Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘nytår

Jeg fik aldrig skrevet en opdatering over de sidste to måneder i Japan – over alle de oplevelser, som jeg i dag passer på som kære minder. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg ikke havde tiden til at opdatere bloggen her i de sidste to måneder, jeg var i Japan – for når jeg kigger på min kalender for november 2011, december 2011 og januar 2012 overraskes jeg til stadighed over, hvor fuldstændig proppet de sidste måneder i Japan var. Jeg havde egentlig planlagt at skrive en sidste opdatering efter jeg var kommet hjem, men delvis havde jeg travlt og delvis er jeg en af de udvekslingsstudenter, der ved hjemkomst blev mødt af et kæmpe bagvendt kulturchok, der gjorde det ekstra svært at sætte sig ned og fortælle verden om de oplevelser og mennesker, ens hjerte skreg efter at vende tilbage til. Hvorfor jeg så vælger at gøre det nu, – tjo, det er der måske mange, der ville undre sig over. Men bloggen her virker så tom uden et ordentligt, sidste indlæg om mit udvekslingsår i Japan – so here it goes: mine to sidste måneder i Japan.

Efter skoleturen til Kyushu havde vi tre fridage – dvs. d. 8. til 10. november. Delvis skyldtes dette, at vi var gået glip af to fridage (d. 3. var egentlig en helligdag og d. 6. en søndag), men delvis nok også, at vi allesammen var godt udkørte og virkelig trængte til at komme hjem og sove ud, før skolen begyndte igen. D. 8. brugte jeg hovedsageligt på at slappe af og få skrevet blogindlægget om skoleturen, og d. 9. var jeg sammen med fire piger fra min klasse. Vi var først ude og spise en rigtig god middag bestående af en meget blandet buffet, hvorefter vi tog hjem til en af pigerne, spiste kage og hyggede på japansk manér 🙂

Lørdag d. 12. var jeg til en UNESCO-arrangement for sidste gang, hvorefter jeg spiste aftensmad på en kinesisk restaurant sammen med den finske udvekslingsstudent. Lørdagen efter var en fridag, så jeg tog til “Japanese Cooking” i Tamachi med en veninde fra en af mine parallelklasser. Jeg har ikke helt styr på, hvem der arrangerede det, men det var en eller anden organisation, der tit arrangerer arrangementer for udlændinge i Tokyo. Min veninde havde set en annonce om det på et eller andet tidspunkt og syntes det kunne være sjovt at prøve – hvilket det virkelig også var 🙂 Det var japanere, der afholdt det, og arrangementet foregik egentlig hovedsageligt på engelsk – indtil det gik op for de to, der hjalp ved vores bord, at min veninde ikke var udlænding og at jeg kunne en del japansk – så gik vi over til at snakke på japansk. Menuen bestod bl.a. af sushi, karaage og den mest fantastiske suppe med æg…. uuh, mine tænder løber stadigvæk i vand bare ved tanken om den! Men al i alt var det en super hyggelig dag!

Et af mit udvekslingsopholds helt store oplevelser skete d. 23. november, hvor min værtsmors søster blev gift. Oprindeligt skulle de have holdt ceremonien i marts, men det blev udskudt pga. jordskælvet – så hvis man skal nævne noget positivt, der kom ud af jordskælvet, så er det, at jeg fik mulighed for at komme med til brylluppet. 
Brylluppet blev holdt et sted i Gunma-ken, så vidt jeg husker tæt på Takasaki. Hvis jeg skulle beskrive stedet med et dansk fænomen ville det nok nærmest været et form for forsamlingshus – lige bortset fra det faktum, at det kun blev brugt til bryllupper, hvilket betød, at stedet havde et glasrum midt ude i en smuk have kun beregnet til at afholde selve bryllupsceremonien! 
Min værtsfamilie og jeg tog tidligt afsted fra Tokyo, så vi kunne nå at klæde om derovre. Suzu havde den sødeste gule kjole på og en lille pink bolero, som mor strikkede til hende for efterhånden længe side, og jeg – tjo, jeg troppede op en smuk kimono udlånt af min værtsfarmor! 😀 Jeg havde jo flere gange prøvet at være iklædt yukata, men det var alligevel meget specielt at få lov til at få en rigtig kimono på. Der var kvinder ansat på stedet til at hjælpe os med at få kimonerne på (min værtsmor og flere andre kvinder i den nærmeste familie skulle ligeså have en på) og de satte også vores hår – men jeg tror umiddelbart, at jeg var den første skandinaver, hvis hår de fik lov til at lege med. I hvert fald blev de meget overraskede over, hvor nemt mit hår kan begynde at filtre…
Selve bryllupsceremonien blev holdt efter japansk tradition, hvilket bl.a. betød, at også min værtsmoster og hendes nye mand var klædt i kimono. Bagefter blev der afholdt fin middag med syv retter, hvoriblandt den ene selvfølgelig var dessert med bryllupskage. Jeg har aldrig været til et bryllup herhjemme, så jeg ved ikke, hvordan man normalt gør med bryllupskagen – men umiddelbart vil jeg tro, at det er lidt anderledes end det, der blev gjort til min værtsmosters bryllup. Mellem 2. og 3. ret kom de ind med bryllupskagen, hvor brudeparret skar det første stykke og fik lov til at smage kagen. Derefter forsvandt den, og kom først ind igen på desserttallerkenen – som et lille, bitte stykke kage… Jeg gik i næsten halvanden måned og undrede mig over, hvordan i al verden den store, høje bryllupskage blev til små, fine stykker – indtil samtalen blev drejet ind på det til nytår og min værtsfamilie fortalte, at den store bryllupskage da ikke var den rigtige kage. Det var da bare en falsk kage med et lille bitte stykke rigtig kage sat ind, som brudeparret kunne smage på! 
En anden ting, som jeg fandt lidt sjovt var, at brudeparret et stykke ind i middagen “forsvandt” og kom tilbage igen efter 5. ret, denne gang iført vestligt brudetøj. Oh, og før jeg glemmer det – vidste I, at gæsterne til et japansk bryllup får gaver af brudeparret?! Da vi kom ind fra selve ceremonien stod der store, fine papirsposer på alle stolene med en gave til hver gæst – de fleste fik det samme (jeg tror, at det var noget kage-/småkageværk), men nogle af os fik specielle gaver. Jeg fik den sødeste lille sytøjsæske betrukket med blomstret stof, som i dag har sin faste plads som udsmykning på min hylde herhjemme 🙂

Fredag d. 25. havde jeg sidste dag i klubben, da denne holdt fri hele december pga. testuge og vinterferie. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til alle pigerne fra ikebana, også selvom jeg ikke havde haft så meget med dem at gøre igen. Og det ville være løgn at sige, at jeg gik derfra med tørre øjne…

Generelt var november en travl måned – dels fordi der skete en masse ting, dels da der tirsdag d. 29. var danseopvisning for alle 5. års eleverne. De fleste klasser skulle kun repræsenteres med én gruppe på en 5-10 personer, men da min klasse var lille skulle hele klassen være med til at opvise en dans. Det betød, at frikvartererne i ugerne op til blev brugt på dansetræning – og selvom det betød, at tiden til at spise madpakke blev halveret var det virkelig sjovt! Min klasse fik sammensat en dans over en melodi fra Mario 🙂

Selve opvisningen gik helt fint selvom jeg var virkelig nervøs hele vejen igennem – ikke så meget pga. selve danseopvisningen, men fordi jeg efter opvisningen skulle holde oplæg. For hele 5. årgang + dennes lærere. På japansk. 

Oplægget – eller præsentationen – fik jeg allerede at vide eksisterede da jeg startede på skolen i maj, men jeg var alligevel virkelig spændt da tidspunktet endelig indtraf. Stort set alle søndage i november og 自習 (“jishuu”, sikkert tidligere omtalt som Study Hall – man sidder i biblioteket og studerer) var blevet brugt til at forberede præsentationen, som omhandlede Danmark. To andre piger fra 5. årgang præsenterede mig for “publikum” (på engelsk?!), hvorefter jeg gik ind på scenen med rystende ben og let bævende læber. Jeg tog mikrofonen, åbnede munden – og fortalte så med hjælp fra et power point om mit kære, lille hjemland. Og det gik overraskende godt! 🙂 Jeg fik virkelig meget ros bagefter, både fra lærere og elever, men det der nok betød allermest for mig var rosen fra min klasselærer – for hvis der er en lærer på Jumonji, som jeg har respekt for, så er det hende! 

Hvis november var travlt, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal kalde december. Måneden lagde ud med en masse “sidste lektioner”, da vi fra d. 9. gik ind i endnu en testuge. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til de klasser, jeg havde været en del af i et år – og samtidig vide, at selvom jeg ikke skulle være der længere, ville alt andet fortsætte som det plejede. Testugen betød en masse korte skoledage, hvilket jeg udnyttede ved at få shoppet, ryddet op på mit værelse, karaoke og Sweet Paradise med den finske udvekslingsstudent og meget andet. Jeg havde som sædvanligt to engelsk test, en japansk test og en matematik test.
Sweet Paradise er forøvrigt et besøg værd for alle, der skulle komme forbi Tokyo. Det er en buffetkæde, der næsten udelukkende serverer kage, is og andet godt 🙂

Efter testene havde vi en enkelt fridag, som jeg brugte sammen med næsten halvdelen af pigerne i min klasse. Vi havde lånt et køkken et sted i Saitama, hvor vi så brugte dagen på at lave hhv. danske julekager og japansk slik, hvilket var virkelig, virkelig hyggeligt! Jeg nød også at få lov til at præsentere nogle danske specialiteter for mine klassekammerarter – som åbenbart var helt vilde med jødekager!

D. 16. og d. 17. fik vi så testene tilbage, hvorefter jeg ikke skulle i skole igen før min sidste skoledag. Jeg formåede at oversætte en sætning rigtig fra japansk til engelsk i en af engelsktestene, hvilket jeg var virkelig stolt over – specielt da de plejede at indeholde en del småsvære kanji. 

Ugen derefter blev brugt på at se steder i Tokyo, hvor jeg endnu ikke havde været, Tokyo DisneySea (dvs. Tokyos Disneyland nr. 2) med ca. halvdelen af pigerne fra min klasse, hygge med de andre udvekslingsstudenter og selvfølgelig med min værtsfamilie. D. 23. havde jeg lovet at lave dansk julemiddag til dem, men da jeg hverken kunne opspore flæskesteg, and, gås eller kalkun endte vi med noget så “juleagtigt” som indbagt mørbrad… Men den blev rigtig god alligevel 🙂 Suzu og jeg bagte også pebernødder!

Min sidste skoledag var d. 24. december. Dagen startede stille og roligt ud derhjemme som enhver anden lørdag, med bare min værtsmor og jeg oppe. Jeg tog bussen, så Chuo line, skiftede til Yamanote på Shinjuku… alt imens mit humør langsomt dalede og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Men Japan havde det med at give mig grund til smile når tårerne pressede sig på – og d. 24. var bestemt ikke en undtagelse. 

Eftersom jeg tog afsted på samme tidspunkt hver morgen endte jeg altid med at “følges” med de samme folk. Den samme venlige mand fra mit Mitaka, der engang tilbød mig at låne sin paraply blot fordi det dryppede lidt og jeg ikke havde min egen fremme. De samme kvinder i kvindevognen på Chuo line, gymnasieelever såvel som bedstemødre. For det meste kom jeg med vogn nr. 10 på Yamanote fra Shinjuku, hvor vi ofte var en del gymnasieelever – heribland to drenge og en pige, som stort set var med på samme tidspunkt som mig hver morgen. D. 24. kom jeg til at sidde ved siden af pigen. Hun plejede altid at stå af på Ikebukuro station, hvilket også var gældene den morgen. Men lige idet hun rejste og gik hen mod døren – så vendte hun sig om, smilede til mig og sagde højt: “Merry Christmas!”.
Hun vidste selvfølgelig ikke, at det var min sidste skoledag og dermed sidste gang, jeg nok nogensinde vil få hende at se. Men netop det faktum gjorde bare, at varmen i mit hjerte bredte sig endnu hurtigere. Og jeg smilede selvfølgelig tilbage – og sagde: “Merry Christmas” 🙂

Min sidste skoledag var generelt en dag med meget blandede følelser. Delvis smilede jeg og grinede med mine veninder – delvis syntes tårerne at løbe ustandseligt ned ad mine kinder. De begyndte næsten allerede, da jeg skiftede mine udendørs sko ud med de indendørs ved skoleindgangen – og er, hvis jeg skal være ærlig, endnu ikke stoppet helt endnu.

Som på min første skoledag skulle jeg stille mig op foran skolen – denne gang for at sige farvel. Hvorvidt “talen” blev en succes ved jeg ikke rigtig, for jeg måtte stoppe flere gange for at tørre tårerne af mine kinder og forsøge at få min stemme i ro. Men jeg tror ikke, at det gjorde dem så meget – måske netop det var en af grundene til, at alle smilede så sødt til mig nede fra publikum og jeg blev mødt af et “Xeniaaaaaaaaaaaaaa….. 😦 “, da jeg satte mig tilbage på min plads ved resten af klassen.

Jeg blev på skolen indtil den lukkede den dag sammen med en del af pigerne fra min klasse. Vi holdt et lille “Goodbye Party” inde i klassen efter selve skoledagen var forbi, hvilket resulterede i 20 piger med meget røde øjne og en skraldespand fyldt med papirlommetørklæder. Men også en Xenia med et meget, meget lykkeligt hjerte.

Dagene efter blev brugt på hygge med min værtsfamilie, “julefest” med min klasse (nok fik jeg meget sødt, da jeg var på Sweet Paradise, men jeg tror aldrig, at jeg har fået så meget usundt som til den fest! Der var chips, kage, is, småkager, slik – jeg får næsten ondt i maven bare af at tænke på det…) og så mødtes jeg med en af mine gode danske veninder, der flyttede til Japan i sommeren 2011 for at studere på universitetet der.

D. 28. tog min værtsfar, Suzu og jeg så til Osaka for at besøge min værtsfarmor  og -farfar. Vi nåede både at komme forbi Nara, Osaka og Kobe i de tre døgn, vi besøgte dem. I Nara kiggede vi hovedsageligt på templer og hjorte (som var meget nærgående) og i Osaka var vi forbi “Kaiyukan”, der vist nok skulle være verdens største aquarium. Turen til Kobe skulle oprindeligt have været en tur i den zoologiske have, som vi også besøgte i sommerferien, men den viste sig at være lukket henover nytår – så istedet tog vi et smut forbi havnen i Kobe og var ude at sejle med et meget udsmykket skib, der mest af alt lignede tyvegods fra Disneyland. Egentlig havde min værtsfar sagt, at jeg gerne måtte planlægge mit eget program, hvis jeg hellere ville til Kyoto el. lign. istedet for et aquarium og zoologisk have – men selvom tanken var tiltrækkende, ville jeg langt hellere tilbringe dagene sammen med ham og Suzu. 

D. 31. tog vi så fra Osaka til Maebashi, hvor vi fulgtes med min værtsmor fra Tokyo. Nytårsaften var meget stille og rolig – vi var bare min værtsmor, -far, -moster, -mormor og Suzu. Vi fik soba til aftensmad, der er en slags japanske nudler, hvorefter vi så nytårsshow med en masse japansk musik i TV 🙂 Jeg ville gerne være vågen til klokken 12, men både Suzu, min værtsmor og -mormor gik i seng før klokken slg 12 – så det foregik meget anderledes end i Danmark.

D. 1. januar fortsatte i samme rolige tempo. Vi lagde ud med at bruge måske to timer på morgenmad, der bestod af traditionel japansk nytårsmad – hvilket virkelig var lækkert! Dette indebar bl.a. en suppe med mochi i… og dem, der kender mig godt ved, at mochi virkelig er en af mine helt store forelskelser, når det kommer til japansk mad! Dagen blev brugt på at gå tur i Maebashi, hvor vi bl.a. var forbi centrum for at se afslutningen af et berømt løb, som bliver afholdt hvert år. Derudover var vi også forbi et tempel og min værtsmor og jeg var forbi stationen for at købe togbilletter til næste dag.
Det overraskede mig lidt, at nytår var så stille og roligt i Japan – men da den japanske hverdag er travl, var det virkelig også dejligt bare at kunne slappe af med sine nærmeste hele dagen.

Dagen efter tog jeg med min værtsfamilie til et skisportssted i Niigata, hvor jeg prøvede at stå på ski for første gang. Det var sjovt at se, hvor stor forskel klimaforskel, der kan være i bjergrige lande – vi steg på toget i Maebashi, hvor der var omkring otte grader, og steg ud i minus grader med omtrent 2 meter sne under os! Da vi kom hjem om aftenen holdt vi fødselsdag for min værtsmor, der har fødselsdag d. 3. januar.

D. 3. januar vendte vi tilbage til Tokyo og dagen blev igen brugt på at være sammen med min værtsfamilie – men det var også den dag, hvor min kuffert måtte komme frem fra sine gemmer på loftet og jeg begyndte at sortere på mit værelse. D. 4. var jeg i Odaiba med en af pigerne fra min klasse, og d. 5. blev udelukkende brugt på pakning derhjemme. D. 6. var lidt mere speciel…

Jeg lagde ud med at mødes med den finske udvekslingsstudent i Ikebukuro, hvor vi spiste middagssmad sammen, tog purikura og ellers hyggede os en sidste gang sammen. Bagefter tog jeg til Shinjuku, hvor jeg mødtes med alle de piger fra min klasse, der kunne, for at sige farvel. Vi var på cafe sammen, hvorefter vi også tog ind og tog purikura 🙂 Da det var tid til at sige farvel må jeg dog indrømme, at jeg endnu en gang fik brug for papirlømmetørklæder…

Lørdag d. 7. januar var så min sidste dag i Japan. Det meste af dagen blev brugt på det allersidste shopping, pakning og ellers bare hygge med min værtsfamilie. Både morgenmad og aftensmad bestod af retter, som jeg flere gange havde sagt, at jeg rigtig godt kunne lidt – så det betød meget for mig, at min værtsmor tog sig tid til at lave dem til mig.

Søndag d. 8. januar 2012 forlod jeg så mit værelse på 1. sal i det dejlige, lille hus i Mitaka i Tokyo. Og den dag har så særlig en plads i mit hjerte, at jeg ikke ønsker at skrive om den på nettet. Men jeg kan sige, at hvis der var noget, der opfyldte de drømmerier, jeg havde om at være udvekslingsstudent i Japan før jeg tog afsted, så var det, da jeg skulle sige farvel til min værtsfamilie i lufthavnen.

Og hvordan er det så at være hjemme igen? Det er svært at beskrive med ord. Det er dejligt at være hjemme blandt min familie og mine venner igen. Skønt at kunne læse alle skiltene rundt omkring mig og at kunne forstå alt, hvad der bliver sagt i skolen. Men selvom jeg er dansker og er født og opvokset her, så kan jeg også mærke, at der er en del af mig, der længes efter Japan. For selvom hverdagen er lang, selvom skolesystemet er hårdt – så er Japan og den japanske kultur blevet en stor del af den Xenia, jeg er i dag. Det har selv 13 måneder i Danmark ikke kunnet lave om på endnu – og det tvivler jeg også på, at 14 måneder vil. Tre år. Femten år. Selv resten af mit liv.

Perioden mellem d. 27. april 2011 og d. 8. januar 2012 var uden tvivl den hårdeste i mit liv. Men det var samtidig også den periode, hvor jeg fik mulighed for at opleve en helt anden kultur, leve i en helt anden hverdag og møde mennesker, hvis personlighed og opførsel ligger umådelig langt fra den almene danskers. 
Den periode går også under betegnelsen: “det bedste år i mit liv”.

Og jeg kan blot sige, at jeg sjældent har glædet mig så meget til noget, som jeg gør til juli i år, hvor jeg skal over og besøge min værtsfamilie og alle mine venner igen 🙂

 

♥ Japan ♥

Tak for en fantastisk oplevelse. 

 

Reklamer

Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,649 besøgende ♥
free counters