Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘pakning

Søgningen efter værtsfamilier til de kommende udvekslingsstudenter er nu officielt skudt i gang fra YFU-Japans side – Metha har fået værtsfamilie! Selvfølgelig havde jeg nok inderst inde håbet, at jeg ville få min først af os tre, men jeg er enormt glad på hendes vegne 🙂 Jeg overvejede lidt at kalde dette indlæg “værtsfamilie!”, bare for sjov, men jeg tror nu alligevel, at jeg venter med dén titel til jeg har fået min egen – hvilket kan ske på et hvilket som helst tidspunkt fra nu af og så indtil et par uger før afrejse. Og eftersom vi tager af sted om 1 måned og 27 dage (!?), kan jeg risikere, at der går op til to måneder, før jeg får min værtsfamilie! Det håber jeg virkelig ikke, for jeg er allerde ved at dø af spænding og åbner postkassen hver dag med bankende hjerte – for hvad nu hvis…

Derudover sker der ikke så frygteligt meget for tiden, udover, at jeg har været på indkøb nogle gange og fået købt ting og sager ind til Japan – og jeg har fundet ud af, at Japan virkelig giver mig en god undskyldning for at komme hjem med kasser i alle mulige størrelse – og dem kan jeg godt lide!

Kan I se, hvor fine, søde, overnuttede og dejlige de er? De små lidt gennemsigtige opdagede jeg hjemme ved en god veninde, der havde købt nogle til sine smykker. Og jeg tænkte: “HAH! Dem kan jeg godt bruge!” og smuttede næsten straks ind i Decorate bag Bruuns Galleri, købte først de helt små, men var få dage senere inde og få anskaffet mig de to andre størrelser også. Normalt er jeg ikke til farver på den måde, men jeg kunne simpelthen ikke stå for dem! Og så er de jo perfekte til smykker 😀

I går var mor og jeg også inde og købe størstedelen af dette:

Oprindeligt fik jeg faktisk en kuffert i julegave, men jeg var i tvivl om, hvorvidt den var stor nok eller ej. Så jeg fik den byttet og købte denne sammen med mor i går eftermiddags. Den ser godt nok ikke så stor ud på billedet igen, men den er 75 cm høj og rimelig bred – så vidt jeg husker ca. 150 cm med alle sider plusset sammen, hvor jeg højest må medbringe en, der er 158 cm i alt. Jeg fandt faktisk en tidligere på måneden, der nøjagtig var de 158 cm, men den kostede langt over 1000 kr., og dét kunne min lille pengepung altså ikke helt klare.
Når det kommer til håndbagage, har jeg være meget i tvivl om, hvad jeg skulle medbringe. Jeg må højest medbringe en taske/kuffert med størrelsen 55x40x23 cm, og i flere dage regnede jeg egentlig med, at jeg skulle ud og anskaffe mig en af de små 50’er kufferter… I hvert fald indtil jeg fandt ud af, at de fleste vejede omkring 3 kg, og eftersom jeg højest må medbringe 8 kg, er det altså en lidt for stor procentdel af den samlede vægt. Så jeg fik tasken på billedet i går, som jeg egentlig er godt tilfreds med. Jeg er helt enorm kræsen, når det kommer til tasker, og jeg kan gå hele Århus rundt uden at finde en eneste, jeg bryder mig om – men den her synes jeg faktisk helt godt om. Desuden er den også dejlig stor, og så har jeg iøvrigt også manglet en taske i den størrelse i længere tid.
Toilettasken købte jeg for et par dage siden, da min sidste time var aflyst og jeg derfor fik fri lidt over tolv. Ud fra, at de havde en af samme design i blåt stof med bilprint på, tror jeg egentlig, at den er beregnet til børn… Men det laver ikke om på, at jeg synes den er helt igennem bedårende, og bedre kunne lide den end de hundredevis af mere moderne og “damede” toilettasker, der ellers var på markedet.

Når man skal på udveksling, så skal der også shoppes bøger! I hvert fald, når denne “man” hedder Xenia, og næsten er ved at få abstinenser af ikke at have købt en eneste bog til sig selv i flere måneder… Åh, den dejlige duft af nykøbte bøger, der blot venter på forsigtigt at blive læst igennem, for derefter at blive passet på i årevis!
Men altså… Her er en lille dansk-engelsk/engelsk-dansk ordbog, kalender, to adressebøger og en dagbog. Den lille adressebog er en gave fra en af mine bedste veninder, fordi jeg sagde, at jeg ønskede mig en i julegave – jeg er bare kommet lidt i tvivl om, om den er stor nok, så jeg har købt en ekstra, der er noget større, fra Søstrene Grene. Min plan er nu, at jeg vil have alle de vigtigste kontakter til at stå i den lille, som jeg så kan tage med mig rundt, og alle de vigtigste samt de mindre vigtige til at stå i den store, der så kan være hjemme 😀 Dagbogen har jeg faktisk haft siden september, eftersom det er en fødselsdagsgave fra en anden rigtig god veninde – men jeg synes alligevel, at den skulle med på billedet!

Mor har i et stykke tid nu forsøgt at få mig overbevist om, at det ville være en god ide at medbringe lidt sytråd og en nål. I starten var jeg ret meget imod ideen – i hvert fald indtil en nederdel, jeg fik i julegave, gik lidt i stykker et par gange og skulle syes. Den lille æske regner jeg med at bruge til sytråd samt et par synåle, og pungen til opbevaring af lidt plaster og lignende. Jeg er udmærket godt klar over, at min værtsfamilie højest sandsynligt har plaster, hvis uheldet skulle være ude – men hvis jeg nu slår mig før eller slår mig på et tidspunkt, hvor de ikke er hjemme, er det altid godt at have sit eget 😀
Egentlig har jeg også været ude og købe negleklipper og pincet, men dét behøves der vist ikke at komme billeder af – endnu.

Og så vil jeg altså også lige vise to af mine julegaver fra den veninde, jeg fik den lille adressebog fra, og en anden god veninde:

Det er en hjemmestrikket mini-Totoro-bamse samt et armbånd, hvor der står “Good Luck” på! Jeg er SÅ glad for dem, og de skal helt klart med til Japan. Armbåndet har jeg besluttet mig for at have på den dag, jeg tager afsted 😀

Derudover har jeg også oprettet et galleri, hvor linket kan findes inde under siden “Galleri” – indtil videre er der dog kun de viste billeder samt lidt flere billeder af de købte ting og nogle billeder fra kulturweekenden. Hvis jeg på magiskvis finder en bedre side (som jeg kan finde ud af) end photobucket, kan det dog godt ske, at jeg ændrer siden, men så skal jeg nok sige til.


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,634 besøgende ♥
free counters