtte man ikke tage billeder, men jeg sneg mig til at tage dette her før det hele begyndte:

Det bliver alt for denne her gang – klokken herovre er jo ved at blive mange 🙂

Håber alt er vel hjemme i Danmark, hvor jeg ved sommerferien er ved at nærme sig med hastige skridt – herovre starter den dog først i juli.

Brød

Posted on: 28. maj 2011

Dette bliver meget kort, men jeg ville lige nævne…

Jeg elsker japansk brød. Virkelig. Man kan få så mange forskellige slags. Om lørdagen består min madpakke oftest af brød, og jeg elsker det. I dag fik jeg denne her lidt aflange “bolle”, der var delt op tre “stykker”. Jeg bed i den ene ende, og smagte noget chokolade-creme. Andet “stykke” var noget vanilje-creme. Tredje var jordbærsyltetøj. Mærkeligt.. men lækkert!

p.s. alt går godt 🙂 Men jeg har meget lange dage og er sjældent ved computeren – derfor manglen på posts.

Tags:

Hej alle I dejlige, dejlige mennesker hjemme i kølige, kølige Danmark!
Jeg håber I har det mindst halvt så godt som jeg! 😀

Jeg har det rigtig dejligt, og begynder så småt at falde til. Det japanske fatter jeg fortsat mere eller mindre nada af, og jeg snakker alt for meget engelsk – MEN med de fire japansktimer og 6 Study Hall-timer jeg har om ugen, ændrer det sig forhåbentligt snart til japansk. Til dem, der ikke kender til timen ”Study hall”, er det verdens bedste opfindelse: du sidder på biblioteket…. Og studere uden lærer. Hjemme i Danmark ville det resultere i en masse snak, fis, ballade og facebook – men for det første bliver computeren ikke rigtig brugt i skolen (medmindre du har ”computer” på skemaet) og for det andet sidder alle rent faktisk mussestille og studerer. Jeg bruger dem på japansk.

Min klasse er virkelig sød og jeg kan virkelig godt lide den, så det er skønt 😀 Onsdag, torsdag og fredag var jeg rundt og kigge på diverse klubaktiviteter sammen med nogle af pigerne fra klassen. Jeg er fortsat ikke helt sikker på, hvilken jeg vil deltage i, men jeg begynder så småt at få en ide. Den bliver dog først offentliggjort, når jeg er 100% sikker!

I tirsdags var jeg på skoletur til Ueno og hvad jeg tror var Ginza – men slå mig venligst ikke oven i hovedet, hvis sidstnævnte er forkert. I Ueno var jeg på kunstmuseum og så på billeder henholdsvis malet og tegnet af en europæer, og i det formodede-Ginza var jeg til middag. Jeg tror det var hele 5. klasse*, der var af sted, så vi sad godt og vel nogle hundrede piger i samme lokale og rundt om en masse runde borde. Middagen bestod af 11 (!) retter og var virkelig den længste middag, jeg nogensinde har deltaget i – den tog i hvert fald 2½ time, hvis ikke meget mere. Vi fik alle mulige traditionelle japanske retter. Noget af det smagte lidt specielt, men jeg nød det og det var virkelig sjovt og interessant at opleve! Under det meste af middagen stod en mand på en forhøjning og forklarede, hvordan vi skulle spise de forskellige ting – så jeg har lært at spise på en ”fin” måde!
Derudover lærte jeg også noget andet: Hvis noget ligner wasabi skal du ikke blot tænkte: ”åh, det ligner wasabi” og proppe en masse af det i munden, men forvente og gå ud fra, at det er wasabi!

Det regnede en del onsdag og torsdag, men fredag og i dag har himlen været dejlig lyseblå og temperaturen har sneget sig godt op i 20’erne – desværre mangler jeg fortsat min langærmede sommeroverdel og min cardigan til skolebrug, så jeg render rundt i min vinteruniform 😦 Det er virkelig varmt, og alle andre render rundt i deres sommeruniform. Jeg har kun min kortærmede sommeroverdel lige nu, og da jeg tager hjemmefra kvarter i syv og først er hjemme igen et sted mellem seks og syv om aftenen (her skal det lige nævnes, at det er ganske normalt i Japan), er den lidt for kold at have på hele dagen. Men det går nok 🙂

Billeder kommer der ingen af i denne uge – men det går nok også nok 😀

Stor krammer fra Xenia

p.s. Jeg skal på Ghibli Museet i morgen!!!
*5.klasse: Min skole består af både Junior og Senior high school – dvs. fra 7. klasse til 3.g. 7. klasse er på min skole 1. år, 8. 2. år osv. 5. klasse er altså hvad der mere eller mindre svarer til den danske 2.g, og samtidig mit klassetrin (hvilket er vildt nice – det betyder, at jeg skal til Kyuushu (sydligste af hovedøerne) med min klasse i november! 🙂 )

Tags: ,

Skolestart

Posted on: 7. maj 2011

Forestil dig en skole med 2000 elever. De bærer alle fuldstændig identisk tøj – det eneste, der varierer lidt, er hvilken farve, der er rundt om de ellers også identiske sko, de bærer inden døre. Derudover også deres frisure – men ikke hårfarven. Alle er sorthårede, kun med få variationer i skæret – måske det er lidt brunligt, måske lidt blåligt. Måske bare fuldstændig sort.
Lige med undtagelse af én. Hende, der godt nok har samme tøj på som alle andre – men hvis udseende udover uniformen er fuldstændig anderledes end alle andres. Håret er blond, huden en nuance lysere, kropsbygningen synes ikke nær så spinkel. Ganske normal i højden, dog – måske endda lidt høj.

Hvis du tilfældigvis skulle se noget lignende det ovenstående, er du højest sandsynlig gået forbi en bestemt skole i Tokyo.

Jep.

Jeg er nu hundrede procent udvekslingsstudent – jeg er startet i skole!

Indtil videre har jeg kun været der i to dage, og jeg forstår stort set intet af, hvad der bliver sagt. Mine klassekammerater forsøger så vidt muligt at snakke engelsk til mig, men ligesom mit japanske, er deres engelske noget begrænset. Alle er virkelig søde, og jeg er i hvert fald i øjeblikket dybt interessant og ”kawaii” (jp.: nuttet). Hjemmefra er jeg ikke vant til at få opmærksomhed udover det sædvanlige, så det er meget besynderligt lige pludselig at blive stirret og peget på hele tiden og mere eller mindre være centrum for al opmærksomhed, når jeg går forbi. Til tider kommer der også piger hen for bare at stirre på mig og sige hej – eller bare ”kawaii!!!”. Nogle gange går folk også bare forbi mit klasseværelse, kigger ind af vinduet (væggen ud mod gangen er vinduer) og stirrer.
Det er meget, meget mærkeligt, men også lidt morsomt. I går kom der også omkring 5 piger ind i mit klasseværelse efter skole – de fortalte mig alle deres navne, men ligesom alle andres navne, har jeg glemt dem igen. De ville sige hej og fortælle, hvor misundelige de var på min hårfarve. En af dem kom derefter til at lægge mærke til min øjenfarve – hvorefter jeg i løbet af få sekunder havde fem par øjne stirrende fascineret ind i mine egne. De blev enige om, at jeg har blågrålige øjne, selvom jeg derhjemme vist nok går ind under noget blågrønt.

Generelt er alle virkelig søde og forsøger at hjælpe mig så godt som muligt, og jeg vil tro, at jeg falder til med tiden. Skoleuniformen er ikke overdrevet pæn og åbenbart er den mørke bluse vinter og den hvide sommer. Jeg har stadigvæk ikke helt vænnet mig til at have det samme på som alle andre, og det er virkelig, virkelig mærkeligt at komme ud fra Sugamo station om morgenen og bare se en flok på måske 50 piger, der har det fuldstændig samme på som jeg selv – jeg var virkelig ved at flække sammen af grin, da jeg så det for første gang i går!

Min første dag var som sagt i går, og jeg var virkelig nervøs – specielt efter en hvis lærer ringede torsdag aften klokken 7 og fortalte, at jeg skulle holde tale på japansk foran hele skolen. Dermed fik jeg hele 13 timer til at forberede mig, hvor jeg brugte de fleste på at sove, være i bad, spise og tage i skole. Talen blev meget kort, hvilket også var meningen, og det var meget mærkeligt at stille sig op foran så mange piger. Jeg fik bagefter at vide, at jeg gjorde det godt, men jeg tror, min accent er lidt mærkelig, for en af pigerne fra min ”patchwork”-klasse (der har vist sig at være brodering) hørte Mitaka-shi som noget andet. Den anden mulighed er dog også, at japanske by- og stednavne simpelthen bare minder for meget om hinanden…

Jeg er i skole 6 dage om ugen, fra mandag til og med lørdag. Lørdag er dog en kort dag, der har jeg allerede fri klokken kvarter over tolv, hvorefter der dog er en klassens time, som ikke er medregnet. I går var jeg hjemme omkring klokken 7 om aftenen og i dag var klokken næsten 3.

Og nu tænker mange af jer sikkert: ”klokken 7? Sad hun og stirrede på en lukket skole nogle timer, eller hvad?”
Svaret dertil er nej. For det første tager det over en time for mig at komme hjem. For det andet var skolen stadigvæk åben og fyldt med elever som aldrig før, da jeg gik mod toget lidt i seks.

Noget af det, jeg skal bruge lidt tid til at vænne mig til er så længe folk bliver efter skole. En del var til klubaktiviteter, men der var også mange, der bare blev i klasseværelset og hang ud. Jeg tror kun knapt halvdelen af klassen var taget hjem, da jeg gik mod toget. Hvis det havde været derhjemme på samme tidspunkt, ville skolen for længst være blevet lukket ned og mørkelagt, og eleverne ville sidde derhjemme og så småt gøre klar til at spise aftensmad eller lave dagens lektier.

I morgen er der YFU orientering i Yoyogi, som er en form for erstatning for den oprindelige orientering, der blev aflyst i år. Jeg mener, at det er alle udvekslingsstudenter i Tokyo, Chiba og Kanagawa – men ud fra, at vi kun er 3 i Tokyo, forventer jeg ikke, at vi bliver særlig mange. Men jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver dejligt at møde lidt andre udlændinge, og jeg ved, at i hvert fald de to andre i Tokyo snakker engelsk 😀

Jeg savner jer alle sammen – men jeg har det godt, humøret er højt og jeg er lykkeligt over, at jeg valgte at tage af sted 🙂

Tags: ,

Jeg har efterhånden været j Japan i 4 døgn, men det føles som meget, meget mere – der er virkelig sket så meget. Så småt begynder jeg at have vendt mit døgn, men jeg er meget træt sidst på dagen – alt er så nyt og anderledes, jeg forstår ikke rigtig sproget osv. MEN! Jeg er positiv, i godt humør og glæder mig helt vildt til at starte i skole d. 6. maj 😀

Metha og jeg forlod Danmark klokken 15:45 onsdag d. 26. april. Således så vi ud, da vi satte os ind i flyet:

Og dette er omtrent 12 timer senere, endelig landet i Japan uden at have sovet det mindste: (haha, i det mindste kan det ikke ses på billedet, hvor røde vores øjne var)

Vores bagage:

Efter at have sagt farvel til Metha, der fortsat havde en laang togtur foran sig til Akita, stod jeg og ventede sammen med de to andre udvekslingsstudenter, der er i Tokyo i år. Oprindeligt skulle vi vist have været en 6-8 stykker, men vi er kun tre: to drenge og så jeg som ene pige. De to drenge kommer fra henholdsvis Finland og Letland.

Vi tog en eller anden bus sammen med en meget stille mand fra YFU, der ikke sagde et ord hele vejen, ind til Tokyo City Air Terminal, hvor vi blev hentet af vores værtsfamilier. Det var otousan og Suzu, der kom og hentede mig – Suzu er virkelig sød på billeder og webcam, men det er virkelig ingenting i sammenligning med hende i virkeligheden. Hun er noget af det kæreste! Hun kom løbende med et velkomstskilt, som hun lavede til mig før jordskælvet i marts.

Hun har faktisk også selv taget billedet – jeg lod hende lege lidt med mit kamera, imens jeg sad og pakkede ud. Hun tog også dette billede af mig (der er ved at proppe ting i en skuffe i mit skrivebord):

Torsdag var jeg inde og blive registreret et eller andet sted i Mitaka, og ellers slappede vi bare af derhjemme. Fredag var vi på indkøb ved Musashi-Sakai station, som er den station, der er tættest på. Der ligger et stort indkøbscenter der, der minder lidt om Salling og Magasin derhjemme. Jeg var med min værtsmor nede i kælderen, hvor der er et supermarked – det var højest forvirrende, men meget sjovt at opleve. Alt var på japansk og der var japanere over det hele samt en masse ting, jeg aldrig har set før. Senere cyklede vi en tur hen til en nærliggende park omkring et kristent engelsk-talende universitet – efter at være ved at have vænnet mig til ikke at forstå hvad der bliver sagt det meste af tiden, var det lidt mærkeligt rent faktisk at kunne forstå, hvad folk sagde.

Lørdag og natten mellem lørdag og søndag var meget speciel. Lørdag tog vi toget fra Musashi-Sakai station til Shinjuku, hvor vi skiftede fra Chuo-linjen til Yamanote-linjen og stod af ved Sugamo station. Her var vi forbi et tempel, hvor der er noget røg og en statue, der siges at skulle kunne helbrede smerter. Jeg glemte desværre mit kamera derhjemme, så jeg har ingen billeder 😦 Men min skole er meget tæt ved, så måske jeg smutter forbi en dag og tager billeder.
Efter templet var vi inde og spise på en restaurant, hvor jeg fik en suppe med udon-nudler. Det er virkelig de længste nudler, jeg nogensinde har fået! Jeg forsøgte at tælle dem, og jeg kan huske, at jeg efter 5 nudler var ved at være mæt.

Derefter gik vi tilbage til Sugamo station, hvor vi mødtes med en YFU coordinator. Vi gik hen til en butik, der hed Paris, og som åbenbart er specialiseret i skoleuniformer og bl.a. står for min skoles (Jumonji). Her fik jeg taget mål og prøvet en masse  forskellige størrelser af nederdele og bluser. Det var meget forvirrende, for alle snakkede japansk og jeg fattede ikke helt, hvad det var, jeg skulle, det meste af tiden – men det var alligevel lidt sjovt at opleve 🙂
Indtil videre har jeg kun fået mine udendørssko og mine sokker. Jeg har ikke helt styr på, hvornår jeg får resten, men der går nok ikke så længe igen.

Vi gik derefter hen til min skole. Jeg har fået at vide, at lørdag var en skolefridag, men der var virkelig mange i skole! Det så dog ud til, at de fleste havde gang i klubaktiviteter og hygge.
På skolen fik jeg en masse informationer, rundtur og havde en eller anden form for matematiktest, der var dybt forvirrende og som ikke gik særlig godt. I Danmark er jeg god til matematik, men læreren, der i øvrigt ikke kunne særlig meget engelsk, ville have mig til at løse nogle opgaver i hovedet, som vi i Danmark kun bruger lommeregner til – så selvom han mente, at jeg kendte til en del ting, skal jeg vist have matematik sammen med en yngre klasse, fordi jeg kun kan løse dem ved hjælp af lommeregner og åbenbart skal kunne det i hånden. Jeg havde dog godt i forvejen hørt noget om, at matematik vist skulle være en del svære i Japan end i Danmark og at de ikke bruger lommeregner, så jeg var lidt forberedt på det.

Som nævnt fik jeg også en rundtur på skolen. Den er i 4-5  etager og er nok egentlig nem nok at finde rundt på, men jeg tror alligevel, at jeg kommer til at fare vild et par gange de første par dage.  Jeg var forbi mit klasseværelse to gange – første gang under rundturen og anden gang sammen med min homeroom teacher (der kan engelsk! :D). Min klasse er vist en eller anden form for special-geni-klasse, men jeg har ikke 100% styr på det. Den er i hvert fald lille – jeg bliver elev nr. 20. Jeg tror jeg mødte omkring 10 piger fra min klasse, så det er omtrent halvdelen – de var helt vildt meget oppe at køre over at få mig i klassen. Jeg er ikke vant til at være så meget centrum for opmærksomhed derhjemme, så det var meget mærkeligt at have 10 par øjne stirrende på en på sådan en “ååårh hvaaad, sejt, sejt, sejt, SEEEJT!”-måde. Første gang jeg var oppe og møde dem præsenterede jeg mig selv for dem på et lidt usikkert japansk, og de var ret meget oppe at køre – men det var virkelig ingenting i sammenligning med anden gang, da jeg var deroppe med min homeroom teacher! De forsøgte at præsentere sig selv for mig på engelsk, så det blev til en helt masse “I am___/My name is ___. Nice to meet you!” og et enkelt “you are so cute!”. Men de virkede alle sammen rigtig søde, så jeg glæder mig til at starte i skole 😀

Resten af tiden på skolen fik jeg en masse andre informationer. Min skole er meget striks og med mange regler. Jeg må ikke have smykker på, jeg må ikke shoppe eller gå på restaurant eller købe fastfood i min uniform, jeg må ikke have for lange negle (jeg bliver sendt ned på kontoret og får dem klippet af, hvis læreren synes, de er for lange) osv. Jeg kan mildest talt ikke huske alle reglerne, og i min lille elevbog (eller hvad det helt præcist er) står de kun på japansk.

Da jeg gik i seng lørdag aften troede jeg egentlig det var slut med nye ting indtil jeg stod op søndag – men jeg vågnede klokken tyve over to om natten og lå lidt og forsøgte at tage mig sammen til at gå på toilettet. Jeg er virkelig glad for, at jeg blev liggende istedet for at stå op med det samme, for lige pludselig begyndte alt at ryste – og så havde lille Xenia fra altid så stabile Danmark oplevet sit første jordskælv.

Når folk siger, at de egentlig gerne vil prøve at opleve et lille jordskælv for sjov, aner de virkelig ikke, hvad de taler om. Selvom jordskælvet var lille – det var kun, så jeg kunne mærke det hele ryste lidt -, var det langtfra sjovt. Uden nogen form for varsel rystede det bare over det hele. Jeg har dog haft en god snak med min værtsmor om jordskælv i går aftes, så jeg er noget mere rolig omkring det nu end jeg var da det første indtraf.

I går var otousan, Suzu og jeg et smut forbi Jumonji igen, så jeg kunne lære vejen lidt bedre at kende. Derefter var vi inde i et eller andet form for Toyota-udstillingshus i Ikebukuro, hvor vi rendte rundt i nogle timer – bl.a. fordi vi ventede på at få lov til at lave en lille bil, der kunne køre, og som Suzu rigtig gerne ville lave 🙂

I dag er begge mine værtsforældre på arbejde og Suzu i børnehave, så jeg er alene hjemme. Jeg regner med snart at tage et smut forbi indkøbscenteret ved Musashi-Sakai station og lede efter en ny ordbog. Jeg havde egentlig tænkt på at tage cyklen, men jeg tror nu, det bliver bussen – jeg kender ikke vejen så godt endnu, at jeg tør cykle den alene.

Generelt går alt godt herovre. Min værtsfamilie har været rigtig søde og hjulpet mig ved behov, og jeg tror egentlig, at jeg falder helt godt til med tiden 🙂 Det japanske er stadig svært, men det går lidt fremad – der går dog nok fortsat lang tid, før jeg forstår en almindelig samtale.

Flere billeder kan iøvrigt ses her.

Vi ses 😀

Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,644 besøgende ♥
free counters