Xenia i Japan, 2011-2012 || Udvekslingsblog

Posts Tagged ‘værtsfamilie

Jeg fik aldrig skrevet en opdatering over de sidste to måneder i Japan – over alle de oplevelser, som jeg i dag passer på som kære minder. Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at jeg ikke havde tiden til at opdatere bloggen her i de sidste to måneder, jeg var i Japan – for når jeg kigger på min kalender for november 2011, december 2011 og januar 2012 overraskes jeg til stadighed over, hvor fuldstændig proppet de sidste måneder i Japan var. Jeg havde egentlig planlagt at skrive en sidste opdatering efter jeg var kommet hjem, men delvis havde jeg travlt og delvis er jeg en af de udvekslingsstudenter, der ved hjemkomst blev mødt af et kæmpe bagvendt kulturchok, der gjorde det ekstra svært at sætte sig ned og fortælle verden om de oplevelser og mennesker, ens hjerte skreg efter at vende tilbage til. Hvorfor jeg så vælger at gøre det nu, – tjo, det er der måske mange, der ville undre sig over. Men bloggen her virker så tom uden et ordentligt, sidste indlæg om mit udvekslingsår i Japan – so here it goes: mine to sidste måneder i Japan.

Efter skoleturen til Kyushu havde vi tre fridage – dvs. d. 8. til 10. november. Delvis skyldtes dette, at vi var gået glip af to fridage (d. 3. var egentlig en helligdag og d. 6. en søndag), men delvis nok også, at vi allesammen var godt udkørte og virkelig trængte til at komme hjem og sove ud, før skolen begyndte igen. D. 8. brugte jeg hovedsageligt på at slappe af og få skrevet blogindlægget om skoleturen, og d. 9. var jeg sammen med fire piger fra min klasse. Vi var først ude og spise en rigtig god middag bestående af en meget blandet buffet, hvorefter vi tog hjem til en af pigerne, spiste kage og hyggede på japansk manér 🙂

Lørdag d. 12. var jeg til en UNESCO-arrangement for sidste gang, hvorefter jeg spiste aftensmad på en kinesisk restaurant sammen med den finske udvekslingsstudent. Lørdagen efter var en fridag, så jeg tog til “Japanese Cooking” i Tamachi med en veninde fra en af mine parallelklasser. Jeg har ikke helt styr på, hvem der arrangerede det, men det var en eller anden organisation, der tit arrangerer arrangementer for udlændinge i Tokyo. Min veninde havde set en annonce om det på et eller andet tidspunkt og syntes det kunne være sjovt at prøve – hvilket det virkelig også var 🙂 Det var japanere, der afholdt det, og arrangementet foregik egentlig hovedsageligt på engelsk – indtil det gik op for de to, der hjalp ved vores bord, at min veninde ikke var udlænding og at jeg kunne en del japansk – så gik vi over til at snakke på japansk. Menuen bestod bl.a. af sushi, karaage og den mest fantastiske suppe med æg…. uuh, mine tænder løber stadigvæk i vand bare ved tanken om den! Men al i alt var det en super hyggelig dag!

Et af mit udvekslingsopholds helt store oplevelser skete d. 23. november, hvor min værtsmors søster blev gift. Oprindeligt skulle de have holdt ceremonien i marts, men det blev udskudt pga. jordskælvet – så hvis man skal nævne noget positivt, der kom ud af jordskælvet, så er det, at jeg fik mulighed for at komme med til brylluppet. 
Brylluppet blev holdt et sted i Gunma-ken, så vidt jeg husker tæt på Takasaki. Hvis jeg skulle beskrive stedet med et dansk fænomen ville det nok nærmest været et form for forsamlingshus – lige bortset fra det faktum, at det kun blev brugt til bryllupper, hvilket betød, at stedet havde et glasrum midt ude i en smuk have kun beregnet til at afholde selve bryllupsceremonien! 
Min værtsfamilie og jeg tog tidligt afsted fra Tokyo, så vi kunne nå at klæde om derovre. Suzu havde den sødeste gule kjole på og en lille pink bolero, som mor strikkede til hende for efterhånden længe side, og jeg – tjo, jeg troppede op en smuk kimono udlånt af min værtsfarmor! 😀 Jeg havde jo flere gange prøvet at være iklædt yukata, men det var alligevel meget specielt at få lov til at få en rigtig kimono på. Der var kvinder ansat på stedet til at hjælpe os med at få kimonerne på (min værtsmor og flere andre kvinder i den nærmeste familie skulle ligeså have en på) og de satte også vores hår – men jeg tror umiddelbart, at jeg var den første skandinaver, hvis hår de fik lov til at lege med. I hvert fald blev de meget overraskede over, hvor nemt mit hår kan begynde at filtre…
Selve bryllupsceremonien blev holdt efter japansk tradition, hvilket bl.a. betød, at også min værtsmoster og hendes nye mand var klædt i kimono. Bagefter blev der afholdt fin middag med syv retter, hvoriblandt den ene selvfølgelig var dessert med bryllupskage. Jeg har aldrig været til et bryllup herhjemme, så jeg ved ikke, hvordan man normalt gør med bryllupskagen – men umiddelbart vil jeg tro, at det er lidt anderledes end det, der blev gjort til min værtsmosters bryllup. Mellem 2. og 3. ret kom de ind med bryllupskagen, hvor brudeparret skar det første stykke og fik lov til at smage kagen. Derefter forsvandt den, og kom først ind igen på desserttallerkenen – som et lille, bitte stykke kage… Jeg gik i næsten halvanden måned og undrede mig over, hvordan i al verden den store, høje bryllupskage blev til små, fine stykker – indtil samtalen blev drejet ind på det til nytår og min værtsfamilie fortalte, at den store bryllupskage da ikke var den rigtige kage. Det var da bare en falsk kage med et lille bitte stykke rigtig kage sat ind, som brudeparret kunne smage på! 
En anden ting, som jeg fandt lidt sjovt var, at brudeparret et stykke ind i middagen “forsvandt” og kom tilbage igen efter 5. ret, denne gang iført vestligt brudetøj. Oh, og før jeg glemmer det – vidste I, at gæsterne til et japansk bryllup får gaver af brudeparret?! Da vi kom ind fra selve ceremonien stod der store, fine papirsposer på alle stolene med en gave til hver gæst – de fleste fik det samme (jeg tror, at det var noget kage-/småkageværk), men nogle af os fik specielle gaver. Jeg fik den sødeste lille sytøjsæske betrukket med blomstret stof, som i dag har sin faste plads som udsmykning på min hylde herhjemme 🙂

Fredag d. 25. havde jeg sidste dag i klubben, da denne holdt fri hele december pga. testuge og vinterferie. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til alle pigerne fra ikebana, også selvom jeg ikke havde haft så meget med dem at gøre igen. Og det ville være løgn at sige, at jeg gik derfra med tørre øjne…

Generelt var november en travl måned – dels fordi der skete en masse ting, dels da der tirsdag d. 29. var danseopvisning for alle 5. års eleverne. De fleste klasser skulle kun repræsenteres med én gruppe på en 5-10 personer, men da min klasse var lille skulle hele klassen være med til at opvise en dans. Det betød, at frikvartererne i ugerne op til blev brugt på dansetræning – og selvom det betød, at tiden til at spise madpakke blev halveret var det virkelig sjovt! Min klasse fik sammensat en dans over en melodi fra Mario 🙂

Selve opvisningen gik helt fint selvom jeg var virkelig nervøs hele vejen igennem – ikke så meget pga. selve danseopvisningen, men fordi jeg efter opvisningen skulle holde oplæg. For hele 5. årgang + dennes lærere. På japansk. 

Oplægget – eller præsentationen – fik jeg allerede at vide eksisterede da jeg startede på skolen i maj, men jeg var alligevel virkelig spændt da tidspunktet endelig indtraf. Stort set alle søndage i november og 自習 (“jishuu”, sikkert tidligere omtalt som Study Hall – man sidder i biblioteket og studerer) var blevet brugt til at forberede præsentationen, som omhandlede Danmark. To andre piger fra 5. årgang præsenterede mig for “publikum” (på engelsk?!), hvorefter jeg gik ind på scenen med rystende ben og let bævende læber. Jeg tog mikrofonen, åbnede munden – og fortalte så med hjælp fra et power point om mit kære, lille hjemland. Og det gik overraskende godt! 🙂 Jeg fik virkelig meget ros bagefter, både fra lærere og elever, men det der nok betød allermest for mig var rosen fra min klasselærer – for hvis der er en lærer på Jumonji, som jeg har respekt for, så er det hende! 

Hvis november var travlt, så ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal kalde december. Måneden lagde ud med en masse “sidste lektioner”, da vi fra d. 9. gik ind i endnu en testuge. Det var virkelig mærkeligt at skulle sige farvel til de klasser, jeg havde været en del af i et år – og samtidig vide, at selvom jeg ikke skulle være der længere, ville alt andet fortsætte som det plejede. Testugen betød en masse korte skoledage, hvilket jeg udnyttede ved at få shoppet, ryddet op på mit værelse, karaoke og Sweet Paradise med den finske udvekslingsstudent og meget andet. Jeg havde som sædvanligt to engelsk test, en japansk test og en matematik test.
Sweet Paradise er forøvrigt et besøg værd for alle, der skulle komme forbi Tokyo. Det er en buffetkæde, der næsten udelukkende serverer kage, is og andet godt 🙂

Efter testene havde vi en enkelt fridag, som jeg brugte sammen med næsten halvdelen af pigerne i min klasse. Vi havde lånt et køkken et sted i Saitama, hvor vi så brugte dagen på at lave hhv. danske julekager og japansk slik, hvilket var virkelig, virkelig hyggeligt! Jeg nød også at få lov til at præsentere nogle danske specialiteter for mine klassekammerarter – som åbenbart var helt vilde med jødekager!

D. 16. og d. 17. fik vi så testene tilbage, hvorefter jeg ikke skulle i skole igen før min sidste skoledag. Jeg formåede at oversætte en sætning rigtig fra japansk til engelsk i en af engelsktestene, hvilket jeg var virkelig stolt over – specielt da de plejede at indeholde en del småsvære kanji. 

Ugen derefter blev brugt på at se steder i Tokyo, hvor jeg endnu ikke havde været, Tokyo DisneySea (dvs. Tokyos Disneyland nr. 2) med ca. halvdelen af pigerne fra min klasse, hygge med de andre udvekslingsstudenter og selvfølgelig med min værtsfamilie. D. 23. havde jeg lovet at lave dansk julemiddag til dem, men da jeg hverken kunne opspore flæskesteg, and, gås eller kalkun endte vi med noget så “juleagtigt” som indbagt mørbrad… Men den blev rigtig god alligevel 🙂 Suzu og jeg bagte også pebernødder!

Min sidste skoledag var d. 24. december. Dagen startede stille og roligt ud derhjemme som enhver anden lørdag, med bare min værtsmor og jeg oppe. Jeg tog bussen, så Chuo line, skiftede til Yamanote på Shinjuku… alt imens mit humør langsomt dalede og jeg kunne mærke tårerne presse sig på. Men Japan havde det med at give mig grund til smile når tårerne pressede sig på – og d. 24. var bestemt ikke en undtagelse. 

Eftersom jeg tog afsted på samme tidspunkt hver morgen endte jeg altid med at “følges” med de samme folk. Den samme venlige mand fra mit Mitaka, der engang tilbød mig at låne sin paraply blot fordi det dryppede lidt og jeg ikke havde min egen fremme. De samme kvinder i kvindevognen på Chuo line, gymnasieelever såvel som bedstemødre. For det meste kom jeg med vogn nr. 10 på Yamanote fra Shinjuku, hvor vi ofte var en del gymnasieelever – heribland to drenge og en pige, som stort set var med på samme tidspunkt som mig hver morgen. D. 24. kom jeg til at sidde ved siden af pigen. Hun plejede altid at stå af på Ikebukuro station, hvilket også var gældene den morgen. Men lige idet hun rejste og gik hen mod døren – så vendte hun sig om, smilede til mig og sagde højt: “Merry Christmas!”.
Hun vidste selvfølgelig ikke, at det var min sidste skoledag og dermed sidste gang, jeg nok nogensinde vil få hende at se. Men netop det faktum gjorde bare, at varmen i mit hjerte bredte sig endnu hurtigere. Og jeg smilede selvfølgelig tilbage – og sagde: “Merry Christmas” 🙂

Min sidste skoledag var generelt en dag med meget blandede følelser. Delvis smilede jeg og grinede med mine veninder – delvis syntes tårerne at løbe ustandseligt ned ad mine kinder. De begyndte næsten allerede, da jeg skiftede mine udendørs sko ud med de indendørs ved skoleindgangen – og er, hvis jeg skal være ærlig, endnu ikke stoppet helt endnu.

Som på min første skoledag skulle jeg stille mig op foran skolen – denne gang for at sige farvel. Hvorvidt “talen” blev en succes ved jeg ikke rigtig, for jeg måtte stoppe flere gange for at tørre tårerne af mine kinder og forsøge at få min stemme i ro. Men jeg tror ikke, at det gjorde dem så meget – måske netop det var en af grundene til, at alle smilede så sødt til mig nede fra publikum og jeg blev mødt af et “Xeniaaaaaaaaaaaaaa….. 😦 “, da jeg satte mig tilbage på min plads ved resten af klassen.

Jeg blev på skolen indtil den lukkede den dag sammen med en del af pigerne fra min klasse. Vi holdt et lille “Goodbye Party” inde i klassen efter selve skoledagen var forbi, hvilket resulterede i 20 piger med meget røde øjne og en skraldespand fyldt med papirlommetørklæder. Men også en Xenia med et meget, meget lykkeligt hjerte.

Dagene efter blev brugt på hygge med min værtsfamilie, “julefest” med min klasse (nok fik jeg meget sødt, da jeg var på Sweet Paradise, men jeg tror aldrig, at jeg har fået så meget usundt som til den fest! Der var chips, kage, is, småkager, slik – jeg får næsten ondt i maven bare af at tænke på det…) og så mødtes jeg med en af mine gode danske veninder, der flyttede til Japan i sommeren 2011 for at studere på universitetet der.

D. 28. tog min værtsfar, Suzu og jeg så til Osaka for at besøge min værtsfarmor  og -farfar. Vi nåede både at komme forbi Nara, Osaka og Kobe i de tre døgn, vi besøgte dem. I Nara kiggede vi hovedsageligt på templer og hjorte (som var meget nærgående) og i Osaka var vi forbi “Kaiyukan”, der vist nok skulle være verdens største aquarium. Turen til Kobe skulle oprindeligt have været en tur i den zoologiske have, som vi også besøgte i sommerferien, men den viste sig at være lukket henover nytår – så istedet tog vi et smut forbi havnen i Kobe og var ude at sejle med et meget udsmykket skib, der mest af alt lignede tyvegods fra Disneyland. Egentlig havde min værtsfar sagt, at jeg gerne måtte planlægge mit eget program, hvis jeg hellere ville til Kyoto el. lign. istedet for et aquarium og zoologisk have – men selvom tanken var tiltrækkende, ville jeg langt hellere tilbringe dagene sammen med ham og Suzu. 

D. 31. tog vi så fra Osaka til Maebashi, hvor vi fulgtes med min værtsmor fra Tokyo. Nytårsaften var meget stille og rolig – vi var bare min værtsmor, -far, -moster, -mormor og Suzu. Vi fik soba til aftensmad, der er en slags japanske nudler, hvorefter vi så nytårsshow med en masse japansk musik i TV 🙂 Jeg ville gerne være vågen til klokken 12, men både Suzu, min værtsmor og -mormor gik i seng før klokken slg 12 – så det foregik meget anderledes end i Danmark.

D. 1. januar fortsatte i samme rolige tempo. Vi lagde ud med at bruge måske to timer på morgenmad, der bestod af traditionel japansk nytårsmad – hvilket virkelig var lækkert! Dette indebar bl.a. en suppe med mochi i… og dem, der kender mig godt ved, at mochi virkelig er en af mine helt store forelskelser, når det kommer til japansk mad! Dagen blev brugt på at gå tur i Maebashi, hvor vi bl.a. var forbi centrum for at se afslutningen af et berømt løb, som bliver afholdt hvert år. Derudover var vi også forbi et tempel og min værtsmor og jeg var forbi stationen for at købe togbilletter til næste dag.
Det overraskede mig lidt, at nytår var så stille og roligt i Japan – men da den japanske hverdag er travl, var det virkelig også dejligt bare at kunne slappe af med sine nærmeste hele dagen.

Dagen efter tog jeg med min værtsfamilie til et skisportssted i Niigata, hvor jeg prøvede at stå på ski for første gang. Det var sjovt at se, hvor stor forskel klimaforskel, der kan være i bjergrige lande – vi steg på toget i Maebashi, hvor der var omkring otte grader, og steg ud i minus grader med omtrent 2 meter sne under os! Da vi kom hjem om aftenen holdt vi fødselsdag for min værtsmor, der har fødselsdag d. 3. januar.

D. 3. januar vendte vi tilbage til Tokyo og dagen blev igen brugt på at være sammen med min værtsfamilie – men det var også den dag, hvor min kuffert måtte komme frem fra sine gemmer på loftet og jeg begyndte at sortere på mit værelse. D. 4. var jeg i Odaiba med en af pigerne fra min klasse, og d. 5. blev udelukkende brugt på pakning derhjemme. D. 6. var lidt mere speciel…

Jeg lagde ud med at mødes med den finske udvekslingsstudent i Ikebukuro, hvor vi spiste middagssmad sammen, tog purikura og ellers hyggede os en sidste gang sammen. Bagefter tog jeg til Shinjuku, hvor jeg mødtes med alle de piger fra min klasse, der kunne, for at sige farvel. Vi var på cafe sammen, hvorefter vi også tog ind og tog purikura 🙂 Da det var tid til at sige farvel må jeg dog indrømme, at jeg endnu en gang fik brug for papirlømmetørklæder…

Lørdag d. 7. januar var så min sidste dag i Japan. Det meste af dagen blev brugt på det allersidste shopping, pakning og ellers bare hygge med min værtsfamilie. Både morgenmad og aftensmad bestod af retter, som jeg flere gange havde sagt, at jeg rigtig godt kunne lidt – så det betød meget for mig, at min værtsmor tog sig tid til at lave dem til mig.

Søndag d. 8. januar 2012 forlod jeg så mit værelse på 1. sal i det dejlige, lille hus i Mitaka i Tokyo. Og den dag har så særlig en plads i mit hjerte, at jeg ikke ønsker at skrive om den på nettet. Men jeg kan sige, at hvis der var noget, der opfyldte de drømmerier, jeg havde om at være udvekslingsstudent i Japan før jeg tog afsted, så var det, da jeg skulle sige farvel til min værtsfamilie i lufthavnen.

Og hvordan er det så at være hjemme igen? Det er svært at beskrive med ord. Det er dejligt at være hjemme blandt min familie og mine venner igen. Skønt at kunne læse alle skiltene rundt omkring mig og at kunne forstå alt, hvad der bliver sagt i skolen. Men selvom jeg er dansker og er født og opvokset her, så kan jeg også mærke, at der er en del af mig, der længes efter Japan. For selvom hverdagen er lang, selvom skolesystemet er hårdt – så er Japan og den japanske kultur blevet en stor del af den Xenia, jeg er i dag. Det har selv 13 måneder i Danmark ikke kunnet lave om på endnu – og det tvivler jeg også på, at 14 måneder vil. Tre år. Femten år. Selv resten af mit liv.

Perioden mellem d. 27. april 2011 og d. 8. januar 2012 var uden tvivl den hårdeste i mit liv. Men det var samtidig også den periode, hvor jeg fik mulighed for at opleve en helt anden kultur, leve i en helt anden hverdag og møde mennesker, hvis personlighed og opførsel ligger umådelig langt fra den almene danskers. 
Den periode går også under betegnelsen: “det bedste år i mit liv”.

Og jeg kan blot sige, at jeg sjældent har glædet mig så meget til noget, som jeg gør til juli i år, hvor jeg skal over og besøge min værtsfamilie og alle mine venner igen 🙂

 

♥ Japan ♥

Tak for en fantastisk oplevelse. 

 

Reklamer

Resten af oktober blev brugt på test på skolen, hvor jeg efter skole en af dagene var i Asakusa med den finske udvekslingsstudent, for at kigge på japansk køkkenudstyr. Der er nemlig et område i Asakusa med en masse køkkenudstyr – vist nok det største udvalg i Tokyo -, men desværre var det mere ment til restauranter og caféer, så jeg fik ikke købt noget. Vi var også forbi templet i Asakusa – som jeg nu har besøgt tre gange 😛

Weekenden derefter havde mine værtsforældre 10 års bryllupsjubilæum, som vi fejrede ved at tage på rigtig god restaurant på 20 etage midt i Tokyo, med den mest utrolige udsigt ud over byen. Man tog selv den mad, man ville have, hvorefter kokken tilberedte den lige foran en. Bagefter var vi på bustur rundt i kvarteret omkring kejserpaladset og Ginza, da jeg ikke rigtig havde set så meget af den del af byen. På turen stødte vi på en Georg Jensen og Royal Copenhagen butik 🙂

Desværre blev billedet her lidt mørkt, grundet lyset i baggrunden..

Sidste weekend i oktober blev brugt tur til ICU’s (International Christian University) skolefestival, samt forberedelser til min længeventede skoletur til Kyushu.

Så var oktober lige pludselig forbi…. Og vi gik ind i november.

Torsdag d. 3. november tog jeg med den tidligste bus ind til Musashi-Sakai station og derfra toget videre til Shinjuku, hvor jeg mødtes med to veninder fra min klasse. Da jeg skulle meget tidligt op valgte jeg at spise morgenmad i toget – hvilket ellers ikke er set så pænt på igen i Japan. Men det går nok 😀

Vi tog sammen toget fra Shinjuku til Haneda lufthavn, hvor vi mødtes med halvdelen af min årgang. Da der går 300+ elever på min årgang, var vi med skoleturen blevet delt op i to, del A og del B, hvor min klasse var kommet i del A, der tog afsted en dag før del B. Fra Haneda lufthavn tog vi så flyet til Kagoshima by, hvor vi ankom hen omkring middag.

Grunden til, at jeg skriver Kagoshima by er, at Kagoshima både er navnet på et præfektur samt navnet på den største by i præfekturet Kagoshima. Noget, der overraskede mig meget, var, at Kagoshima er en storby, der ligger mere eller mindre lige for forden af en aktiv vulkan, Sakurajima. Det, at der var en vulkan, overraskede mig i sig selv ikke så meget, for dem er der mange af i Japan – men at det virkelig er en aktiv vulkan, der spyer aske op mere eller mindre hver dag! Det betyder også, at der ligger aske mange steder i byen – og at vores skolesko i løbet af det døgn, vi var i Kagoshima, mere gik hen og blev grå end sorte.

Den første dag blev brugt på tur til en park i Kagoshima, hvor vi også spiste en rigtig lækker middagsmad. Parken var en del fokuseret på blomster, og der var rigtig mange sjove dekorationer lavet ud af det – bl.a. et dukkepar med kimonoer lavet ud af blomster:

Derefter var vi på museum, et lille stykke væk fra Kagoshima by, om Kamikaze-piloterne, der var japaneske selvmordspiloter under anden verdenskrig. Piloterne brugte dem selv og deres fly som bomber i forsøg på at overvinde fjenden. Da meget af museet kun stod på japansk forstod jeg i starten ikke helt, hvad det handlede om, men fandt lidt efter ud af, at de havde former for computere stående med oversættelser til engelsk. Meget af museet bestod af breve, digte og andet, som piloterne havde skrevet under træningen og før afgang – enormt interessant at læse, men noget så forfærdelig sørgeligt! Jeg tror vi mere eller mindre alle sammen gik rundt med våde øjne og forsøgte at holde tårerne tilbage – det lykkedes dog ikke helt for mig, da jeg læste brevet fra en far til sine to små børn, hvori han havde skrevet noget om, at de, når de voksede op, ikke skulle være kede af, at de ikke havde en far og misunde andres – men være stolte af, at deres far havde været kamikaze..

Derefter tog vi tilbage til Kagoshima, hvor vi ankom til hotellet omkring klokken seks. Min klasse sov på 6. sal – og fik dermed det mest utrolige syn at vågne op til næste morgen:

Og nej, det er ikke sådan, at jeg nu kommer med en længere beskrivelse om, hvordan vi alle sammen skreg, løb, flygtede og byen få timer efter blev begravet i aske og lava – for skyen består kun af aske, og er åbenbart et ganske normalt syn – og overhovedet ikke noget at være bange for.

Andendagen blev indtil middag brugt i Kagoshima, hvor vi først var på museum om noget med det tidspunkt, hvor Japan kom i kontakt med Europa osv.  Det stod næsten kun på japansk, nogle gange med en meget kort engelsk sætning til forklaring, så jeg spidsede ører og forstod hvad jeg nu engang forstod. Når der snakkes dagligdags japansk omkring mig forstår jeg indholdet i det meste og kan ligeså bidrage – men når det kommer til sådan noget som historie, så bliver det svært!
Derefter gik vi rundt i byen i grupper.

Omkring middag tog vi shinkansen – lyntoget, jeg også tog til Osaka i sommerferien -,  til Kumamoto, hvor vi var inde og se Kumamoto Slot:

Derefter gik turen videre til vulkanen Mt. Aso (der selvfølgelig fortsat er aktiv), der er Japans største vulkan, og en af de største i verden. Det var meningen, at vi skulle have været oppe og se krateret, men desværre var der nogle farlige gasser, der gjorde, at vi kun kom ind på museet. Vi sov på hotel i Aso-dalen, der engang for mange, mange år siden var en kæmpevulkan. Hotellets bad var onsen – dvs. et form for spa-lignende offentligt bad, og nok noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet! Virkelig, virkelig lækkert, både udendørs og indendørs – desværre havde hver klasse dog kun 25 minutter derinde..

Tredje dag blev brugt en del i bus. Vi var forbi et museum om Mt. Unzen, endnu en vulkan, hvorefter vi var på restaurant og få lækker middagsmad. Før det var vi med færge, hvor der var en helt utroligt mange fugle, som vi fodrede med chips. Det betød en masse sjove billeder:

Efter museet kørte vi en del i bus igen, til et eller andet sted i Nagasaki præfekturet, hvor vi var ude og sejle i en såkaldt “Dragon Boat” (på japansk “peeron” ぺーロン), der oprindeligt kommer fra Kina, men er brugt en del i området omkring Nagasaki. Det er en lang båd, der bruges en del til konkurrence osv. Vi havde også en konkurrence med hvem, der var hurtigst, hvor min klasse kom på 6. pladsen – hvor der så var syv hold.. men det går nok også, vi gjorde vores bedste, og de andre klasser (tre klasser, delt op i to grupper hver, da der er omkring 40 elever i hver – hvorimod vi kun er 20 i min) havde et lille forspring i og med, at de havde en del elever, der er med i skolens sportsklubber.
Desværre har jeg ingen billeder derfra.

Vi tog så videre til Nagasaki by, der virkelig er en af de mest utroligt smukke byer, jeg nogensinde har set. På mange måder mindede den meget om alle andre japanske byer – byggestilen og husene er i sig selv mere eller mindre det samme som over alt herovre. Men byen ligger med hav til en side og bjerge til de tre andre, hvor en stor del af byen er bygget op af bjergene og ned i de små “dale” mellem bjergene. Hotellet, vi sov på, var højt oppe på et af bjergene, så vi fik den mest fantastiske udsigt ud over byen:

Også badet på hotellet i Nagasaki var onsen – prøv at forestille jer at ligge og blunde i et kæmpe spa-bad med en udsigt som i den på billedet ovenover!

Dag nummer fire stod så på Nagasaki, hvor vi lagde ud med en samlet tur på atombombemuseet. Jeg har før besøgt museet i Hiroshima, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til – men det gjorde det ikke særlig meget nemmere at holde tårerne tilbage, og også her måtte jeg tørre øjnene lidt, da det ikke helt lykkedes på et tidspunkt.
Vi gik derefter rundt i grupper i Nagasaki og så på forskellige ting indtil klokken fire. Middagsmaden var dog fælles, og bestod af enormt lækker kinesisk / kinesisk inspireret nagasakiansk (det ord findes garanteret ikke) mad. Nagasaki var også det eneste sted, hvor vi måtte købe ordentlige souvinirs, men da vi havde et travlt skema blev der desværre ikke købt så meget udover lidt til min værtsfamilie og nogle sjove karameller.

Efter at være mødtes med alle andre igen tog vi til Sasebo, hvor vi endnu en gang sov på et hotel mere eller mindre på toppen af et bjerg – hotellets navn var nu noget med en bakke, men jeg tror vi alle sammen var enige om, at det altså var et bjerg.

Den sidste dag blev igen brugt en del i bus, hvor vi tog fra Nagasaki præfekturet videre til Fukuoka præfekturet, hvor vi også fik kørt en del igennem Saga præfekturet. Vi var ude og sejle i både med en sjov japansk mand, der nogle gange sang, lig kommende billede:

Læg mærke til den enormt lave bro, hvor alle var nød til at bukke sig, og den japanske mand, der ellers stod op, måtte sætte sig ned.

Vi var derudover også i et tempel forholdsvis tæt på Fukuoka lufthavn:

(læg mærke til isene i toppen af vores guides flag)

Vi tog flyet fra Fukuoka lufthavn og tilbage til Haneda sidst på eftermiddagen, og var dermed tilbage i Tokyo omkring halv syv. Da vi havde lidt afslutningshalløj før vi måtte tage hjem, var jeg dog først hjemme lidt i ni. Meget træt og udmattet – men med et smil på læben efter en rigtig, rigtig god skoletur med en fantastisk klasse 🙂

Jeg har forøvrigt lagt en del flere billeder ind af skoleturen her, til de interesseret. Det er dog også kun et lille udpluk af alle de billeder, jeg har taget. Læg specielt mærke til maden – det var virkelig noget af den lækreste mad, jeg nogensiden har fået! Vi spiste alle sammen langt, langt mere end hvad vi plejer, og har vist alle sammen taget lidt på af turen. Så nu forstår jeg lidt bedre, hvorfor 3.g’erne, når man spørger dem om sidste års skoletur, gerne svarer: “美味しかった” (“oishikatta” – noget lignende det smagte godt/var velsmagende/lækkert – refereret til maden)

Jeg tror efterhånden vejret herovre begynder at blive noget køligere, hvilket er rigtig dejligt. Sommeren tror jeg har været som den plejer, men efteråret vist nok en del varmere end det plejer – langt de fleste dage i oktober sneg temperaturen sig godt op i tyverne, og vi havde også nogle dage omkring de tredive. Nu er Kyushu en del sydligere end Tokyo – men en af dagene havde vi 26 grader – i november! Det var meget varmt i vinteruniform.

Men ellers går det som altid godt herovre – jeg har travlt, og forsøger at få så mange oplevelser med hjem fra de sidste to måneder herovre. For lige nu, imens jeg skriver disse ord, er klokken 12:03 japansk tid d. 8. november 2011 – hvilket betyder, at jeg lander på dansk jord igen om præcis to måneder og lige lidt under 12 timer… wow, siger jeg bare!

Stor krammer fra Xenia

P.S. Har forøvrigt også lagt lidt flere billeder ind i det almindelige album.

Som de fleste nok ved – håber jeg da – havde jeg jo fødselsdag i starten af september – d.9., hvis vi skal være helt præcise. I dagene op til var jeg meget bekymret for, om dagen ville blive et stort helved fyldt med hjemve – faktisk var jeg så bekymret for det, at jeg endte med at få rigtig meget hjemve, hvilket ikke ligefrem var særlig smart. Da min fødselsdag så stor lige for døren besluttede jeg mig for at se på dagen som enhver anden, og forsøge så vidt muligt ikke at tænke på, at det var min 17-års fødselsdag.
I Japan fejres fødselsdagen med familien om aftenen, så morgenen var ikke meget udover det sædvanlige, bortset fra et enkelt “tillykke” fra min værtsfamilie. Jeg tog i skole, og havde egentlig – inderst inde – regnet med at blive mødt at et par “tillykke!” fra pigerne i min klasse, men der var kun to, der sagde tillykke, og resten virkede hele skoledagen igennem til fuldstændig at have glemt. Der var nogle piger fra mine parallelklasser, der kom og sagde tillykke og gav mig gaver, hvilket jeg blev rigtig glad for – men idet min egen klasse havde glemt min fødselsdag og jeg ikke er den type, der kommer brasende ind i et lokale og råber: “Hey, det er min fødselsdag i dag! Sig tillykke, sig tillykke :D”, dalede mit humør stille og roligt igennem skoledagen, og jeg endte med at sidde med en stor klump hjemve i halsen da vi samledes i klassen til klassens time sidst på dagen.
I klassens time har min klasse ofte test, og på min fødselsdag var dette matematik, som jeg ikke deltager i. Så jeg sad lige så stille og roligt på min plads og skrev i min skoledagbog på japansk, og kiggede først op, da der blev stille og klassens time var ved at være forbi. Der blev musestille i klassen…….. og så

“BANG!”

Lød det fra knallerter rundt i hele klasse, hvorefter de alle sammen brød ud i “Happy Birthday” ❤ Vi holdt så et lille “birthday party”, mindst halvdelen gav mig gaver, og åh, lige da forsvandt alt hjemveen som dug fra himlen og jeg elskede igen at være i Japan som udvekslingsstudent!

Efter skole havde jeg klub, og så jeg var først hjemme ca. halv otte, hvorefter min værtsfamilie holdt fødselsdagsfest, med speciel lækker sushi, en lille gave, den søøødeste fødselsdagskage jeg nogensinde har fået osv.!

Så alt i alt lagde min fødselsdag ud med at være rigtig træls og fyldt med hjemve – men endte med at blive en af de – hvis ikke den – bedste fødselsdag, jeg nogensinde har haft 🙂

(læg mærke til lille origami kat magen til den på kagen, som min fantastiske værtslillesøster havde lavet en bunke af til mig)

D. 17. til 18. september var der skolefestival, 文化祭 “bunkasai” (egentlig kulturfestival), på min skole kendt under navnet 十文字祭 “Jumonjisai” (lavet ud fra skolens navn, Jumonji), hvilket kort forklaret betyder, at man laver skolen om til en stor hjemmelavet forlystelsespark. Det er noget, som mange japanske skoleelever går meget op i, så på min skole var der alt fra meget flot gennemførte spøgelseshuse og jungler til cafeer og opvisninger af diverse klubaktiviteter. Min klasse havde H. C. Andersen tema, hvor vi havde lavet en masse figurer af tykt pap samt nogle basis bogmærker, som de besøgende kunne komme ind i klasse og pynte med udklippede stofstykker med den lille havfrue og den lille pige med svovlstikkerne.
Skolefestivallen var enormt sjov og interessant at opleve – det var sjovt at se den strenge pigeskole i midten af Tokyo blive forvandlet til en stor forlystelsespark 🙂

Skolens hovedtrappe blev imponerende pyntet med Chopper fra manga/animeserien One Piece – lavet af tape!

Mig og den lille pige med svovlstikkerne 😀 Beklager, at det er lidt mørkt, men jeg mener ikke, jeg har lagt et billede ind af mig i sommeruniform endnu.

I weekenden efter var jeg i Maebashi nord-vest for Tokyo og besøge min værtsmormor samt min værtsmors søstre, hvilket var rigtig hyggeligt! Ved samme lejlighed var jeg også en dag i Nikko, også et godt stykke nord for Tokyo, sammen med min værtsfar. Nikko er meget kendt for sine gamle og fine templer, og er et af de steder, jeg rigtig gerne har villet besøger herover 😀

Dagen lagde ud med at være meget kølig, så jeg havde en dejlig sweater på strikket af min elskede moar.

Han ser måske ikke  ud af meget – men denne kære gud er nok ham, vi alle sammen elsker højest. Guden for slik, kage, chips og alt muligt andet guf! 😀

Så var september lige pludselig forbi… og vi gik ind i oktober.

Den 1. oktober var jeg på hyggetur med nogle piger fra min klasse, hvor vi var på dansk restaurant og fik mormors koteletter i fad og vafler/æblegrød til dessert 😀 Derefter tog vi på hyggetur til Shibuya, hvor vi senere henne fik en rigtig lækker kage. Det var en enormt hyggelig tur, og dejligt også at kunne introduksere dansk mad for nogle af mine veninder – nu har min værtsfamilie nemlig fået dansk mad et par gange 🙂

Ugen derefter stod på forkølelse og lidt feberhalløj, så jeg måtte blive hjemme fra skole en dag og holde mig under dynen  – eller, i hvert fald i sengen. Lige meget hvor meget du har i feber er det altså ubehageligt at ligge under en dyne i et næsten 30 graders varmt værelse..

Om søndagen tog jeg en tur til Ikebukuro med udvekslingsstudenten fra Finland, hvor vi var i Namja Town – der mere eller mindre er en form for “Crazy Town”-forlystelsespark inde i et stort shoppingcenter, og nok det sted, du skal tage hen i Tokyo, hvis du gerne vil have en kæmpe udvalg af sjove is og kager. Enormt lækkert – men vi havde det begge to lidt småmærkelig og dårligt, så vi fik kun en kage ned (som vi troede var en is…). Jeg har ikke billedet på min computer pt, så jeg  sætter det ind på bloggen her senere. Og jeg ved, at kage og dessert er blevet nævnt mange gange i dette indlæg – men jeg synes jeg har lov til at nyde livet i de sidste tre måneder, jeg har herovre 😛
Derefter gik vi lidt rundt inde i Sunshine City (shoppingcenteret – der egentlig mere er et alt-muligt-center), var i Tokyu Hands, fik taget purikura osv. Vi fik det begge to værre og værre, havde hovedpine, kvalme, var svimle osv. – men tænkte “ej, det går nok, der er nok bare lidt forkølelse :D” Da jeg kom hjem viste det sig dog, at jeg også havde lidt feber – ikke mere end en halv grad, men nok til at jeg måtte tilberinge mandag, der var helligdag, i sengen, trods jeg egentlig skulle have været i Odaiba og aquarium med min værtsfamilie.. Min finske ven, dog, havde 38,9 i feber! Jeg kan ikke lade være med at finde det dødhamrende morsomt, at vi rendte rundt en hel dag i midten af Tokyo, lavede alt muligt mærkeligt – og imens vi begge to egentlig burde have ligget i vores seng. Dog er vi begge to på toppen igen nu 🙂

Denne her uge har været meget fokuseret på studering, da der er tests – igen – i næste uge. I morgen skal jeg til Shibuya med udvekslingsstudenterne i Tokyo og Kanagawa, hvilket jeg glæder mig rigtig meget til 🙂 Har forøvrigt lagt en del flere billeder ind i mit album end der er vist her – bl.a. af ikebana, som jeg så små begynder at forstå lidt bedre.

Jeg savner jer alle sammen og beklager, at jeg ikke får opdateret bloggen her eller skrevet særlig mange mails for tiden – men nu har jeg også kun knapt tre måneder tilbage i dette land så langt væk, som jeg gerne vil nyde fyldt ud. Men jeg har det rigtig godt – så I skal ikke bekymre jer, selvom der ikke kommer ord fra mig i nogle uger 🙂

Stor krammer herfra

Tirsdag d. 9. august gik turen mod Osaka, godt og vel 500 km fra Tokyo. Vi tog toget til Tokyo station og derfra lyntoget shinkansen til Kyoto, hvilket med bus, tog og ventetid tog godt og vel 4 timer – selve toget fra Tokyo til Kyoto kun godt og vel 2½ time. Jeg finder det utrolig morsomt at sammenligne det med det danske “lyntog” fra Århus til København, godt og vel 3½ time, trods afstanden kun er 300 km. Med shinkansen er det dog også tydeligt at mærke i ørerne, at toget ikke kører det danske lyntogs sneglefart – fra tid til anden får man propper i ørerne, og det føles mere som at sidde i fly end tog.

Vi stod af på Kyoto station, en forholdsvis ny og meget moderne station, trods Kyoto er den gamle kejserstad med utallige gamle templer, huse, det gamle kejserpalads osv. Herfra tog vi en langsom middag – husk på min værtssøster er 5 og jeg selv aldrig har været kendt for at spise hurtigt -, hvorefter vi var forbi Fushimi Inari-templet, der er kendt for dets tusindvis af røde porte. Det var et fuldstændig utroligt syn, og meget specielt at gå rundt i blandt. Min værtsfar mente der var 3000 porte, men min værtsfarmor sagde senere, at det er omkring 10.000.

På forsiden stod der det samme på alle portene, men bagsiderne var forskellige. I starten troede jeg egentlig, at det var digte eller et eller andet – indtil jeg spottede “三鷹”, hvilket læses som “Mitaka”, alas der, hvor jeg bor.

Nr. 2 fra venstre er en adresse her i Mitaka – højest sandsynligt en butik af en art.

Efter at have set templet tog vi toget hjem til min værtsfars forældre, der viste sig at være et rigtig rart ældre par, hvor vi boede under hele turen. De boede i et lille hus ca. midt imellem Osaka og Kyoto, med tatami-måtter i hele tre af værelserne og traditionelt lavt japansk spisebord. Det eneste rigtig vestlige bord, udover køkkenbordet, var skrivebordet på det værelse, jeg lånte.

Onsdag tog vi i zoologiskhave i Kobe, hvor vi mere eller mindre så alt fra pandaer og bjørne til kaniner og geder. Zoologiskhaven var noget større end den, vi var i ved Inokashira Park i april/maj, men det var rigtig hyggeligt, og jeg fik købt nogle småkager med pandaer 😀

Bjørnen Bjørn kom hen for at sige hej..

De havde også en lille forlystelsespark, som Suzu og jeg lige skulle lege lidt i. Bl.a. havde de et lille pariserhjul, hvor Suzu og jeg – som de pandafans vi nu engang er – selvfølgelig skulle en tur op i i pandavognen:

Torsdag stod på Osaka Slot i – overraskende nok – Osaka by. Både ved zoologiskhaven og slottet var vi alle sammen af sted – min værtsfar, -søster, -farmor, -farfar og jeg selv.
Slottet var enormt flot udefra, men hele de indvendige var blevet lavet til museum. På sin vis var det utrolig interessant og spændende, men samtidig også meget en skam – jeg ville i hvert fald hellere have set den oprindelige indretning.

Hvis I kigger efter, er der et net næsten helt oppe i toppen – der kunne man gå ud og få følgende udsigt over Osaka by:

Fredag mente min værtsfamilie egentlig skulle være en fridag, da de sidste tre dage havde været meget aktive. Men jeg er ikke ligefrem i området omkring Osaka-Kyoto hver dag, så jeg tog mig en alenetur til Gion i Kyoto, hvilket jeg langtfra har fortrudt! Det var utrolig smukt at gå rundt blandt de gamle templer, og samtidig selv kunne bestemme, hvor lang tid jeg ville bruge de forskellige steder – helt klart den dag, jeg nød mest! Jeg var hjemmefra i godt og vel 9 timer..

Gangen her førte op til et lille ukendt, dog gammel, tempel. Det meste af tiden var der ikke andre end mig – lige bortset fra munkene inde i templet, der med deres messe bidrog til den mest fantastiske stemning – jeg, alene udenfor et lille tempel i bjergene ved Kyoto, lyden af en japansk sommerskov med cikader, et lille vandfalds dryppen og munkenes sagte bønner, der i mine ører nærmere lød som sang.

Verdens BEDSTE kakigori! Kakigori er is hakket i meget små stykker med en form for sirup ovenpå. For det meste kan man godt mærke, at det er is og det kan være lidt hårdt – men denne her var noget så utrolig fluffy og blød. Som at tage en bid af en sky… med jordbærsmag.

Lørdag kom min værtsmor så også til Osaka, hvorefter hun, min værtsfar, Suzu og jeg tog på tur til Shiga. Vi var ude at sejle på en lille flod i en lille, lav, japansk båd, hvorfra vi kunne se massere af gamle japanske huse. Enormt hyggeligt!

Vi var også en tur forbi Japans største sø, Biwako, der har vist sig at være meget større end København. Det var meget specielt dels at se og dels at opleve at være der – for trods det var en sø, virkede udsigten, temperaturen og vinden langt mere som en tur til Vesterhavet. Man kunne ikke se, hvor den endte.

Søndag, sidste hele dag i Osaka, blev alle personer af hunkøn – dvs. min værtsmor, -farmor, Suzu og jeg – iført yukata og hele familien tog derefter en tur til en filmby i Kyoto, der vistnok er eneste filmby om gamle Japan, der er åbent for publikum. Der var en masse rekonstruktioner af gamle japanske huse, de havde en masse forskellige shows (bl.a. ninja-show :D), et sted man kunne se, hvordan de laver film osv. Desværre var de ikke i gang med at filme en rigtig film nogle steder – det ville jeg ellers gerne have set!
Jeg har prøvet at have yukata på tre gange nu, men det er første gang, jeg dels har haft den på i en hel dag (yukata og kimono er utrolig smukt – men alle er enige om, at det bestemt ikke er behageligt at have på!) og dels har været ude i offentligheden i den. Jeg kunne ikke rigtig lade være med at føle mig lidt sej, når jeg kom gående med to japanske damer i yukata og kimono samt min overdrevet nuttede værtslillesøster i en lige så overdrevet nuttet lyserød børne-yukata.

Som noget af det første var vi inde og se ninja-show, hvis plot jeg dog kun halvt forstod. Den “onde” i stykket var et par gange nede dels for at “tage folk til fange”, lave peace-tegn og fortælle. Første gang fik han så øje på mig – og indtil da havde jeg ikke lige lagt mærke til, at jeg var den eneste udlænding i salen… Han begyndte at snakke til mig på engelsk, spurgte hvor jeg var fra, og snakkede om alt muligt med, at han håbede, jeg havde en god tur til Japan, nød showet osv. Jeg overvejede virkelig at sige et eller andet til ham på japansk, for at få ham til at slå over til japansk frem for engelsk – men fik det ikke gjort. Men det var nu alligevel meget sjovt, men gjorde dog også, at al opmærksomhede i salen lige pludselig blev rettet mod mig XD

Vi tog hjem mandag formiddag, og var tilbage i Mitaka hen på eftermiddagen. Jeg havde lige en enkelt “fridag”, der dog blev brugt på mine højt elskede sommerferielektier, før jeg tog afsted på YFU-lejr fra onsdag til fredag.

Lejren var i det nordlige Chiba, det præfektur, der er nordøst for Tokyo. Vi var fem udvekslingsstudenter; tre drenge fra henholdvis Sydkorea, Finland og Letland, som jeg har mødt en del gange før, og så to piger; jeg selv fra Danmark og så en pige fra Sverige, som jeg kun har mødt en gang før, og som jeg på daværende tidspunkt troede kun var sommerstuderende. Lejren var både orientering og hygge, men jeg nød nu det hele – det var dejligt at tilbringe et par døgn i andre udvekslingsstudenters selskab!  Onsdag var mest orientering, men torsdag tog vi på tur et eller andet sted hen, hvor vi bl.a. blev klædt ud i samurai-dragter (hjelmene er UTROLIG tunge!) og mødte nogle skildpadder. Torsdag aften stod på lejrbål og japansk småfyrværkeri, hvor der blev leget lidt med kameraer for at få sjove billeder.

YFU-lejren er nok også de to dage, jeg har sovet mindst i hele mit liv, når vi ser bort fra rejser med lange flyturer. Første nat sov jeg omkring fem og en halv time, og anden nat kun lige over fire – meget af natten endte nemlig med at blive brugt på snak og hygge. Til sidst var vi alle sammen så trætte, at nogle af os havde det som om, at der var jordskælv hele tiden… men det var enormt hyggeligt! Og det er noget, vi nok aldrig får mulighed for at gøre sammen igen.

I dag har så stået på blogindlægget her og japansklektier. Mine lektier hen over sommerferien lød på, at jeg skulle skrive to breve til min japansklærer hen over sommerferien, hvilket nu også har været meget hyggeligt. Sommerferien sluttet om ca. 1½ uge, og selvom det har været dejligt at have ferie og se en masse af Japan, glæder jeg mig nu også til at starte i skole igen og se mine venner 🙂

Forøvrigt, her til sidst, lidt optælling:
Antal billeder og videoer i august indtil videre:  1302
Antal præfekturer, jeg har besøgt i min sommerferie: 8 (Tokyo, Kanagawa, Chiba, Kyoto, Osaka, Shiga, Hyogo, Yamanashi – jeg synes selv, det er ret godt gået!)

Det er juli, og jeg har efterhånden været i Japan i to og en halv måned – det er fuldstændig vanvittigt at tænke på! Fra tid til anden føler jeg stadigvæk, at mit udvekslingsår kun lige skal til at begynde – men i går om seks måneder skal jeg hjem til mit kære fædreland igen. På mange måder føles det som meget lang tid – hjemveen ligger altid og truer i overfladen, og jeg savner jer alle sammen noget så forfærdeligt – men på andre måder virker det som alt, alt, alt for kort tid. Nogle gange overvejer jeg, hvordan jeg i al verden skal komme igennem et halvt år mere uden et kram fra min mor – og andre gange vil jeg slet ikke tænke på, at jeg på et tidspunkt bliver nødt til at forlade de venner og den familie, jeg er ved at få mig herovre. Det er meget forskelligt, men af hvad jeg kan høre fra andre udvekslingsstudenter meget normalt – de føler ofte lidt det samme.

Jeg ville egentlig have skrevet et blogindlæg for tre uger siden, men min værtsfamilies internet valgte at gå ned lige som jeg skulle til at gå online, weekenden efter blev min internettid mest brugt på skype og sidste weekend var jeg slet ikke online – så det blev kun til et hurtigt smut forbi min mail og facebook mandag efter skole.

Men hvad har jeg så lavet siden jeg sidst skrev et indlæg, for snart en måned siden? Jo, nu skal I høre!

Lørdag d. 11. juni var jeg til UNESCO-møde i Kouenji her i Tokyo. UNESCO’s egentlige definition har jeg ikke helt styr på endnu, men det er et eller andet med at lære Junior high school-elever noget engelsk og så tror jeg også, at der er noget japansk kultur hen over det – eller noget i den stil. I hvert fald ser YFU-Japan meget gerne, at nogle af Tokyo-udvekslingsstudenterne deltager fra tid til anden – det er hver anden lørdag, men jeg har indtil videre kun været med d. 11. juni.
Jeg var først i skole, men fik aller nådigst lov til at gå efter 3. time (slutter 11:20), da jeg ellers ikke ville kunne nå at komme hjem og skifte fra uniform til mit eget tøj først. Jeg tog derefter Chuo Line med okaasan og Suzu til Ogikubo, hvor vi skiftede til Marunouchi line og stod af på et-eller-andet-Kouenji (tror måske det var Higashi-Kouenji?). Mødet var allerede i gang, da vi kom derhen, så engelskdelen fik jeg ikke med – til gengæld  fik jeg sumo-delen med 😀 Vi gik ned i en gymnastiksal, hvor der kom tre sumo-brydere og fortalte noget om, hvordan det er at være sumo – på japansk, selvfølgelig, så jeg fik langtfra det hele med. Men det var egentlig meget sjovt – og meget overraskende at en af dem vejede 240 kg. En sumo-bryder skal veje en del, men efter min mening er 240 altså liiige lidt i overkanten…
Vi legede derefter nogle lege, hvilket var meget hyggeligt. Efter legene var vi udvekslingsstudenter, der var med – tre i alt, en finsk dreng, en sydkoreansk dreng og så lille mig fra Danmark -, med til et eller andet form for evalueringsmøde over dagen, hvor vi brugte tiden på at snakke en masse med hinanden om, hvordan vi havde det osv. Den eneste udvekslingsstudent, jeg siden orienteringen en måned tidligere havde været i kontakt med var Metha, så det var skønt at snakke med andre “ligestående” igen 🙂 Da evalueringsmødet var forbi endte jeg med at tage til Shibuya med den finske udvekslingsstudent, da min værtsfamilie havde nogle aftaler, så de alligevel først ville komme hjem senere på aftenen – også rigtig hyggeligt!

Shibuya by nightpeople

Dagen efter, om søndagen, cyklede jeg med min værtsfamilie hen til en park et stykke herfra (tror det tog omkring en halv time på cykel), hvor Suzu legede og vi var inde og se nogle gamle japanske huse – lidt ala Den Gamle By i Århus. Vi fik sushi til middag.

Gammel badeanstalt – det er den, badeanstalten i Chihiro og Heksene er baseret over 😀

Søndag d. 19. var vi i Disneyland!

Det var enormt hyggeligt og jeg formåede at blive solskoldet trods et forholdsvist tykt skydække. Min værtsmor var lige så overrasket over det som mig, hvis ikke mere – men hun kunne så også se min røde nakke noget bedre end mig, hvor det vist var værst.På vejen derhen skulle vi igennem Tokyo Station, og jeg kom til at ligge mærke til denne lille, fine café, hvis navn jeg personligt synes lyder HØJEST dansk. Jeg tror godt, jeg kunne finde på at tage derind en dag og se, hvad de har på menuen:


I Disneyland prøvede vi en masse forlystelser, ventede en masse, brugte en masse penge, spiste en masse (såsom is formet som Mickey – jeps, Helle, jeg har hermed spist Mickey, han er ikke længere i live) osv. osv. Vi var  først hjemme omkring halv ti om aftenen, så jeg var godt brugt næste dag i skolen! Men det var heldigvis mandag, og mandag står på engelsk, japansk og kalligrafi.

D. 26. var jeg sammen med værtsmor og Suzu i Roppongi hvor vi spiste middag sammen med nogle af okaasans veninder. Det var rigtig hyggeligt, og Suzu og jeg smuttede ud i et stykke tid og legede rundt på en legeplads i nærheden. En ting, jeg dog blev meget overrasket over, er, hvor mange udlændinge, der er i Roppongi – I Shibuya er der også en del, men Roppongi var helt vildt! Når man til hverdag er den eneste lyshårede er det meget mærkeligt lige pludselig at se en par håndfulde daske rundt i sin nærhed…

Normalt får vi yoghurt med et eller andet i som en form for dessert efter aftensmaden, men d. 27. så det således ud:


Med azuki (nogle søde bønner, der laves til en form for pasta – smager fantastisk!) i midten! ❤

Så var juni lige pludselig ovre – og jeg syntes ellers kun lige, den var begyndt!

Sidste lørdag var jeg efter skole (dvs. efter at have været hjemme for at skifte uniformen ud) i Shibuya med to udvekslingsstudenter – fra Finland og Letland – , der også er i Tokyo. Det var rigtig hyggeligt!

Søndag stod så på YFU en del af dagen. Om formiddagen havde vi møde om, hvordan det går os med værtsfamilie, skole, japansk osv. Det hele foregik stort set kun på japansk, og selvom jeg ikke forstod det hele, vidste jeg hvad der blev snakket om hele tiden og kunne ligeså bidrage på japansk – det får mig til at føle mig lidt småsej 😀
Derefter var jeg ude og spise med den finske udvekslingsstudent, den lettiske og hans værtsmor samt okaasan, hvor vi var på russisk restaurant i Takadanobaba. Jeg fik serveret denne sjove ret:


Inden i koppen var der suppe!
Derefter tog vi til teceremoni og ikebana (blomsterarrangement), hvilket også var arrangeret af YFU. Det var enormt interessant, og jeg fik lov til at blive klædt i yukata (/kimono) 😀 Jeg fik ros for min ikebana, men jeg undlod også at nævne, at jeg har meldt mig ind i skolens ikebana-klub – så det var langtfra første gang.

OBS om dette billede: læg mærke til sløjfen på ryggen! Jeg fik desværre ikke et ordentligt billede af den, men det var den smukkeste sløjfe, jeg nogensinde har set nogen binde.

(hvem fik lige den bedste plads? 8D)

I dag skal jeg til kabuki (japansk teater-drama-værk), også med YFU, og i morgen skal jeg til Harajuki på shoppingtur med nogle piger fra min klasse – så man kan ikke sige, at der ikke sker noget!

Det går fortsat rigtig godt, og det går fremad med det japanske. I starten foregik alt stort set kun på engelsk, da jeg havde meget svært ved at få ordentligt gang i det japanske – men efterhånden har det japanske fået overtaget, dog fortsat med en del engelske indput, når jeg ikke kan udtrykke mig ordentligt på mit lidt enkelte japanske. Men fremad går det, og jeg planlægger at studere en del i sommerferien 🙂

Trods sommerferien ikke er startet endnu, er sommeren det i hvert fald – hver dag er her over 30 grader, og da der bliver sparet en del på airconditionen grundet et vist jordskælv og et vist atomkraftværk, er det til tider meget varmt. Men skolen sparer heldigvis ikke på airconditionen – jeg tror godt, de ved, at det er fysisk umuligt at sidde og skulle koncentrere sig om et eller andet i 33 grader. Så jeg klarer mig nok 🙂

Forøvrigt, tusind tak for de breve, jeg har fået ind af døren! Det er ubeskriveligt skønt og varmer mit hjemvesfyldte hjerte ❤

Derudover beklager jeg, at der ikke bliver nogle mails i denne her uge – jeg havde egentlig planlagt det, men indlægget her tog noget længere tid end beregnet.

Jeg savner jer alle sammen! Nyd det kølige danske sommervejr – jeg forsøger at nyde det japanske 😉 Der er lidt flere billeder postet i mit galleri.

10 dage

Posted on: 4. marts 2011

Det er MARTS. Og ja, det har I sikkert allerede bemærket – men det er d. 4. marts 2011, hvilket vil sige, at jeg drager mod Japans grænse om intet mindre end 10 dage. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at det virkelig er lige rundt om hjørnet, og jeg tager fortsat mig selv i at kigge på dagens dato – om det så er på computeren, mobilen, fjernsynet eller kalenderen – og få en lille klump i halsen. Og nej, det er skam ikke fordi, jeg ikke glæder mig: Jeg glæder mig som aldrig før, men er samtidig lige så nervøs som aldrig før. Men – det skal nok gå alt sammen alligevel 🙂

Som jeg har nævnt tidligere var vi d. 5. februar til infodag, hvilket var, som navnet allerede fortæller, en dag med en masse informationer omkring rejsen, udvekslingen, Japan osv. osv. osv. Det var både for forældre og udvekslingsstudenter, så vi var “hele” 3 kommende udvekslingsstudenter (JAPAN :D), 3 mødre, 1 fader, 1 lillebror og 4 returnees, hvoraf 2 havde været i USA, 1 i Frankrig og 1 i Japan. Og selvom nogle af jer nok ville tænke: “Nøj, det lyder da kedeligt”, var det virkelig hyggeligt! Det var også dejligt, at der endelig var en returnee med fra Japan til et af arrangementerne – ofte er det nemlig kun USA, USA, USA, USA, USA og et par andre lande.

På infodagen blev det også nævnt, at vi snart ville modtage visumpapirer, forsikringspapirer, en masse andre papirer og vores t-shirt. Jep. Alle udvekslingsstudenter til Japan kommer d. 14. – 15. marts til at rende rundt i de mest formidable YFU t-shirts, ID-kort om halsen og med render af træthed og lange flyturer under øjnene. Det skal nok blive kønt.

Brevet – eller pakken, var det vist næsten nærmere -, kom den anden dag. Min formidable YFU-tshirt ser således ud:

Smukt, ikke? 😀 ID-kortet får vi først udleveret d. 14. sammen med vores pas og visum – passet skulle nemlig sendes ind til YFU sammen med de udfyldte visumpapirer, hvor de så får det ordnet for os.

I dag er det en uge siden jeg fik orlov. Der er en del, der synes at mene at to uger er lang tid, men jeg er faktisk rigtig, rigtig glad for, at jeg valgte at tage to uger. Jeg kan i hvert fald se, at jeg ikke ville have kunnet nå alt det, jeg selv mener er en nødvendighed på én. Men det kan måske også skyldes, at jeg render rundt og lufter halvdelen af mit tøj, laver en lille kogebog med danske opskrifter (jeg har lovet okaasan at lave lidt dansk mad, så det må jeg jo hellere holde), sætter alle mine skolenotater fuldstændig i orden og ordner mit værelse til bund og orden. Men! Så er der også styr på det hele!

Omkring min værtsfamilie glæder jeg mig efterhånden mere og mere til at møde dem. De virker så utrolig søde! Jeg ved godt, at jeg har sagt alt muligt med ikke at have for mange forventninger, men det er altså lidt svært når denne her hoppede ind af postkassen for nogle uger siden:

Inden da havde min værtsmor skrevet to mails til mig, hvor hun i et af dem bad mig om at kalde hende okaasan (mor), min værtsfar otousan (far) og min værtslillesøster Suzu. De havde begge været på engelsk, så da jeg åbnede brevet fra okaasan (den hvide konvolut) tænkte jeg: “Nej, det er løgn!” og stirrede på de japanske tegn, der hoppede op i hovedet på mig. Jeg fjernede de første par sider, og så så, at det kun var de første der var på japansk, hvorefter de resterende var på engelsk. Kiggede lidt på dem. Sammenlignede den første japanske og den første engelske side… og så gik det pludselig op for mig, at hun havde skrevet det samme på engelsk og på japansk! OG hun havde brugt nogle kanji, hvor hun skrev furigana over første gang hun brugte et nyt! 😀
(Kanji – oprindeligt de kinesiske tegn, tegn der har en decideret betydning. Hiragana og katakana – lydskrifttegn. Furigana – hiragana og katakana over kanji, der gør dem mulige at læse, hvis man ikke kender tegnet i forvejen)

Jeg sendte fluks et lille brev tilbage, idet der også var et lille brev med Disneyfigurer på, skrevet med den sødeste børneskrift fra Suzu! ❤ Jeg blev virkelig overrasket over at se, at hun allerede er ved at lære at skrive, men okaasan skrev senere, da jeg spurgte ind til det, at hun  åbenbart allerede kan skrive og læse de fleste hiragana samt nogle katakana. Okaasan svarede jeg tilbage på mail.

Otousan har jeg ikke skrevet så meget med endnu, men jeg har da fået et par mails – der til forskel kunne minde lidt om brevet fra okaasan, da han også skriver de samme ting på både engelsk og japansk 😀

I de nærmeste dage regner jeg også med at lave lidt om på bloggen her – måske, hvis jeg kan finde ud af det og får tid, forsøger jeg mig med et nyt design, men ellers kommer der i hvert fald en kalender op (regner jeg med), en lille infoside på engelsk samt siden med links til de andre udvekslingsstudenter skal rettes færdig.

Nu var det jo egentlig meningen, at jeg ville have skrevet før – langt før, faktisk lige i det øjeblik, jeg for en uge siden tjekkede min indbakke og så beskeden: “Din værtsfamilie”. Desværre, kan man vel sige, sad jeg på dette tidspunkt i vandrehallen på min skole, så jeg havde ikke mulighed for helt at udtrykke den følelse, der i løbet af få sekunder blussede op i mig. Hvis jeg havde siddet hjemme i det øjeblik, er jeg fuldstændig overbevist om, at jeg ville have skreget.

Sagen endte nemlig med at være den, at Metha jo fik værtsfamilie for omkring 2½ uge siden, og Johan fik det torsdag ugen efter – så jeg sad mutters alene, og havde ikke den mindste anelse om, hverken hvor i Japan jeg skulle være eller for den sags skyld, hvilken familie, jeg ville komme ind i. I princippet kunne jeg ende hos familien Yamada på Hokkaido lige så godt som familien Takagi på Okinawa.

Det kommer nok ikke som nogen stor overraskelse, at jeg var lidt småulykkelig i den weekend. Det gik jo pludselig op for mig, at jeg ville være den sidste af os fra Danmark, der ville få værtsfamilie, og jeg derfor sådanset kunne risikere at gå i 1½ måned endnu uden at vide, hvor i landet, jeg skulle hen! Så galt gik det dog heldigvis ikke.

Jeg forsøger i øjeblikket så vidt muligt ikke at få alt for mange forventninger til min værtsfamilie, men jeg må indrømme, at den ser virkelig lovende ud! Min familie består af følgende:
Værtsfar: Yoshio. Arbejder som farmaceut.
Værtsmor: Yoshie. Arbejder inden for noget japansk te og drikkevarer-halløj.
Værtssøster: Chisuzu – 4 år gammel 😀
(Lagde I mærke til, hvor meget mine værtsforældres navne minder om hinanden? Er det ikke bare helt vildt fint!)
De bor et eller andet sted i Mitaka-Shi, der, til de uvidende, er placeret her:

Dvs. at jeg kommer til Tokyo! Ikke selve Tokyo by, men en lidt “mindre” by i området Tokyo.
Mitaka ligger lidt vest for selve Tokyo, men er stadigvæk mere eller mindre omgivet af by. Jeg har dog hørt fra højest pålidelige kilder, som jeg vil komme nærmere ind på senere, at der også er en del parker og grønne områder i Tokyo og omkring Mitaka, hvilket jeg er rigtig glad for. Der bor tæt på 180.000 mennesker i byen, og skulle, ifølge de pålidelige kilder, være et godt sted at bo. Desuden er det hjemsted for Ghibli Museet! Der er jeg simpelthen NØDT til at komme hen i hvert fald en gang! Studio Ghibli er dem, der bl.a. producere film af Hayao Miyazaki, hvilket vil sige Chihiro og Heksene, Min nabo Totoro, Det levende slot osv. Og ja, – jeg elsker de film! 😀

Jeg skal gå på Jumonji High School i Toshima-ku. Ifølge de højest pålidelige kilder er det en pigeskole, hvilket jeg allerede var ret forberedt på, eftersom jeg på skolens hjemmeside kun kunne finde en pigeuniform. Den ser således ud:

Og nu kigger I sikkert alle sammen dumt på mig og siger: “Øh, Xenia… Der er to uniformer?” Ja… Ja, det er der nemlig. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke er helt sikker på, hvilken en af dem, der er min – men jeg tror, at det er den hvide. Skolen består nemlig både af Junior og Senior High School, hvor jeg skal i Senior – som også bare går under navnet Jumonji High School. Ifølge de højest pålidelige kilder er der en transporttid på ca. 70 min fra mit hjem og til min skole, men de højest pålidelige kilder siger også, at det er normalt for en gymnasieelev i Tokyo. Toshima er den bydel (eller hvad det egentlig helt præcis er betegnelsen for), hvor bl.a. Ikebukuro ligger, og jeg skal vist nok igennem Shinjuku for at kunne komme dertil fra Mitaka, hvilket vil sige, at jeg skal igennem en af de helt store stationer hver morgen!

Og de højest pålidelige kilder, hvem er de? Jo, nu skal I hører! 🙂

Af kontaktoplysninger på min værtsfamilier fik jeg deres adresse og deres telefonnummer. Eftersom jeg ikke ligefrem er verdensmester til japansk (endnu), var jeg ikke særlig meget for at ringe for at sige hej. Desuden ville den småstore tidsforskel også udgøre et problem, eftersom jeg ingen anelse har om, hvornår mine værtsforældre er hjemme og hvornår de går i seng. Derfor besluttede jeg mig for at skrive et brev, som jeg fik i postkassen i går før japansk – godt overflydt med en masse frimærker, for hvis der nu var lidt for lidt på… Brevet blev halvt på japansk og halvt på engelsk, og jeg var egentlig lidt småstolt over det, i hvert fald den japanske del – selvom der nok er en hel del grammatiske fejl og mangler, men dem ser vi lige bort fra.
Da jeg kom hjem fra japansk omkring halv seks, satte jeg mig til at skrive en mail til YFU om tilmelding til infodagen – den er der nemlig kommet invitation til i sidste uge. Jeg lagde ud af øjenkrogen godt lidt mærke til, at der var kommet en ny mail, men det var sikkert bare en eller anden opdatering fra facebook. Da mailen var sendt, tjekkede jeg min indbakke. Mine øjne voksede til en størrelse, der mindst ville kunne måle sig med hundenes i Fyrtøjet, og med en halvt rystende, halvt skrigende, halvt et-eller-andet stemme sagde jeg: “….. MOOOOOOAAAAAR!!!!!!!!!!!”

Sammentræf er noget af det, man ikke altid møder mange af – men når man gør, er det nu alligevel lidt sjovt. I min indbakke var der nemlig kommet en mail fra en hvis kanji-kanji kanji-kanji med titlen: “from your host family in Japan”! 😀 Det viste sig at være min værtsmor, der, med et overraskende godt engelsk (for en japaner), ville byde mig velkommen i familien og fortælle lidt ting og sager. Det var bl.a. også her, at jeg fandt ud af mit antal af værtssøstre, idet brevet fra YFU kun sagde: “Alder på søstre: 4″. Jeg skrev hurtigt tilbage til dem i går aftes, men grundet lektier og afleveringer, var jeg nødt til at skrive hele mailen på engelsk i mangel på tid. Men ud fra det, hun skriver, virker de som en rigtig sød familie, og jeg glæder mig helt vildt meget til at møde dem! 😀

Som nævnt tidligere fik vi også invitation til infodag i sidste uge, der bliver afholdt et sted i Århus her på lørdag. Det glæder jeg mig lidt til! Desuden er der skøjtetur med YFU-Århus på næste onsdag, og så er Metha, Johan og jeg selv begyndt med noget intensiv japanskkursus hver søndag eftermiddag med en japansklærer. Det er helt vildt hyggeligt 😀 Jeg har også for nyligt snakket med min skoles rektor, så orlov og alt det er helt på plads – og fået besked på at skrive 3 breve til dem i løbet af året, som de vil sætte ind på skolens hjemmeside. “Til lidt international reklame,” som de siger, men det er nu også helt fint.
Og, hvis vi lige skal have lidt nedtællinger med: 2 uger tilbage før vinterferie. 3 uger tilbage i skole. 6 uger til afrejsedato. 6 uger og 1 dag til jeg lander i Japan.

(Hvis I kigger undrende på det tidspunkt, dette indlæg er skrevet på; nej, jeg hverken pjækker, er syg eller ignorerer læreren og skriver blogindlæg istedet for – jeg har fritime.)


Hello World!

Denne blog er oprettet for at dokumentere mine 8½ måneder som udvekslingsstudent i Japan, fra april 2011 til januar 2012. Den er mest beregnet til min familie og mine venner, men alle er mere end velkommende til at følge med! :)

Hvorhenne?

Ønsker du at modtage en mail, hver gang, jeg opdatere bloggen? Skriv da din e-mailadresse i understående kasse og tryk på "Ay!".

Slut dig til de 11, der følger denne blog

Blogstatistik

  • 9,644 besøgende ♥
free counters