Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘infodag

10 dage

Posted on: 4. marts 2011

Det er MARTS. Og ja, det har I sikkert allerede bemærket – men det er d. 4. marts 2011, hvilket vil sige, at jeg drager mod Japans grænse om intet mindre end 10 dage. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at det virkelig er lige rundt om hjørnet, og jeg tager fortsat mig selv i at kigge på dagens dato – om det så er på computeren, mobilen, fjernsynet eller kalenderen – og få en lille klump i halsen. Og nej, det er skam ikke fordi, jeg ikke glæder mig: Jeg glæder mig som aldrig før, men er samtidig lige så nervøs som aldrig før. Men – det skal nok gå alt sammen alligevel 🙂

Som jeg har nævnt tidligere var vi d. 5. februar til infodag, hvilket var, som navnet allerede fortæller, en dag med en masse informationer omkring rejsen, udvekslingen, Japan osv. osv. osv. Det var både for forældre og udvekslingsstudenter, så vi var “hele” 3 kommende udvekslingsstudenter (JAPAN :D), 3 mødre, 1 fader, 1 lillebror og 4 returnees, hvoraf 2 havde været i USA, 1 i Frankrig og 1 i Japan. Og selvom nogle af jer nok ville tænke: “Nøj, det lyder da kedeligt”, var det virkelig hyggeligt! Det var også dejligt, at der endelig var en returnee med fra Japan til et af arrangementerne – ofte er det nemlig kun USA, USA, USA, USA, USA og et par andre lande.

På infodagen blev det også nævnt, at vi snart ville modtage visumpapirer, forsikringspapirer, en masse andre papirer og vores t-shirt. Jep. Alle udvekslingsstudenter til Japan kommer d. 14. – 15. marts til at rende rundt i de mest formidable YFU t-shirts, ID-kort om halsen og med render af træthed og lange flyturer under øjnene. Det skal nok blive kønt.

Brevet – eller pakken, var det vist næsten nærmere -, kom den anden dag. Min formidable YFU-tshirt ser således ud:

Smukt, ikke? 😀 ID-kortet får vi først udleveret d. 14. sammen med vores pas og visum – passet skulle nemlig sendes ind til YFU sammen med de udfyldte visumpapirer, hvor de så får det ordnet for os.

I dag er det en uge siden jeg fik orlov. Der er en del, der synes at mene at to uger er lang tid, men jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at jeg valgte at tage to uger. Jeg kan i hvert fald se, at jeg ikke ville have kunnet nå alt det, jeg selv mener er en nødvendighed på én. Men det kan måske også skyldes, at jeg render rundt og lufter halvdelen af mit tøj, laver en lille kogebog med danske opskrifter (jeg har lovet okaasan at lave lidt dansk mad, så det må jeg jo hellere holde), sætter alle mine skolenotater fuldstændig i orden og ordner mit værelse til bund og orden. Men! Så er der også styr på det hele!

Omkring min værtsfamilie glæder jeg mig efterhånden mere og mere til at møde dem. De virker så utrolig søde! Jeg ved godt, at jeg har sagt alt muligt med ikke at have for mange forventninger, men det er altså lidt svært når denne her hoppede ind af postkassen for nogle uger siden:

Inden da havde min værtsmor skrevet to mails til mig, hvor hun i et af dem bad mig om at kalde hende okaasan (mor), min værtsfar otousan (far) og min værtslillesøster Suzu. De havde begge været på engelsk, så da jeg åbnede brevet fra okaasan (den hvide konvolut) tænkte jeg: “Nej, det er løgn!” og stirrede på de japanske tegn, der hoppede op i hovedet på mig. Jeg fjernede de første par sider, og så så, at det kun var de første der var på japansk, hvorefter de resterende var på engelsk. Kiggede lidt på dem. Sammenlignede den første japanske og den første engelske side… og så gik det pludselig op for mig, at hun havde skrevet det samme på engelsk og på japansk! OG hun havde brugt nogle kanji, hvor hun skrev furigana over første gang hun brugte et nyt! 😀
(Kanji – oprindeligt de kinesiske tegn, tegn der har en decideret betydning. Hiragana og katakana – lydskrifttegn. Furigana – hiragana og katakana over kanji, der gør dem mulige at læse, hvis man ikke kender tegnet i forvejen)

Jeg sendte fluks et lille brev tilbage, idet der også var et lille brev med Disneyfigurer på, skrevet med den sødeste børneskrift fra Suzu! ❤ Jeg blev virkelig overrasket over at se, at hun allerede er ved at lære at skrive, men okaasan skrev senere, da jeg spurgte ind til det, at hun  åbenbart allerede kan skrive og læse de fleste hiragana samt nogle katakana. Okaasan svarede jeg tilbage på mail.

Otousan har jeg ikke skrevet så meget med endnu, men jeg har da fået et par mails – der til forskel kunne minde lidt om brevet fra okaasan, da han også skriver de samme ting på både engelsk og japansk 😀

I de nærmeste dage regner jeg også med at lave lidt om på bloggen her – måske, hvis jeg kan finde ud af det og får tid, forsøger jeg mig med et nyt design, men ellers kommer der i hvert fald en kalender op (regner jeg med), en lille infoside på engelsk samt siden med links til de andre udvekslingsstudenter skal rettes færdig.

Nu var det jo egentlig meningen, at jeg ville have skrevet før – langt før, faktisk lige i det øjeblik, jeg for en uge siden tjekkede min indbakke og så beskeden: “Din værtsfamilie”. Desværre, kan man vel sige, sad jeg på dette tidspunkt i vandrehallen på min skole, så jeg havde ikke mulighed for helt at udtrykke den følelse, der i løbet af få sekunder blussede op i mig. Hvis jeg havde siddet hjemme i det øjeblik, er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ville have skreget.

Sagen endte nemlig med at være den, at Metha jo fik værtsfamilie for omkring 2½ uge siden, og Johan fik det torsdag ugen efter – så jeg sad mutters alene, og havde ikke den mindste anelse om, hverken hvor i Japan jeg skulle være eller for den sags skyld, hvilken familie, jeg ville komme ind i. I princippet kunne jeg ende hos familien Yamada på Hokkaido lige så godt som familien Takagi på Okinawa.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at jeg var lidt småulykkelig i den weekend. Det gik jo pludselig op for mig, at jeg ville være den sidste af os fra Danmark, der ville få værtsfamilie, og jeg derfor sådanset kunne risikere at gå i 1½ måned endnu uden at vide, hvor i landet, jeg skulle hen! Så galt gik det dog heldigvis ikke.

Jeg forsøger i øjeblikket så vidt muligt ikke at få alt for mange forventninger til min værtsfamilie, men jeg må indrømme, at den ser virkelig lovende ud! Min familie består af følgende:
Værtsfar: Yoshio. Arbejder som farmaceut.
Værtsmor: Yoshie. Arbejder inden for noget japansk te og drikkevarer-halløj.
Værtssøster: Chisuzu – 4 år gammel 😀
(Lagde I mærke til, hvor meget mine værtsforældres navne minder om hinanden? Er det ikke bare helt vildt fint!)
De bor et eller andet sted i Mitaka-Shi, der, til de uvidende, er placeret her:

Dvs. at jeg kommer til Tokyo! Ikke selve Tokyo by, men en lidt “mindre” by i området Tokyo.
Mitaka ligger lidt vest for selve Tokyo, men er stadigvæk mere eller mindre omgivet af by. Jeg har dog hørt fra højest pålidelige kilder, som jeg vil komme nærmere ind på senere, at der også er en del parker og grønne områder i Tokyo og omkring Mitaka, hvilket jeg er rigtig glad for. Der bor tæt på 180.000 mennesker i byen, og skulle, ifølge de pålidelige kilder, være et godt sted at bo. Desuden er det hjemsted for Ghibli Museet! Der er jeg simpelthen NØDT til at komme hen i hvert fald en gang! Studio Ghibli er dem, der bl.a. producere film af Hayao Miyazaki, hvilket vil sige Chihiro og Heksene, Min nabo Totoro, Det levende slot osv. Og ja, – jeg elsker de film! 😀

Jeg skal gå på Jumonji High School i Toshima-ku. Ifølge de højest pålidelige kilder er det en pigeskole, hvilket jeg allerede var ret forberedt på, eftersom jeg på skolens hjemmeside kun kunne finde en pigeuniform. Den ser således ud:

Og nu kigger I sikkert alle sammen dumt på mig og siger: “Øh, Xenia… Der er to uniformer?” Ja… Ja, det er der nemlig. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvilken en af dem, der er min – men jeg tror, at det er den hvide. Skolen består nemlig både af Junior og Senior High School, hvor jeg skal i Senior – som også bare går under navnet Jumonji High School. Ifølge de højest pålidelige kilder er der en transporttid på ca. 70 min fra mit hjem og til min skole, men de højest pålidelige kilder siger også, at det er normalt for en gymnasieelev i Tokyo. Toshima er den bydel (eller hvad det egentlig helt præcis er betegnelsen for), hvor bl.a. Ikebukuro ligger, og jeg skal vist nok igennem Shinjuku for at kunne komme dertil fra Mitaka, hvilket vil sige, at jeg skal igennem en af de helt store stationer hver morgen!

Og de højest pålidelige kilder, hvem er de? Jo, nu skal I hører! 🙂

Af kontaktoplysninger på min værtsfamilier fik jeg deres adresse og deres telefonnummer. Eftersom jeg ikke ligefrem er verdensmester til japansk (endnu), var jeg ikke særlig meget for at ringe for at sige hej. Desuden ville den småstore tidsforskel også udgøre et problem, eftersom jeg ingen anelse har om, hvornår mine værtsforældre er hjemme og hvornår de går i seng. Derfor besluttede jeg mig for at skrive et brev, som jeg fik i postkassen i går før japansk – godt overflydt med en masse frimærker, for hvis der nu var lidt for lidt på… Brevet blev halvt på japansk og halvt på engelsk, og jeg var egentlig lidt småstolt over det, i hvert fald den japanske del – selvom der nok er en hel del grammatiske fejl og mangler, men dem ser vi lige bort fra.
Da jeg kom hjem fra japansk omkring halv seks, satte jeg mig til at skrive en mail til YFU om tilmelding til infodagen – den er der nemlig kommet invitation til i sidste uge. Jeg lagde ud af øjenkrogen godt lidt mærke til, at der var kommet en ny mail, men det var sikkert bare en eller anden opdatering fra facebook. Da mailen var sendt, tjekkede jeg min indbakke. Mine øjne voksede til en størrelse, der mindst ville kunne måle sig med hundenes i Fyrtøjet, og med en halvt rystende, halvt skrigende, halvt et-eller-andet stemme sagde jeg: “….. MOOOOOOAAAAAR!!!!!!!!!!!”

Sammentræf er noget af det, man ikke altid møder mange af – men når man gør, er det nu alligevel lidt sjovt. I min indbakke var der nemlig kommet en mail fra en hvis kanji-kanji kanji-kanji med titlen: “from your host family in Japan”! 😀 Det viste sig at være min værtsmor, der, med et overraskende godt engelsk (for en japaner), ville byde mig velkommen i familien og fortælle lidt ting og sager. Det var bl.a. også her, at jeg fandt ud af mit antal af værtssøstre, idet brevet fra YFU kun sagde: “Alder på søstre: 4″. Jeg skrev hurtigt tilbage til dem i går aftes, men grundet lektier og afleveringer, var jeg nødt til at skrive hele mailen på engelsk i mangel på tid. Men ud fra det, hun skriver, virker de som en rigtig sød familie, og jeg glæder mig helt vildt meget til at møde dem! 😀

Som nævnt tidligere fik vi også invitation til infodag i sidste uge, der bliver afholdt et sted i Århus her på lørdag. Det glæder jeg mig lidt til! Desuden er der skøjtetur med YFU-Århus på næste onsdag, og så er Metha, Johan og jeg selv begyndt med noget intensiv japanskkursus hver søndag eftermiddag med en japansklærer. Det er helt vildt hyggeligt 😀 Jeg har også for nyligt snakket med min skoles rektor, så orlov og alt det er helt på plads – og fået besked på at skrive 3 breve til dem i løbet af året, som de vil sætte ind på skolens hjemmeside. “Til lidt international reklame,” som de siger, men det er nu også helt fint.
Og, hvis vi lige skal have lidt nedtællinger med: 2 uger tilbage før vinterferie. 3 uger tilbage i skole. 6 uger til afrejsedato. 6 uger og 1 dag til jeg lander i Japan.

(Hvis I kigger undrende på det tidspunkt, dette indlæg er skrevet på; nej, jeg hverken pjækker, er syg eller ignorerer læreren og skriver blogindlæg istedet for – jeg har fritime.)


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,634 besøgende ♥
free counters