Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘nedtælling

Nu var det jo egentlig meningen, at jeg ville have skrevet før – langt før, faktisk lige i det øjeblik, jeg for en uge siden tjekkede min indbakke og så beskeden: “Din værtsfamilie”. Desværre, kan man vel sige, sad jeg på dette tidspunkt i vandrehallen på min skole, så jeg havde ikke mulighed for helt at udtrykke den følelse, der i løbet af få sekunder blussede op i mig. Hvis jeg havde siddet hjemme i det øjeblik, er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ville have skreget.

Sagen endte nemlig med at være den, at Metha jo fik værtsfamilie for omkring 2½ uge siden, og Johan fik det torsdag ugen efter – så jeg sad mutters alene, og havde ikke den mindste anelse om, hverken hvor i Japan jeg skulle være eller for den sags skyld, hvilken familie, jeg ville komme ind i. I princippet kunne jeg ende hos familien Yamada på Hokkaido lige så godt som familien Takagi på Okinawa.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at jeg var lidt småulykkelig i den weekend. Det gik jo pludselig op for mig, at jeg ville være den sidste af os fra Danmark, der ville få værtsfamilie, og jeg derfor sådanset kunne risikere at gå i 1½ måned endnu uden at vide, hvor i landet, jeg skulle hen! Så galt gik det dog heldigvis ikke.

Jeg forsøger i øjeblikket så vidt muligt ikke at få alt for mange forventninger til min værtsfamilie, men jeg må indrømme, at den ser virkelig lovende ud! Min familie består af følgende:
Værtsfar: Yoshio. Arbejder som farmaceut.
Værtsmor: Yoshie. Arbejder inden for noget japansk te og drikkevarer-halløj.
Værtssøster: Chisuzu – 4 år gammel 😀
(Lagde I mærke til, hvor meget mine værtsforældres navne minder om hinanden? Er det ikke bare helt vildt fint!)
De bor et eller andet sted i Mitaka-Shi, der, til de uvidende, er placeret her:

Dvs. at jeg kommer til Tokyo! Ikke selve Tokyo by, men en lidt “mindre” by i området Tokyo.
Mitaka ligger lidt vest for selve Tokyo, men er stadigvæk mere eller mindre omgivet af by. Jeg har dog hørt fra højest pålidelige kilder, som jeg vil komme nærmere ind på senere, at der også er en del parker og grønne områder i Tokyo og omkring Mitaka, hvilket jeg er rigtig glad for. Der bor tæt på 180.000 mennesker i byen, og skulle, ifølge de pålidelige kilder, være et godt sted at bo. Desuden er det hjemsted for Ghibli Museet! Der er jeg simpelthen NØDT til at komme hen i hvert fald en gang! Studio Ghibli er dem, der bl.a. producere film af Hayao Miyazaki, hvilket vil sige Chihiro og Heksene, Min nabo Totoro, Det levende slot osv. Og ja, – jeg elsker de film! 😀

Jeg skal gå på Jumonji High School i Toshima-ku. Ifølge de højest pålidelige kilder er det en pigeskole, hvilket jeg allerede var ret forberedt på, eftersom jeg på skolens hjemmeside kun kunne finde en pigeuniform. Den ser således ud:

Og nu kigger I sikkert alle sammen dumt på mig og siger: “Øh, Xenia… Der er to uniformer?” Ja… Ja, det er der nemlig. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvilken en af dem, der er min – men jeg tror, at det er den hvide. Skolen består nemlig både af Junior og Senior High School, hvor jeg skal i Senior – som også bare går under navnet Jumonji High School. Ifølge de højest pålidelige kilder er der en transporttid på ca. 70 min fra mit hjem og til min skole, men de højest pålidelige kilder siger også, at det er normalt for en gymnasieelev i Tokyo. Toshima er den bydel (eller hvad det egentlig helt præcis er betegnelsen for), hvor bl.a. Ikebukuro ligger, og jeg skal vist nok igennem Shinjuku for at kunne komme dertil fra Mitaka, hvilket vil sige, at jeg skal igennem en af de helt store stationer hver morgen!

Og de højest pålidelige kilder, hvem er de? Jo, nu skal I hører! 🙂

Af kontaktoplysninger på min værtsfamilier fik jeg deres adresse og deres telefonnummer. Eftersom jeg ikke ligefrem er verdensmester til japansk (endnu), var jeg ikke særlig meget for at ringe for at sige hej. Desuden ville den småstore tidsforskel også udgøre et problem, eftersom jeg ingen anelse har om, hvornår mine værtsforældre er hjemme og hvornår de går i seng. Derfor besluttede jeg mig for at skrive et brev, som jeg fik i postkassen i går før japansk – godt overflydt med en masse frimærker, for hvis der nu var lidt for lidt på… Brevet blev halvt på japansk og halvt på engelsk, og jeg var egentlig lidt småstolt over det, i hvert fald den japanske del – selvom der nok er en hel del grammatiske fejl og mangler, men dem ser vi lige bort fra.
Da jeg kom hjem fra japansk omkring halv seks, satte jeg mig til at skrive en mail til YFU om tilmelding til infodagen – den er der nemlig kommet invitation til i sidste uge. Jeg lagde ud af øjenkrogen godt lidt mærke til, at der var kommet en ny mail, men det var sikkert bare en eller anden opdatering fra facebook. Da mailen var sendt, tjekkede jeg min indbakke. Mine øjne voksede til en størrelse, der mindst ville kunne måle sig med hundenes i Fyrtøjet, og med en halvt rystende, halvt skrigende, halvt et-eller-andet stemme sagde jeg: “….. MOOOOOOAAAAAR!!!!!!!!!!!”

Sammentræf er noget af det, man ikke altid møder mange af – men når man gør, er det nu alligevel lidt sjovt. I min indbakke var der nemlig kommet en mail fra en hvis kanji-kanji kanji-kanji med titlen: “from your host family in Japan”! 😀 Det viste sig at være min værtsmor, der, med et overraskende godt engelsk (for en japaner), ville byde mig velkommen i familien og fortælle lidt ting og sager. Det var bl.a. også her, at jeg fandt ud af mit antal af værtssøstre, idet brevet fra YFU kun sagde: “Alder på søstre: 4″. Jeg skrev hurtigt tilbage til dem i går aftes, men grundet lektier og afleveringer, var jeg nødt til at skrive hele mailen på engelsk i mangel på tid. Men ud fra det, hun skriver, virker de som en rigtig sød familie, og jeg glæder mig helt vildt meget til at møde dem! 😀

Som nævnt tidligere fik vi også invitation til infodag i sidste uge, der bliver afholdt et sted i Århus her på lørdag. Det glæder jeg mig lidt til! Desuden er der skøjtetur med YFU-Århus på næste onsdag, og så er Metha, Johan og jeg selv begyndt med noget intensiv japanskkursus hver søndag eftermiddag med en japansklærer. Det er helt vildt hyggeligt 😀 Jeg har også for nyligt snakket med min skoles rektor, så orlov og alt det er helt på plads – og fået besked på at skrive 3 breve til dem i løbet af året, som de vil sætte ind på skolens hjemmeside. “Til lidt international reklame,” som de siger, men det er nu også helt fint.
Og, hvis vi lige skal have lidt nedtællinger med: 2 uger tilbage før vinterferie. 3 uger tilbage i skole. 6 uger til afrejsedato. 6 uger og 1 dag til jeg lander i Japan.

(Hvis I kigger undrende på det tidspunkt, dette indlæg er skrevet på; nej, jeg hverken pjækker, er syg eller ignorerer læreren og skriver blogindlæg istedet for – jeg har fritime.)


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,634 besøgende ♥
free counters