Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘skole

Jeg fik aldrig skrevet en opdatering over de sidste to måneder i Japan – over alle de oplevelser, som jeg i dag passer på som kære minder. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg ikke havde tiden til at opdatere bloggen her i de sidste to måneder, jeg var i Japan – for når jeg kigger på min kalender for november 2011, december 2011 og januar 2012 overraskes jeg til stadighed over, hvor fuldstændig proppet de sidste måneder i Japan var. Jeg havde egentlig planlagt at skrive en sidste opdatering efter jeg var kommet hjem, men delvis havde jeg travlt og delvis er jeg en af de udvekslingsstudenter, der ved hjemkomst blev mødt af et kæmpe bagvendt kulturchok, der gjorde det ekstra svært at sætte sig ned og fortælle verden om de oplevelser og mennesker, ens hjerte skreg efter at vende tilbage til. Hvorfor jeg så vælger at gøre det nu, – tjo, det er der måske mange, der ville undre sig over. Men bloggen her virker så tom uden et ordentligt, sidste indlæg om mit udvekslingsår i Japan – so here it goes: mine to sidste måneder i Japan.

Efter skoleturen til Kyushu havde vi tre fridage – dvs. d. 8. til 10. november. Delvis skyldtes dette, at vi var gået glip af to fridage (d. 3. var egentlig en helligdag og d. 6. en søndag), men delvis nok også, at vi allesammen var godt udkørte og virkelig trængte til at komme hjem og sove ud, før skolen begyndte igen. D. 8. brugte jeg hovedsageligt på at slappe af og få skrevet blogindlægget om skoleturen, og d. 9. var jeg sammen med fire piger fra min klasse. Vi var først ude og spise en rigtig god middag bestående af en meget blandet buffet, hvorefter vi tog hjem til en af pigerne, spiste kage og hyggede på japansk manér 🙂

Lørdag d. 12. var jeg til en UNESCO-arrangement for sidste gang, hvorefter jeg spiste aftensmad på en kinesisk restaurant sammen med den finske udvekslingsstudent. Lørdagen efter var en fridag, så jeg tog til “Japanese Cooking” i Tamachi med en veninde fra en af mine parallelklasser. Jeg har ikke helt styr på, hvem der arrangerede det, men det var en eller anden organisation, der tit arrangerer arrangementer for udlændinge i Tokyo. Min veninde havde set en annonce om det på et eller andet tidspunkt og syntes det kunne være sjovt at prøve – hvilket det virkelig også var 🙂 Det var japanere, der afholdt det, og arrangementet foregik egentlig hovedsageligt på engelsk – indtil det gik op for de to, der hjalp ved vores bord, at min veninde ikke var udlænding og at jeg kunne en del japansk – så gik vi over til at snakke på japansk. Menuen bestod bl.a. af sushi, karaage og den mest fantastiske suppe med æg…. uuh, mine tænder løber stadigvæk i vand bare ved tanken om den! Men al i alt var det en super hyggelig dag!

Et af mit udvekslingsopholds helt store oplevelser skete d. 23. november, hvor min værtsmors søster blev gift. Oprindeligt skulle de have holdt ceremonien i marts, men det blev udskudt pga. jordskælvet – så hvis man skal nævne noget positivt, der kom ud af jordskælvet, så er det, at jeg fik mulighed for at komme med til brylluppet. 
Brylluppet blev holdt et sted i Gunma-ken, så vidt jeg husker tæt på Takasaki. Hvis jeg skulle beskrive stedet med et dansk fænomen ville det nok nærmest været et form for forsamlingshus – lige bortset fra det faktum, at det kun blev brugt til bryllupper, hvilket betød, at stedet havde et glasrum midt ude i en smuk have kun beregnet til at afholde selve bryllupsceremonien! 
Min værtsfamilie og jeg tog tidligt afsted fra Tokyo, så vi kunne nå at klæde om derovre. Suzu havde den sødeste gule kjole på og en lille pink bolero, som mor strikkede til hende for efterhånden længe side, og jeg – tjo, jeg troppede op en smuk kimono udlånt af min værtsfarmor! 😀 Jeg havde jo flere gange prøvet at være iklædt yukata, men det var alligevel meget specielt at få lov til at få en rigtig kimono på. Der var kvinder ansat på stedet til at hjælpe os med at få kimonerne på (min værtsmor og flere andre kvinder i den nærmeste familie skulle ligeså have en på) og de satte også vores hår – men jeg tror umiddelbart, at jeg var den første skandinaver, hvis hår de fik lov til at lege med. I hvert fald blev de meget overraskede over, hvor nemt mit hår kan begynde at filtre…
Selve bryllupsceremonien blev holdt efter japansk tradition, hvilket bl.a. betød, at også min værtsmoster og hendes nye mand var klædt i kimono. Bagefter blev der afholdt fin middag med syv retter, hvoriblandt den ene selvfølgelig var dessert med bryllupskage. Jeg har aldrig været til et bryllup herhjemme, så jeg ved ikke, hvordan man normalt gør med bryllupskagen – men umiddelbart vil jeg tro, at det er lidt anderledes end det, der blev gjort til min værtsmosters bryllup. Mellem 2. og 3. ret kom de ind med bryllupskagen, hvor brudeparret skar det første stykke og fik lov til at smage kagen. Derefter forsvandt den, og kom først ind igen på desserttallerkenen – som et lille, bitte stykke kage… Jeg gik i næsten halvanden måned og undrede mig over, hvordan i al verden den store, høje bryllupskage blev til små, fine stykker – indtil samtalen blev drejet ind på det til nytår og min værtsfamilie fortalte, at den store bryllupskage da ikke var den rigtige kage. Det var da bare en falsk kage med et lille bitte stykke rigtig kage sat ind, som brudeparret kunne smage på! 
En anden ting, som jeg fandt lidt sjovt var, at brudeparret et stykke ind i middagen “forsvandt” og kom tilbage igen efter 5. ret, denne gang iført vestligt brudetøj. Oh, og før jeg glemmer det – vidste I, at gæsterne til et japansk bryllup får gaver af brudeparret?! Da vi kom ind fra selve ceremonien stod der store, fine papirsposer på alle stolene med en gave til hver gæst – de fleste fik det samme (jeg tror, at det var noget kage-/småkageværk), men nogle af os fik specielle gaver. Jeg fik den sødeste lille sytøjsæske betrukket med blomstret stof, som i dag har sin faste plads som udsmykning på min hylde herhjemme 🙂

Fredag d. 25. havde jeg sidste dag i klubben, da denne holdt fri hele december pga. testuge og vinterferie. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til alle pigerne fra ikebana, også selvom jeg ikke havde haft så meget med dem at gøre igen. Og det ville være løgn at sige, at jeg gik derfra med tørre øjne…

Generelt var november en travl måned – dels fordi der skete en masse ting, dels da der tirsdag d. 29. var danseopvisning for alle 5. års eleverne. De fleste klasser skulle kun repræsenteres med én gruppe på en 5-10 personer, men da min klasse var lille skulle hele klassen være med til at opvise en dans. Det betød, at frikvartererne i ugerne op til blev brugt på dansetræning – og selvom det betød, at tiden til at spise madpakke blev halveret var det virkelig sjovt! Min klasse fik sammensat en dans over en melodi fra Mario 🙂

Selve opvisningen gik helt fint selvom jeg var virkelig nervøs hele vejen igennem – ikke så meget pga. selve danseopvisningen, men fordi jeg efter opvisningen skulle holde oplæg. For hele 5. årgang + dennes lærere. På japansk. 

Oplægget – eller præsentationen – fik jeg allerede at vide eksisterede da jeg startede på skolen i maj, men jeg var alligevel virkelig spændt da tidspunktet endelig indtraf. Stort set alle søndage i november og 自習 (“jishuu”, sikkert tidligere omtalt som Study Hall – man sidder i biblioteket og studerer) var blevet brugt til at forberede præsentationen, som omhandlede Danmark. To andre piger fra 5. årgang præsenterede mig for “publikum” (på engelsk?!), hvorefter jeg gik ind på scenen med rystende ben og let bævende læber. Jeg tog mikrofonen, åbnede munden – og fortalte så med hjælp fra et power point om mit kære, lille hjemland. Og det gik overraskende godt! 🙂 Jeg fik virkelig meget ros bagefter, både fra lærere og elever, men det der nok betød allermest for mig var rosen fra min klasselærer – for hvis der er en lærer på Jumonji, som jeg har respekt for, så er det hende! 

Hvis november var travlt, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal kalde december. Måneden lagde ud med en masse “sidste lektioner”, da vi fra d. 9. gik ind i endnu en testuge. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til de klasser, jeg havde været en del af i et år – og samtidig vide, at selvom jeg ikke skulle være der længere, ville alt andet fortsætte som det plejede. Testugen betød en masse korte skoledage, hvilket jeg udnyttede ved at få shoppet, ryddet op på mit værelse, karaoke og Sweet Paradise med den finske udvekslingsstudent og meget andet. Jeg havde som sædvanligt to engelsk test, en japansk test og en matematik test.
Sweet Paradise er forøvrigt et besøg værd for alle, der skulle komme forbi Tokyo. Det er en buffetkæde, der næsten udelukkende serverer kage, is og andet godt 🙂

Efter testene havde vi en enkelt fridag, som jeg brugte sammen med næsten halvdelen af pigerne i min klasse. Vi havde lånt et køkken et sted i Saitama, hvor vi så brugte dagen på at lave hhv. danske julekager og japansk slik, hvilket var virkelig, virkelig hyggeligt! Jeg nød også at få lov til at præsentere nogle danske specialiteter for mine klassekammerarter – som åbenbart var helt vilde med jødekager!

D. 16. og d. 17. fik vi så testene tilbage, hvorefter jeg ikke skulle i skole igen før min sidste skoledag. Jeg formåede at oversætte en sætning rigtig fra japansk til engelsk i en af engelsktestene, hvilket jeg var virkelig stolt over – specielt da de plejede at indeholde en del småsvære kanji. 

Ugen derefter blev brugt på at se steder i Tokyo, hvor jeg endnu ikke havde været, Tokyo DisneySea (dvs. Tokyos Disneyland nr. 2) med ca. halvdelen af pigerne fra min klasse, hygge med de andre udvekslingsstudenter og selvfølgelig med min værtsfamilie. D. 23. havde jeg lovet at lave dansk julemiddag til dem, men da jeg hverken kunne opspore flæskesteg, and, gås eller kalkun endte vi med noget så “juleagtigt” som indbagt mørbrad… Men den blev rigtig god alligevel 🙂 Suzu og jeg bagte også pebernødder!

Min sidste skoledag var d. 24. december. Dagen startede stille og roligt ud derhjemme som enhver anden lørdag, med bare min værtsmor og jeg oppe. Jeg tog bussen, så Chuo line, skiftede til Yamanote på Shinjuku… alt imens mit humør langsomt dalede og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Men Japan havde det med at give mig grund til smile når tårerne pressede sig på – og d. 24. var bestemt ikke en undtagelse. 

Eftersom jeg tog afsted på samme tidspunkt hver morgen endte jeg altid med at “følges” med de samme folk. Den samme venlige mand fra mit Mitaka, der engang tilbød mig at låne sin paraply blot fordi det dryppede lidt og jeg ikke havde min egen fremme. De samme kvinder i kvindevognen på Chuo line, gymnasieelever såvel som bedstemødre. For det meste kom jeg med vogn nr. 10 på Yamanote fra Shinjuku, hvor vi ofte var en del gymnasieelever – heribland to drenge og en pige, som stort set var med på samme tidspunkt som mig hver morgen. D. 24. kom jeg til at sidde ved siden af pigen. Hun plejede altid at stå af på Ikebukuro station, hvilket også var gældene den morgen. Men lige idet hun rejste og gik hen mod døren – så vendte hun sig om, smilede til mig og sagde højt: “Merry Christmas!”.
Hun vidste selvfølgelig ikke, at det var min sidste skoledag og dermed sidste gang, jeg nok nogensinde vil få hende at se. Men netop det faktum gjorde bare, at varmen i mit hjerte bredte sig endnu hurtigere. Og jeg smilede selvfølgelig tilbage – og sagde: “Merry Christmas” 🙂

Min sidste skoledag var generelt en dag med meget blandede følelser. Delvis smilede jeg og grinede med mine veninder – delvis syntes tårerne at løbe ustandseligt ned ad mine kinder. De begyndte næsten allerede, da jeg skiftede mine udendørs sko ud med de indendørs ved skoleindgangen – og er, hvis jeg skal være ærlig, endnu ikke stoppet helt endnu.

Som på min første skoledag skulle jeg stille mig op foran skolen – denne gang for at sige farvel. Hvorvidt “talen” blev en succes ved jeg ikke rigtig, for jeg måtte stoppe flere gange for at tørre tårerne af mine kinder og forsøge at få min stemme i ro. Men jeg tror ikke, at det gjorde dem så meget – måske netop det var en af grundene til, at alle smilede så sødt til mig nede fra publikum og jeg blev mødt af et “Xeniaaaaaaaaaaaaaa….. 😦 “, da jeg satte mig tilbage på min plads ved resten af klassen.

Jeg blev på skolen indtil den lukkede den dag sammen med en del af pigerne fra min klasse. Vi holdt et lille “Goodbye Party” inde i klassen efter selve skoledagen var forbi, hvilket resulterede i 20 piger med meget røde øjne og en skraldespand fyldt med papirlommetørklæder. Men også en Xenia med et meget, meget lykkeligt hjerte.

Dagene efter blev brugt på hygge med min værtsfamilie, “julefest” med min klasse (nok fik jeg meget sødt, da jeg var på Sweet Paradise, men jeg tror aldrig, at jeg har fået så meget usundt som til den fest! Der var chips, kage, is, småkager, slik – jeg får næsten ondt i maven bare af at tænke på det…) og så mødtes jeg med en af mine gode danske veninder, der flyttede til Japan i sommeren 2011 for at studere på universitetet der.

D. 28. tog min værtsfar, Suzu og jeg så til Osaka for at besøge min værtsfarmor  og -farfar. Vi nåede både at komme forbi Nara, Osaka og Kobe i de tre døgn, vi besøgte dem. I Nara kiggede vi hovedsageligt på templer og hjorte (som var meget nærgående) og i Osaka var vi forbi “Kaiyukan”, der vist nok skulle være verdens største aquarium. Turen til Kobe skulle oprindeligt have været en tur i den zoologiske have, som vi også besøgte i sommerferien, men den viste sig at være lukket henover nytår – så istedet tog vi et smut forbi havnen i Kobe og var ude at sejle med et meget udsmykket skib, der mest af alt lignede tyvegods fra Disneyland. Egentlig havde min værtsfar sagt, at jeg gerne måtte planlægge mit eget program, hvis jeg hellere ville til Kyoto el. lign. istedet for et aquarium og zoologisk have – men selvom tanken var tiltrækkende, ville jeg langt hellere tilbringe dagene sammen med ham og Suzu. 

D. 31. tog vi så fra Osaka til Maebashi, hvor vi fulgtes med min værtsmor fra Tokyo. Nytårsaften var meget stille og rolig – vi var bare min værtsmor, -far, -moster, -mormor og Suzu. Vi fik soba til aftensmad, der er en slags japanske nudler, hvorefter vi så nytårsshow med en masse japansk musik i TV 🙂 Jeg ville gerne være vågen til klokken 12, men både Suzu, min værtsmor og -mormor gik i seng før klokken slg 12 – så det foregik meget anderledes end i Danmark.

D. 1. januar fortsatte i samme rolige tempo. Vi lagde ud med at bruge måske to timer på morgenmad, der bestod af traditionel japansk nytårsmad – hvilket virkelig var lækkert! Dette indebar bl.a. en suppe med mochi i… og dem, der kender mig godt ved, at mochi virkelig er en af mine helt store forelskelser, når det kommer til japansk mad! Dagen blev brugt på at gå tur i Maebashi, hvor vi bl.a. var forbi centrum for at se afslutningen af et berømt løb, som bliver afholdt hvert år. Derudover var vi også forbi et tempel og min værtsmor og jeg var forbi stationen for at købe togbilletter til næste dag.
Det overraskede mig lidt, at nytår var så stille og roligt i Japan – men da den japanske hverdag er travl, var det virkelig også dejligt bare at kunne slappe af med sine nærmeste hele dagen.

Dagen efter tog jeg med min værtsfamilie til et skisportssted i Niigata, hvor jeg prøvede at stå på ski for første gang. Det var sjovt at se, hvor stor forskel klimaforskel, der kan være i bjergrige lande – vi steg på toget i Maebashi, hvor der var omkring otte grader, og steg ud i minus grader med omtrent 2 meter sne under os! Da vi kom hjem om aftenen holdt vi fødselsdag for min værtsmor, der har fødselsdag d. 3. januar.

D. 3. januar vendte vi tilbage til Tokyo og dagen blev igen brugt på at være sammen med min værtsfamilie – men det var også den dag, hvor min kuffert måtte komme frem fra sine gemmer på loftet og jeg begyndte at sortere på mit værelse. D. 4. var jeg i Odaiba med en af pigerne fra min klasse, og d. 5. blev udelukkende brugt på pakning derhjemme. D. 6. var lidt mere speciel…

Jeg lagde ud med at mødes med den finske udvekslingsstudent i Ikebukuro, hvor vi spiste middagssmad sammen, tog purikura og ellers hyggede os en sidste gang sammen. Bagefter tog jeg til Shinjuku, hvor jeg mødtes med alle de piger fra min klasse, der kunne, for at sige farvel. Vi var på cafe sammen, hvorefter vi også tog ind og tog purikura 🙂 Da det var tid til at sige farvel må jeg dog indrømme, at jeg endnu en gang fik brug for papirlømmetørklæder…

Lørdag d. 7. januar var så min sidste dag i Japan. Det meste af dagen blev brugt på det allersidste shopping, pakning og ellers bare hygge med min værtsfamilie. Både morgenmad og aftensmad bestod af retter, som jeg flere gange havde sagt, at jeg rigtig godt kunne lidt – så det betød meget for mig, at min værtsmor tog sig tid til at lave dem til mig.

Søndag d. 8. januar 2012 forlod jeg så mit værelse på 1. sal i det dejlige, lille hus i Mitaka i Tokyo. Og den dag har så særlig en plads i mit hjerte, at jeg ikke ønsker at skrive om den på nettet. Men jeg kan sige, at hvis der var noget, der opfyldte de drømmerier, jeg havde om at være udvekslingsstudent i Japan før jeg tog afsted, så var det, da jeg skulle sige farvel til min værtsfamilie i lufthavnen.

Og hvordan er det så at være hjemme igen? Det er svært at beskrive med ord. Det er dejligt at være hjemme blandt min familie og mine venner igen. Skønt at kunne læse alle skiltene rundt omkring mig og at kunne forstå alt, hvad der bliver sagt i skolen. Men selvom jeg er dansker og er født og opvokset her, så kan jeg også mærke, at der er en del af mig, der længes efter Japan. For selvom hverdagen er lang, selvom skolesystemet er hårdt – så er Japan og den japanske kultur blevet en stor del af den Xenia, jeg er i dag. Det har selv 13 måneder i Danmark ikke kunnet lave om på endnu – og det tvivler jeg også på, at 14 måneder vil. Tre år. Femten år. Selv resten af mit liv.

Perioden mellem d. 27. april 2011 og d. 8. januar 2012 var uden tvivl den hårdeste i mit liv. Men det var samtidig også den periode, hvor jeg fik mulighed for at opleve en helt anden kultur, leve i en helt anden hverdag og møde mennesker, hvis personlighed og opførsel ligger umådelig langt fra den almene danskers. 
Den periode går også under betegnelsen: “det bedste år i mit liv”.

Og jeg kan blot sige, at jeg sjældent har glædet mig så meget til noget, som jeg gør til juli i år, hvor jeg skal over og besøge min værtsfamilie og alle mine venner igen 🙂

 

♥ Japan ♥

Tak for en fantastisk oplevelse. 

 

Resten af oktober blev brugt på test på skolen, hvor jeg efter skole en af dagene var i Asakusa med den finske udvekslingsstudent, for at kigge på japansk køkkenudstyr. Der er nemlig et område i Asakusa med en masse køkkenudstyr – vist nok det største udvalg i Tokyo -, men desværre var det mere ment til restauranter og caféer, så jeg fik ikke købt noget. Vi var også forbi templet i Asakusa – som jeg nu har besøgt tre gange 😛

Weekenden derefter havde mine værtsforældre 10 års bryllupsjubilæum, som vi fejrede ved at tage på rigtig god restaurant på 20 etage midt i Tokyo, med den mest utrolige udsigt ud over byen. Man tog selv den mad, man ville have, hvorefter kokken tilberedte den lige foran en. Bagefter var vi på bustur rundt i kvarteret omkring kejserpaladset og Ginza, da jeg ikke rigtig havde set så meget af den del af byen. På turen stødte vi på en Georg Jensen og Royal Copenhagen butik 🙂

Desværre blev billedet her lidt mørkt, grundet lyset i baggrunden..

Sidste weekend i oktober blev brugt tur til ICU’s (International Christian University) skolefestival, samt forberedelser til min længeventede skoletur til Kyushu.

Så var oktober lige pludselig forbi…. Og vi gik ind i november.

Torsdag d. 3. november tog jeg med den tidligste bus ind til Musashi-Sakai station og derfra toget videre til Shinjuku, hvor jeg mødtes med to veninder fra min klasse. Da jeg skulle meget tidligt op valgte jeg at spise morgenmad i toget – hvilket ellers ikke er set så pænt på igen i Japan. Men det går nok 😀

Vi tog sammen toget fra Shinjuku til Haneda lufthavn, hvor vi mødtes med halvdelen af min årgang. Da der går 300+ elever på min årgang, var vi med skoleturen blevet delt op i to, del A og del B, hvor min klasse var kommet i del A, der tog afsted en dag før del B. Fra Haneda lufthavn tog vi så flyet til Kagoshima by, hvor vi ankom hen omkring middag.

Grunden til, at jeg skriver Kagoshima by er, at Kagoshima både er navnet på et præfektur samt navnet på den største by i præfekturet Kagoshima. Noget, der overraskede mig meget, var, at Kagoshima er en storby, der ligger mere eller mindre lige for forden af en aktiv vulkan, Sakurajima. Det, at der var en vulkan, overraskede mig i sig selv ikke så meget, for dem er der mange af i Japan – men at det virkelig er en aktiv vulkan, der spyer aske op mere eller mindre hver dag! Det betyder også, at der ligger aske mange steder i byen – og at vores skolesko i løbet af det døgn, vi var i Kagoshima, mere gik hen og blev grå end sorte.

Den første dag blev brugt på tur til en park i Kagoshima, hvor vi også spiste en rigtig lækker middagsmad. Parken var en del fokuseret på blomster, og der var rigtig mange sjove dekorationer lavet ud af det – bl.a. et dukkepar med kimonoer lavet ud af blomster:

Derefter var vi på museum, et lille stykke væk fra Kagoshima by, om Kamikaze-piloterne, der var japaneske selvmordspiloter under anden verdenskrig. Piloterne brugte dem selv og deres fly som bomber i forsøg på at overvinde fjenden. Da meget af museet kun stod på japansk forstod jeg i starten ikke helt, hvad det handlede om, men fandt lidt efter ud af, at de havde former for computere stående med oversættelser til engelsk. Meget af museet bestod af breve, digte og andet, som piloterne havde skrevet under træningen og før afgang – enormt interessant at læse, men noget så forfærdelig sørgeligt! Jeg tror vi mere eller mindre alle sammen gik rundt med våde øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage – det lykkedes dog ikke helt for mig, da jeg læste brevet fra en far til sine to små børn, hvori han havde skrevet noget om, at de, når de voksede op, ikke skulle være kede af, at de ikke havde en far og misunde andres – men være stolte af, at deres far havde været kamikaze..

Derefter tog vi tilbage til Kagoshima, hvor vi ankom til hotellet omkring klokken seks. Min klasse sov på 6. sal – og fik dermed det mest utrolige syn at vågne op til næste morgen:

Og nej, det er ikke sådan, at jeg nu kommer med en længere beskrivelse om, hvordan vi alle sammen skreg, løb, flygtede og byen få timer efter blev begravet i aske og lava – for skyen består kun af aske, og er åbenbart et ganske normalt syn – og overhovedet ikke noget at være bange for.

Andendagen blev indtil middag brugt i Kagoshima, hvor vi først var på museum om noget med det tidspunkt, hvor Japan kom i kontakt med Europa osv.  Det stod næsten kun på japansk, nogle gange med en meget kort engelsk sætning til forklaring, så jeg spidsede ører og forstod hvad jeg nu engang forstod. Når der snakkes dagligdags japansk omkring mig forstår jeg indholdet i det meste og kan ligeså bidrage – men når det kommer til sådan noget som historie, så bliver det svært!
Derefter gik vi rundt i byen i grupper.

Omkring middag tog vi shinkansen – lyntoget, jeg også tog til Osaka i sommerferien -,  til Kumamoto, hvor vi var inde og se Kumamoto Slot:

Derefter gik turen videre til vulkanen Mt. Aso (der selvfølgelig fortsat er aktiv), der er Japans største vulkan, og en af de største i verden. Det var meningen, at vi skulle have været oppe og se krateret, men desværre var der nogle farlige gasser, der gjorde, at vi kun kom ind på museet. Vi sov på hotel i Aso-dalen, der engang for mange, mange år siden var en kæmpevulkan. Hotellets bad var onsen – dvs. et form for spa-lignende offentligt bad, og nok noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet! Virkelig, virkelig lækkert, både udendørs og indendørs – desværre havde hver klasse dog kun 25 minutter derinde..

Tredje dag blev brugt en del i bus. Vi var forbi et museum om Mt. Unzen, endnu en vulkan, hvorefter vi var på restaurant og få lækker middagsmad. Før det var vi med færge, hvor der var en helt utroligt mange fugle, som vi fodrede med chips. Det betød en masse sjove billeder:

Efter museet kørte vi en del i bus igen, til et eller andet sted i Nagasaki præfekturet, hvor vi var ude og sejle i en såkaldt “Dragon Boat” (på japansk “peeron” ぺーロン), der oprindeligt kommer fra Kina, men er brugt en del i området omkring Nagasaki. Det er en lang båd, der bruges en del til konkurrence osv. Vi havde også en konkurrence med hvem, der var hurtigst, hvor min klasse kom på 6. pladsen – hvor der så var syv hold.. men det går nok også, vi gjorde vores bedste, og de andre klasser (tre klasser, delt op i to grupper hver, da der er omkring 40 elever i hver – hvorimod vi kun er 20 i min) havde et lille forspring i og med, at de havde en del elever, der er med i skolens sportsklubber.
Desværre har jeg ingen billeder derfra.

Vi tog så videre til Nagasaki by, der virkelig er en af de mest utroligt smukke byer, jeg nogensinde har set. På mange måder mindede den meget om alle andre japanske byer – byggestilen og husene er i sig selv mere eller mindre det samme som over alt herovre. Men byen ligger med hav til en side og bjerge til de tre andre, hvor en stor del af byen er bygget op af bjergene og ned i de små “dale” mellem bjergene. Hotellet, vi sov på, var højt oppe på et af bjergene, så vi fik den mest fantastiske udsigt ud over byen:

Også badet på hotellet i Nagasaki var onsen – prøv at forestille jer at ligge og blunde i et kæmpe spa-bad med en udsigt som i den på billedet ovenover!

Dag nummer fire stod så på Nagasaki, hvor vi lagde ud med en samlet tur på atombombemuseet. Jeg har før besøgt museet i Hiroshima, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til – men det gjorde det ikke særlig meget nemmere at holde tårerne tilbage, og også her måtte jeg tørre øjnene lidt, da det ikke helt lykkedes på et tidspunkt.
Vi gik derefter rundt i grupper i Nagasaki og så på forskellige ting indtil klokken fire. Middagsmaden var dog fælles, og bestod af enormt lækker kinesisk / kinesisk inspireret nagasakiansk (det ord findes garanteret ikke) mad. Nagasaki var også det eneste sted, hvor vi måtte købe ordentlige souvinirs, men da vi havde et travlt skema blev der desværre ikke købt så meget udover lidt til min værtsfamilie og nogle sjove karameller.

Efter at være mødtes med alle andre igen tog vi til Sasebo, hvor vi endnu en gang sov på et hotel mere eller mindre på toppen af et bjerg – hotellets navn var nu noget med en bakke, men jeg tror vi alle sammen var enige om, at det altså var et bjerg.

Den sidste dag blev igen brugt en del i bus, hvor vi tog fra Nagasaki præfekturet videre til Fukuoka præfekturet, hvor vi også fik kørt en del igennem Saga præfekturet. Vi var ude og sejle i både med en sjov japansk mand, der nogle gange sang, lig kommende billede:

Læg mærke til den enormt lave bro, hvor alle var nød til at bukke sig, og den japanske mand, der ellers stod op, måtte sætte sig ned.

Vi var derudover også i et tempel forholdsvis tæt på Fukuoka lufthavn:

(læg mærke til isene i toppen af vores guides flag)

Vi tog flyet fra Fukuoka lufthavn og tilbage til Haneda sidst på eftermiddagen, og var dermed tilbage i Tokyo omkring halv syv. Da vi havde lidt afslutningshalløj før vi måtte tage hjem, var jeg dog først hjemme lidt i ni. Meget træt og udmattet – men med et smil på læben efter en rigtig, rigtig god skoletur med en fantastisk klasse 🙂

Jeg har forøvrigt lagt en del flere billeder ind af skoleturen her, til de interesseret. Det er dog også kun et lille udpluk af alle de billeder, jeg har taget. Læg specielt mærke til maden – det var virkelig noget af den lækreste mad, jeg nogensiden har fået! Vi spiste alle sammen langt, langt mere end hvad vi plejer, og har vist alle sammen taget lidt på af turen. Så nu forstår jeg lidt bedre, hvorfor 3.g’erne, når man spørger dem om sidste års skoletur, gerne svarer: “美味しかった” (“oishikatta” – noget lignende det smagte godt/var velsmagende/lækkert – refereret til maden)

Jeg tror efterhånden vejret herovre begynder at blive noget køligere, hvilket er rigtig dejligt. Sommeren tror jeg har været som den plejer, men efteråret vist nok en del varmere end det plejer – langt de fleste dage i oktober sneg temperaturen sig godt op i tyverne, og vi havde også nogle dage omkring de tredive. Nu er Kyushu en del sydligere end Tokyo – men en af dagene havde vi 26 grader – i november! Det var meget varmt i vinteruniform.

Men ellers går det som altid godt herovre – jeg har travlt, og forsøger at få så mange oplevelser med hjem fra de sidste to måneder herovre. For lige nu, imens jeg skriver disse ord, er klokken 12:03 japansk tid d. 8. november 2011 – hvilket betyder, at jeg lander på dansk jord igen om præcis to måneder og lige lidt under 12 timer… wow, siger jeg bare!

Stor krammer fra Xenia

P.S. Har forøvrigt også lagt lidt flere billeder ind i det almindelige album.

Som de fleste nok ved – håber jeg da – havde jeg jo fødselsdag i starten af september – d.9., hvis vi skal være helt præcise. I dagene op til var jeg meget bekymret for, om dagen ville blive et stort helved fyldt med hjemve – faktisk var jeg så bekymret for det, at jeg endte med at få rigtig meget hjemve, hvilket ikke ligefrem var særlig smart. Da min fødselsdag så stor lige for døren besluttede jeg mig for at se på dagen som enhver anden, og forsøge så vidt muligt ikke at tænke på, at det var min 17-års fødselsdag.
I Japan fejres fødselsdagen med familien om aftenen, så morgenen var ikke meget udover det sædvanlige, bortset fra et enkelt “tillykke” fra min værtsfamilie. Jeg tog i skole, og havde egentlig – inderst inde – regnet med at blive mødt at et par “tillykke!” fra pigerne i min klasse, men der var kun to, der sagde tillykke, og resten virkede hele skoledagen igennem til fuldstændig at have glemt. Der var nogle piger fra mine parallelklasser, der kom og sagde tillykke og gav mig gaver, hvilket jeg blev rigtig glad for – men idet min egen klasse havde glemt min fødselsdag og jeg ikke er den type, der kommer brasende ind i et lokale og råber: “Hey, det er min fødselsdag i dag! Sig tillykke, sig tillykke :D”, dalede mit humør stille og roligt igennem skoledagen, og jeg endte med at sidde med en stor klump hjemve i halsen da vi samledes i klassen til klassens time sidst på dagen.
I klassens time har min klasse ofte test, og på min fødselsdag var dette matematik, som jeg ikke deltager i. Så jeg sad lige så stille og roligt på min plads og skrev i min skoledagbog på japansk, og kiggede først op, da der blev stille og klassens time var ved at være forbi. Der blev musestille i klassen…….. og så

“BANG!”

Lød det fra knallerter rundt i hele klasse, hvorefter de alle sammen brød ud i “Happy Birthday” ❤ Vi holdt så et lille “birthday party”, mindst halvdelen gav mig gaver, og åh, lige da forsvandt alt hjemveen som dug fra himlen og jeg elskede igen at være i Japan som udvekslingsstudent!

Efter skole havde jeg klub, og så jeg var først hjemme ca. halv otte, hvorefter min værtsfamilie holdt fødselsdagsfest, med speciel lækker sushi, en lille gave, den søøødeste fødselsdagskage jeg nogensinde har fået osv.!

Så alt i alt lagde min fødselsdag ud med at være rigtig træls og fyldt med hjemve – men endte med at blive en af de – hvis ikke den – bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft 🙂

(læg mærke til lille origami kat magen til den på kagen, som min fantastiske værtslillesøster havde lavet en bunke af til mig)

D. 17. til 18. september var der skolefestival, 文化祭 “bunkasai” (egentlig kulturfestival), på min skole kendt under navnet 十文字祭 “Jumonjisai” (lavet ud fra skolens navn, Jumonji), hvilket kort forklaret betyder, at man laver skolen om til en stor hjemmelavet forlystelsespark. Det er noget, som mange japanske skoleelever går meget op i, så på min skole var der alt fra meget flot gennemførte spøgelseshuse og jungler til cafeer og opvisninger af diverse klubaktiviteter. Min klasse havde H. C. Andersen tema, hvor vi havde lavet en masse figurer af tykt pap samt nogle basis bogmærker, som de besøgende kunne komme ind i klasse og pynte med udklippede stofstykker med den lille havfrue og den lille pige med svovlstikkerne.
Skolefestivallen var enormt sjov og interessant at opleve – det var sjovt at se den strenge pigeskole i midten af Tokyo blive forvandlet til en stor forlystelsespark 🙂

Skolens hovedtrappe blev imponerende pyntet med Chopper fra manga/animeserien One Piece – lavet af tape!

Mig og den lille pige med svovlstikkerne 😀 Beklager, at det er lidt mørkt, men jeg mener ikke, jeg har lagt et billede ind af mig i sommeruniform endnu.

I weekenden efter var jeg i Maebashi nord-vest for Tokyo og besøge min værtsmormor samt min værtsmors søstre, hvilket var rigtig hyggeligt! Ved samme lejlighed var jeg også en dag i Nikko, også et godt stykke nord for Tokyo, sammen med min værtsfar. Nikko er meget kendt for sine gamle og fine templer, og er et af de steder, jeg rigtig gerne har villet besøger herover 😀

Dagen lagde ud med at være meget kølig, så jeg havde en dejlig sweater på strikket af min elskede moar.

Han ser måske ikke  ud af meget – men denne kære gud er nok ham, vi alle sammen elsker højest. Guden for slik, kage, chips og alt muligt andet guf! 😀

Så var september lige pludselig forbi… og vi gik ind i oktober.

Den 1. oktober var jeg på hyggetur med nogle piger fra min klasse, hvor vi var på dansk restaurant og fik mormors koteletter i fad og vafler/æblegrød til dessert 😀 Derefter tog vi på hyggetur til Shibuya, hvor vi senere henne fik en rigtig lækker kage. Det var en enormt hyggelig tur, og dejligt også at kunne introduksere dansk mad for nogle af mine veninder – nu har min værtsfamilie nemlig fået dansk mad et par gange 🙂

Ugen derefter stod på forkølelse og lidt feberhalløj, så jeg måtte blive hjemme fra skole en dag og holde mig under dynen  – eller, i hvert fald i sengen. Lige meget hvor meget du har i feber er det altså ubehageligt at ligge under en dyne i et næsten 30 graders varmt værelse..

Om søndagen tog jeg en tur til Ikebukuro med udvekslingsstudenten fra Finland, hvor vi var i Namja Town – der mere eller mindre er en form for “Crazy Town”-forlystelsespark inde i et stort shoppingcenter, og nok det sted, du skal tage hen i Tokyo, hvis du gerne vil have en kæmpe udvalg af sjove is og kager. Enormt lækkert – men vi havde det begge to lidt småmærkelig og dårligt, så vi fik kun en kage ned (som vi troede var en is…). Jeg har ikke billedet på min computer pt, så jeg  sætter det ind på bloggen her senere. Og jeg ved, at kage og dessert er blevet nævnt mange gange i dette indlæg – men jeg synes jeg har lov til at nyde livet i de sidste tre måneder, jeg har herovre 😛
Derefter gik vi lidt rundt inde i Sunshine City (shoppingcenteret – der egentlig mere er et alt-muligt-center), var i Tokyu Hands, fik taget purikura osv. Vi fik det begge to værre og værre, havde hovedpine, kvalme, var svimle osv. – men tænkte “ej, det går nok, der er nok bare lidt forkølelse :D” Da jeg kom hjem viste det sig dog, at jeg også havde lidt feber – ikke mere end en halv grad, men nok til at jeg måtte tilberinge mandag, der var helligdag, i sengen, trods jeg egentlig skulle have været i Odaiba og aquarium med min værtsfamilie.. Min finske ven, dog, havde 38,9 i feber! Jeg kan ikke lade være med at finde det dødhamrende morsomt, at vi rendte rundt en hel dag i midten af Tokyo, lavede alt muligt mærkeligt – og imens vi begge to egentlig burde have ligget i vores seng. Dog er vi begge to på toppen igen nu 🙂

Denne her uge har været meget fokuseret på studering, da der er tests – igen – i næste uge. I morgen skal jeg til Shibuya med udvekslingsstudenterne i Tokyo og Kanagawa, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til 🙂 Har forøvrigt lagt en del flere billeder ind i mit album end der er vist her – bl.a. af ikebana, som jeg så små begynder at forstå lidt bedre.

Jeg savner jer alle sammen og beklager, at jeg ikke får opdateret bloggen her eller skrevet særlig mange mails for tiden – men nu har jeg også kun knapt tre måneder tilbage i dette land så langt væk, som jeg gerne vil nyde fyldt ud. Men jeg har det rigtig godt – så I skal ikke bekymre jer, selvom der ikke kommer ord fra mig i nogle uger 🙂

Stor krammer herfra

Det er juli, og jeg har efterhånden været i Japan i to og en halv måned – det er fuldstændig vanvittigt at tænke på! Fra tid til anden føler jeg stadigvæk, at mit udvekslingsår kun lige skal til at begynde – men i går om seks måneder skal jeg hjem til mit kære fædreland igen. På mange måder føles det som meget lang tid – hjemveen ligger altid og truer i overfladen, og jeg savner jer alle sammen noget så forfærdeligt – men på andre måder virker det som alt, alt, alt for kort tid. Nogle gange overvejer jeg, hvordan jeg i al verden skal komme igennem et halvt år mere uden et kram fra min mor – og andre gange vil jeg slet ikke tænke på, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at forlade de venner og den familie, jeg er ved at få mig herovre. Det er meget forskelligt, men af hvad jeg kan høre fra andre udvekslingsstudenter meget normalt – de føler ofte lidt det samme.

Jeg ville egentlig have skrevet et blogindlæg for tre uger siden, men min værtsfamilies internet valgte at gå ned lige som jeg skulle til at gå online, weekenden efter blev min internettid mest brugt på skype og sidste weekend var jeg slet ikke online – så det blev kun til et hurtigt smut forbi min mail og facebook mandag efter skole.

Men hvad har jeg så lavet siden jeg sidst skrev et indlæg, for snart en måned siden? Jo, nu skal I høre!

Lørdag d. 11. juni var jeg til UNESCO-møde i Kouenji her i Tokyo. UNESCO’s egentlige definition har jeg ikke helt styr på endnu, men det er et eller andet med at lære Junior high school-elever noget engelsk og så tror jeg også, at der er noget japansk kultur hen over det – eller noget i den stil. I hvert fald ser YFU-Japan meget gerne, at nogle af Tokyo-udvekslingsstudenterne deltager fra tid til anden – det er hver anden lørdag, men jeg har indtil videre kun været med d. 11. juni.
Jeg var først i skole, men fik aller nådigst lov til at gå efter 3. time (slutter 11:20), da jeg ellers ikke ville kunne nå at komme hjem og skifte fra uniform til mit eget tøj først. Jeg tog derefter Chuo Line med okaasan og Suzu til Ogikubo, hvor vi skiftede til Marunouchi line og stod af på et-eller-andet-Kouenji (tror måske det var Higashi-Kouenji?). Mødet var allerede i gang, da vi kom derhen, så engelskdelen fik jeg ikke med – til gengæld  fik jeg sumo-delen med 😀 Vi gik ned i en gymnastiksal, hvor der kom tre sumo-brydere og fortalte noget om, hvordan det er at være sumo – på japansk, selvfølgelig, så jeg fik langtfra det hele med. Men det var egentlig meget sjovt – og meget overraskende at en af dem vejede 240 kg. En sumo-bryder skal veje en del, men efter min mening er 240 altså liiige lidt i overkanten…
Vi legede derefter nogle lege, hvilket var meget hyggeligt. Efter legene var vi udvekslingsstudenter, der var med – tre i alt, en finsk dreng, en sydkoreansk dreng og så lille mig fra Danmark -, med til et eller andet form for evalueringsmøde over dagen, hvor vi brugte tiden på at snakke en masse med hinanden om, hvordan vi havde det osv. Den eneste udvekslingsstudent, jeg siden orienteringen en måned tidligere havde været i kontakt med var Metha, så det var skønt at snakke med andre “ligestående” igen 🙂 Da evalueringsmødet var forbi endte jeg med at tage til Shibuya med den finske udvekslingsstudent, da min værtsfamilie havde nogle aftaler, så de alligevel først ville komme hjem senere på aftenen – også rigtig hyggeligt!

Shibuya by nightpeople

Dagen efter, om søndagen, cyklede jeg med min værtsfamilie hen til en park et stykke herfra (tror det tog omkring en halv time på cykel), hvor Suzu legede og vi var inde og se nogle gamle japanske huse – lidt ala Den Gamle By i Århus. Vi fik sushi til middag.

Gammel badeanstalt – det er den, badeanstalten i Chihiro og Heksene er baseret over 😀

Søndag d. 19. var vi i Disneyland!

Det var enormt hyggeligt og jeg formåede at blive solskoldet trods et forholdsvist tykt skydække. Min værtsmor var lige så overrasket over det som mig, hvis ikke mere – men hun kunne så også se min røde nakke noget bedre end mig, hvor det vist var værst.På vejen derhen skulle vi igennem Tokyo Station, og jeg kom til at ligge mærke til denne lille, fine café, hvis navn jeg personligt synes lyder HØJEST dansk. Jeg tror godt, jeg kunne finde på at tage derind en dag og se, hvad de har på menuen:


I Disneyland prøvede vi en masse forlystelser, ventede en masse, brugte en masse penge, spiste en masse (såsom is formet som Mickey – jeps, Helle, jeg har hermed spist Mickey, han er ikke længere i live) osv. osv. Vi var  først hjemme omkring halv ti om aftenen, så jeg var godt brugt næste dag i skolen! Men det var heldigvis mandag, og mandag står på engelsk, japansk og kalligrafi.

D. 26. var jeg sammen med værtsmor og Suzu i Roppongi hvor vi spiste middag sammen med nogle af okaasans veninder. Det var rigtig hyggeligt, og Suzu og jeg smuttede ud i et stykke tid og legede rundt på en legeplads i nærheden. En ting, jeg dog blev meget overrasket over, er, hvor mange udlændinge, der er i Roppongi – I Shibuya er der også en del, men Roppongi var helt vildt! Når man til hverdag er den eneste lyshårede er det meget mærkeligt lige pludselig at se en par håndfulde daske rundt i sin nærhed…

Normalt får vi yoghurt med et eller andet i som en form for dessert efter aftensmaden, men d. 27. så det således ud:


Med azuki (nogle søde bønner, der laves til en form for pasta – smager fantastisk!) i midten! ❤

Så var juni lige pludselig ovre – og jeg syntes ellers kun lige, den var begyndt!

Sidste lørdag var jeg efter skole (dvs. efter at have været hjemme for at skifte uniformen ud) i Shibuya med to udvekslingsstudenter – fra Finland og Letland – , der også er i Tokyo. Det var rigtig hyggeligt!

Søndag stod så på YFU en del af dagen. Om formiddagen havde vi møde om, hvordan det går os med værtsfamilie, skole, japansk osv. Det hele foregik stort set kun på japansk, og selvom jeg ikke forstod det hele, vidste jeg hvad der blev snakket om hele tiden og kunne ligeså bidrage på japansk – det får mig til at føle mig lidt småsej 😀
Derefter var jeg ude og spise med den finske udvekslingsstudent, den lettiske og hans værtsmor samt okaasan, hvor vi var på russisk restaurant i Takadanobaba. Jeg fik serveret denne sjove ret:


Inden i koppen var der suppe!
Derefter tog vi til teceremoni og ikebana (blomsterarrangement), hvilket også var arrangeret af YFU. Det var enormt interessant, og jeg fik lov til at blive klædt i yukata (/kimono) 😀 Jeg fik ros for min ikebana, men jeg undlod også at nævne, at jeg har meldt mig ind i skolens ikebana-klub – så det var langtfra første gang.

OBS om dette billede: læg mærke til sløjfen på ryggen! Jeg fik desværre ikke et ordentligt billede af den, men det var den smukkeste sløjfe, jeg nogensinde har set nogen binde.

(hvem fik lige den bedste plads? 8D)

I dag skal jeg til kabuki (japansk teater-drama-værk), også med YFU, og i morgen skal jeg til Harajuki på shoppingtur med nogle piger fra min klasse – så man kan ikke sige, at der ikke sker noget!

Det går fortsat rigtig godt, og det går fremad med det japanske. I starten foregik alt stort set kun på engelsk, da jeg havde meget svært ved at få ordentligt gang i det japanske – men efterhånden har det japanske fået overtaget, dog fortsat med en del engelske indput, når jeg ikke kan udtrykke mig ordentligt på mit lidt enkelte japanske. Men fremad går det, og jeg planlægger at studere en del i sommerferien 🙂

Trods sommerferien ikke er startet endnu, er sommeren det i hvert fald – hver dag er her over 30 grader, og da der bliver sparet en del på airconditionen grundet et vist jordskælv og et vist atomkraftværk, er det til tider meget varmt. Men skolen sparer heldigvis ikke på airconditionen – jeg tror godt, de ved, at det er fysisk umuligt at sidde og skulle koncentrere sig om et eller andet i 33 grader. Så jeg klarer mig nok 🙂

Forøvrigt, tusind tak for de breve, jeg har fået ind af døren! Det er ubeskriveligt skønt og varmer mit hjemvesfyldte hjerte ❤

Derudover beklager jeg, at der ikke bliver nogle mails i denne her uge – jeg havde egentlig planlagt det, men indlægget her tog noget længere tid end beregnet.

Jeg savner jer alle sammen! Nyd det kølige danske sommervejr – jeg forsøger at nyde det japanske 😉 Der er lidt flere billeder postet i mit galleri.

Åh, hvor er det længe siden, jeg sidst har skrevet en ordentlig opdatering! Jeg har tænkt på at gøre det forfærdeligt mange gange, men jeg er kun på computeren en gang om ugen, og de par timer bliver oftest brugt på at skrive mails til venner og familie – men nu skal I se! Nu får I en (næsten) ordentlig opdatering, med billeder og det hele.

Nogle gange kan jeg undrer mig over, at det virkelig allerede er juni – hvor blev april af? Hvor blev maj af? Tog jeg ikke af sted hjemmefra i går? Og så er der de andre gange, hvor jeg sætter mig ned og slet ikke kan forstå, at det kun er juni. Der er simpelthen sket så utrolig meget! En af tingene er, at mit danske er blevet lidt smårustent og jeg har glemt forfærdeligt mange ord – så skulle der komme nogle lidt underlige sætninger, ord osv. i dette post og de kommende, så undskylder jeg meget. Jeg gør det skam ikke med vilje….

At fortælle om alt det, der er sket, ville dog tage hele dagen, så jeg vælger at plukke lidt ting ud.

D. 15. maj (som næsten er en måned side, hold da helt ferie) var jeg på Ghibli Museet i Mitaka. Det er en af de ting, jeg virkelig allerhelst ville se herovre, så jeg var lykkelig, da min værtsfamilie fortalte, at vi skulle derhen. Desværre måtte man ikke tage billeder indenfor, men det var utrolig flot lavet og gennemført hele vejen igennem. Og museumsshoppen var fantastisk.. jeg kunne godt finde på at betale for en billet bare for at kunne rende rundt i den butik igen.

Skilt!

Fake-Totoro billetkontor ved indgangen (og mig og min værtsmor i spejlbilledet…)

Sidste lørdag var vi i Puroland i anledning af min værtslillesøsters fødselsdag. Puroland er en form for Sanrio-land (dvs. Hello Kitty, My Melody, Kuromi, Cinnamon osv. osv. osv.), og selvom det måske nok var lavet for et lidt yngre publikum var det utrolig hyggeligt! Det var fuldstændig fantastisk flot lavet og gennemført, og jeg kunne sagtens have brugt timer på bare at gå rundt og kigge.

Morgenmaden den morgen. Hvis I undrer jer over billedet, så læg venligst mærke til en hvis Hello Kitty-risbolle.

Puroland – billedet er dog taget da vi var på vej hjem. Da vi ankom var der fyldt med mennesker, og jeg kunne ikke få nogle ordentlige billeder.

Et enkelt billede indefra lige for at demonstrere, hvor flot det var. Det er taget under en eller anden form for parade, derfor folk i kostumer.

Min middagsmad bestod af en del Hello Kitty-mad.

I mandags var der Sports Festival på min skole – dvs. diverse (mærkelige) sportsgrene, og årgangene, der kæmper imod hinanden. Det var helt vildt varmt, specielt fordi vi sad under den bagende sol langt det meste af dagen. Og selvom jeg aldrig har været helt vildt glad for sport, var det virkelig sjovt 😀 Jeg deltog i fire sportsgrene: riree (relay???), hiikora, typhoon no me og et eller anden andet, hvis navn jeg  har glemt. Det var kun i typhoon no me, at min gruppe vandt – resten af gangene tabte vi, men det var nu alligevel meget sjovt 🙂

Den endelige score. Hvor gerne jeg end ville, bliver det nok lidt svært at overbevise jer om, at gul er 2. år… Jep, rød er 1. år, grøn 2. år og gul 6. år – så vi tabte ret meget.

I torsdags var jeg så på skoletur, hvor jeg var inde og se Les Misérables i det kejserlige teater – jeg tror måske det har nogenlunde samme status som det kongelige teater derhjemme, men jeg er ikke sikker. Selvom det hele var på japansk, og jeg derfor ikke forstod meget, var det virkelig en utrolig oplevelse! Jeg har været i teateret før, men dette her var virkelig, virkelig flot og kulisserne helt fantastiske. På en eller anden måde følte jeg mere, at jeg sad og så en film end var i teateret. Desværre måtte man ikke tage billeder, men jeg sneg mig til at tage dette her før det hele begyndte:

Det bliver alt for denne her gang – klokken herovre er jo ved at blive mange 🙂

Håber alt er vel hjemme i Danmark, hvor jeg ved sommerferien er ved at nærme sig med hastige skridt – herovre starter den dog først i juli.

Hej alle I dejlige, dejlige mennesker hjemme i kølige, kølige Danmark!
Jeg håber I har det mindst halvt så godt som jeg! 😀

Jeg har det rigtig dejligt, og begynder så småt at falde til. Det japanske fatter jeg fortsat mere eller mindre nada af, og jeg snakker alt for meget engelsk – MEN med de fire japansktimer og 6 Study Hall-timer jeg har om ugen, ændrer det sig forhåbentligt snart til japansk. Til dem, der ikke kender til timen ”Study hall”, er det verdens bedste opfindelse: du sidder på biblioteket…. Og studere uden lærer. Hjemme i Danmark ville det resultere i en masse snak, fis, ballade og facebook – men for det første bliver computeren ikke rigtig brugt i skolen (medmindre du har ”computer” på skemaet) og for det andet sidder alle rent faktisk mussestille og studerer. Jeg bruger dem på japansk.

Min klasse er virkelig sød og jeg kan virkelig godt lide den, så det er skønt 😀 Onsdag, torsdag og fredag var jeg rundt og kigge på diverse klubaktiviteter sammen med nogle af pigerne fra klassen. Jeg er fortsat ikke helt sikker på, hvilken jeg vil deltage i, men jeg begynder så småt at få en ide. Den bliver dog først offentliggjort, når jeg er 100% sikker!

I tirsdags var jeg på skoletur til Ueno og hvad jeg tror var Ginza – men slå mig venligst ikke oven i hovedet, hvis sidstnævnte er forkert. I Ueno var jeg på kunstmuseum og så på billeder henholdsvis malet og tegnet af en europæer, og i det formodede-Ginza var jeg til middag. Jeg tror det var hele 5. klasse*, der var af sted, så vi sad godt og vel nogle hundrede piger i samme lokale og rundt om en masse runde borde. Middagen bestod af 11 (!) retter og var virkelig den længste middag, jeg nogensinde har deltaget i – den tog i hvert fald 2½ time, hvis ikke meget mere. Vi fik alle mulige traditionelle japanske retter. Noget af det smagte lidt specielt, men jeg nød det og det var virkelig sjovt og interessant at opleve! Under det meste af middagen stod en mand på en forhøjning og forklarede, hvordan vi skulle spise de forskellige ting – så jeg har lært at spise på en ”fin” måde!
Derudover lærte jeg også noget andet: Hvis noget ligner wasabi skal du ikke blot tænkte: ”åh, det ligner wasabi” og proppe en masse af det i munden, men forvente og gå ud fra, at det er wasabi!

Det regnede en del onsdag og torsdag, men fredag og i dag har himlen været dejlig lyseblå og temperaturen har sneget sig godt op i 20’erne – desværre mangler jeg fortsat min langærmede sommeroverdel og min cardigan til skolebrug, så jeg render rundt i min vinteruniform 😦 Det er virkelig varmt, og alle andre render rundt i deres sommeruniform. Jeg har kun min kortærmede sommeroverdel lige nu, og da jeg tager hjemmefra kvarter i syv og først er hjemme igen et sted mellem seks og syv om aftenen (her skal det lige nævnes, at det er ganske normalt i Japan), er den lidt for kold at have på hele dagen. Men det går nok 🙂

Billeder kommer der ingen af i denne uge – men det går nok også nok 😀

Stor krammer fra Xenia

p.s. Jeg skal på Ghibli Museet i morgen!!!
*5.klasse: Min skole består af både Junior og Senior high school – dvs. fra 7. klasse til 3.g. 7. klasse er på min skole 1. år, 8. 2. år osv. 5. klasse er altså hvad der mere eller mindre svarer til den danske 2.g, og samtidig mit klassetrin (hvilket er vildt nice – det betyder, at jeg skal til Kyuushu (sydligste af hovedøerne) med min klasse i november! 🙂 )

Tags: ,

Skolestart

Posted on: 7. maj 2011

Forestil dig en skole med 2000 elever. De bærer alle fuldstændig identisk tøj – det eneste, der varierer lidt, er hvilken farve, der er rundt om de ellers også identiske sko, de bærer inden døre. Derudover også deres frisure – men ikke hårfarven. Alle er sorthårede, kun med få variationer i skæret – måske det er lidt brunligt, måske lidt blåligt. Måske bare fuldstændig sort.
Lige med undtagelse af én. Hende, der godt nok har samme tøj på som alle andre – men hvis udseende udover uniformen er fuldstændig anderledes end alle andres. Håret er blond, huden en nuance lysere, kropsbygningen synes ikke nær så spinkel. Ganske normal i højden, dog – måske endda lidt høj.

Hvis du tilfældigvis skulle se noget lignende det ovenstående, er du højest sandsynlig gået forbi en bestemt skole i Tokyo.

Jep.

Jeg er nu hundrede procent udvekslingsstudent – jeg er startet i skole!

Indtil videre har jeg kun været der i to dage, og jeg forstår stort set intet af, hvad der bliver sagt. Mine klassekammerater forsøger så vidt muligt at snakke engelsk til mig, men ligesom mit japanske, er deres engelske noget begrænset. Alle er virkelig søde, og jeg er i hvert fald i øjeblikket dybt interessant og ”kawaii” (jp.: nuttet). Hjemmefra er jeg ikke vant til at få opmærksomhed udover det sædvanlige, så det er meget besynderligt lige pludselig at blive stirret og peget på hele tiden og mere eller mindre være centrum for al opmærksomhed, når jeg går forbi. Til tider kommer der også piger hen for bare at stirre på mig og sige hej – eller bare ”kawaii!!!”. Nogle gange går folk også bare forbi mit klasseværelse, kigger ind af vinduet (væggen ud mod gangen er vinduer) og stirrer.
Det er meget, meget mærkeligt, men også lidt morsomt. I går kom der også omkring 5 piger ind i mit klasseværelse efter skole – de fortalte mig alle deres navne, men ligesom alle andres navne, har jeg glemt dem igen. De ville sige hej og fortælle, hvor misundelige de var på min hårfarve. En af dem kom derefter til at lægge mærke til min øjenfarve – hvorefter jeg i løbet af få sekunder havde fem par øjne stirrende fascineret ind i mine egne. De blev enige om, at jeg har blågrålige øjne, selvom jeg derhjemme vist nok går ind under noget blågrønt.

Generelt er alle virkelig søde og forsøger at hjælpe mig så godt som muligt, og jeg vil tro, at jeg falder til med tiden. Skoleuniformen er ikke overdrevet pæn og åbenbart er den mørke bluse vinter og den hvide sommer. Jeg har stadigvæk ikke helt vænnet mig til at have det samme på som alle andre, og det er virkelig, virkelig mærkeligt at komme ud fra Sugamo station om morgenen og bare se en flok på måske 50 piger, der har det fuldstændig samme på som jeg selv – jeg var virkelig ved at flække sammen af grin, da jeg så det for første gang i går!

Min første dag var som sagt i går, og jeg var virkelig nervøs – specielt efter en hvis lærer ringede torsdag aften klokken 7 og fortalte, at jeg skulle holde tale på japansk foran hele skolen. Dermed fik jeg hele 13 timer til at forberede mig, hvor jeg brugte de fleste på at sove, være i bad, spise og tage i skole. Talen blev meget kort, hvilket også var meningen, og det var meget mærkeligt at stille sig op foran så mange piger. Jeg fik bagefter at vide, at jeg gjorde det godt, men jeg tror, min accent er lidt mærkelig, for en af pigerne fra min ”patchwork”-klasse (der har vist sig at være brodering) hørte Mitaka-shi som noget andet. Den anden mulighed er dog også, at japanske by- og stednavne simpelthen bare minder for meget om hinanden…

Jeg er i skole 6 dage om ugen, fra mandag til og med lørdag. Lørdag er dog en kort dag, der har jeg allerede fri klokken kvarter over tolv, hvorefter der dog er en klassens time, som ikke er medregnet. I går var jeg hjemme omkring klokken 7 om aftenen og i dag var klokken næsten 3.

Og nu tænker mange af jer sikkert: ”klokken 7? Sad hun og stirrede på en lukket skole nogle timer, eller hvad?”
Svaret dertil er nej. For det første tager det over en time for mig at komme hjem. For det andet var skolen stadigvæk åben og fyldt med elever som aldrig før, da jeg gik mod toget lidt i seks.

Noget af det, jeg skal bruge lidt tid til at vænne mig til er så længe folk bliver efter skole. En del var til klubaktiviteter, men der var også mange, der bare blev i klasseværelset og hang ud. Jeg tror kun knapt halvdelen af klassen var taget hjem, da jeg gik mod toget. Hvis det havde været derhjemme på samme tidspunkt, ville skolen for længst være blevet lukket ned og mørkelagt, og eleverne ville sidde derhjemme og så småt gøre klar til at spise aftensmad eller lave dagens lektier.

I morgen er der YFU orientering i Yoyogi, som er en form for erstatning for den oprindelige orientering, der blev aflyst i år. Jeg mener, at det er alle udvekslingsstudenter i Tokyo, Chiba og Kanagawa – men ud fra, at vi kun er 3 i Tokyo, forventer jeg ikke, at vi bliver særlig mange. Men jeg glæder mig rigtig meget. Det bliver dejligt at møde lidt andre udlændinge, og jeg ved, at i hvert fald de to andre i Tokyo snakker engelsk 😀

Jeg savner jer alle sammen – men jeg har det godt, humøret er højt og jeg er lykkeligt over, at jeg valgte at tage af sted 🙂

Tags: ,

Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,634 besøgende ♥
free counters